De første ærgerlige indtryk af CrossfireX

Det skal først og fremmest slås fast, at vi ikke modtog noget der lignede tidlig adgang med henblik på anmeldelse af hverken Remedy eller kinesiske Smile Gate. Det er, ofte, et dårligt tegn, men ikke altid. Derfor har jeg spillet en håndfuld missioner fra den ene kampagne, Operation Catalyst, i går og i dag, samt en række multiplayer-kampe, og disse førstehåndsindtryk er baseret på disse relativt begrænsede timer.

Alligevel føler jeg det nødvendigt at kommentere på det samlede produkt allerede nu, for det jeg har oplevet er mildest talt chokerende. CrossfireX består af en multiplayer-del, der i form og funktion er en slags blanding af det mere overvejede og systematiske Counter-Strike: Global Offensive og det mere "run n' gun"-orienterede Call of Duty. Der er en række maps og modes at vælge imellem, der hverken bryder med de faste størrelser, og heller ej er synderligt overraskende i sin form. Du ved, Search & Destroy, Point Capture, Team Deathmatch - det er her alt sammen, og spillet byder hverken på destruerbare omgivelser, eller forhold der dynamisk ændrer sig i kamp. For nogle er det måske ren og skær nostalgi, og for andre fremstår det nærmest halvhjertet.

Jeg har spillet et lille dusin maps, så særligt her er min erfaring begrænset, men indtil videre synes multiplayer-delen kedelig, gammeldags på alle de forkerte måder og håbløst ujævn i sin styring, brugerflade og generelle sammensætning. Du kan spille det via Game Pass lige nu, så, du ved, you be the judge.

Operation Catalyst handler om den ene af to krigsførende private militære organisationer, Global Risk, som er i direkte konflikt med Black List. Det er meningen at de to kampagner skal belyse hvordan de hver især skiftes til at være skurk og helt, og at krig, bredt betragtet, er noget rod for alle involverede parter. I know, super originalt set-up. Det hele finder sted i det fiktive land "Azkharzia" - eller det gør det det i hvert fald indtil videre - og det hele er omtrent lige så veldefineret som det lyder. Det er ikke fordi at det er helt håbløst, og i enkelte øjeblikke er der lidt af den flair, og de set pieces som vi kender fra nogle af de mere kompetente Call of Duty-kampagner.

Men der er langt imellem de her øjeblikke, virkelig langt. For det meste sigter du med diverse våben, og skyder. Ja, sådan er det i de fleste af sådanne kampagner, men her er det særligt rudimentært, og skåret helt ind til benet, og udover granater og mulighed for at sænke tempoet til slow-motion, så du hurtigt kan dræbe fire-fem fjendtlige soldater, så er der ikke meget at komme efter her.

Det er skam ikke fordi at antallet er mekanikker stemmer direkte overens med kvaliteten af oplevelsen, men CrossfireX har det virkelig fundamentale problem, at det både er uhyre simpelt, og at de ting der så virkelig bør være på plads, fortsat er ret rå i midten. Med det mener jeg at vi skal helt ned i de basale systemer her. Din karakter går for langsomt, så du er tvunget til at sprinte konstant. Der er en mærkelig acceleration på styringen, så dit sigtekorn er for langsomt i de små bevægelser, for så at slå alt for hurtigt ud i overdreven vildfarenhed. Stort set samtlige brugerfladeelementer ligner noget fra et PS2-spil, hvor særligt det røde kryds, der dukker op oven på dit sigtekorn idet en given fjende falder, er direkte fornærmende.

AI'en er nok noget af det dummeste jeg har stødt på, og tværs af de første par missioner i Operation Catalyst kan de virkelig ikke mere end at udføre den script-kommando de er designet til, såsom at sparke en dør ned foran dig, men når selve AI'en skal arbejde, så står den stille - og skyder. Står stille - og skyder. Tilføj lidt kløgtige replikker, som når dine kammerater flygter fra et brændende hotel imens de siger; "this hotel is getting a shit review from me", og den anden svarer med et; "yes, the service sucks". Remedy er kendt for at levere mere provokerende, indsigtsfuld dialog end det her, så hvad der lige præcis er sket her, aner jeg ikke. Måske er det det de tror passerer som militærlingo i dag. Jeg har ikke selv tjent, men jeg tvivler på at det her er lige så beskidt og jordbundent som de tror.

Det skal dog siges, at selvom at der tydeligvis er steder hvor der rent grafisk er sprunget over hvor gærdet er lavest, såsom ildeffekter, så er det hele konstrueret i Remedys egen Northlight-grafikmotor, og den viser sig generelt at være alsidig og poleret nok til at kunne fremvise ret imponerende lyssætning. Der er slet, slet ikke samme opfindsomhed som i Control, men nu er vi også mere direkte bundet til virkelighedens verden her. Når det så er sagt, så er grafikken ikke det centrale problem her.

Catalyst forsøger at introducere lidt drømmeri, lidt flashbacks hist og her, for at bryde med al skyderiet, men generelt har spillet, tilsyneladende, ikke meget mere på hjerte end det der præsenteres i løbet af de første par timer. Det er dog en formodning, snarere end noget jeg kan bekræfte direkte.

Jeg betalte af egen lomme for Operation Catalyst. 75 kroner, for selvom at, så vidt jeg kan se, at denne del af singleplayer-kampagnen bør høre med til Game Pass, så fik jeg ikke lov til at låse op for den del medmindre jeg betalte. Så det gjorde jeg. Men det er der, indtil videre, virkelig ingen grund til. Det er tydeligvis ikke Remedys A-hold her, og det er tydeligvis ikke noget de er synderligt stolte af, eftersom de aldrig sendte os en eneste pressemeddelelse om spillet, eller kontaktede os for at skaffe noget omtale. I stedet er vi her, for foden af en af de mest intetsigende spiloplevelser jeg har oplevet i et godt stykke tid.

Det er endnu alt for tidligt at smide noget der ligner en score på. Jeg har ikke spillet Catalyst færdig, og jeg er endnu ikke begyndt på den anden kampagne. Ligeledes er det også for tidligt at sige om hvorvidt det uhyre negative førstehåndsindtryk af multiplayer-delen varer ved. I hører fra mig.