Gamereactors Game of the Year 2021: Bedste Lyd

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort mellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Lyd er måske lidt en såkaldt "unsung hero", når det gælder den samlede vurdering af en spiloplevelse. Jo, vi fejrer stadig ikoniske 8- og 16-bit melodier fra gamle dage, og der vil altid være ikoniske melodier tilknyttet de største spilserier.

Men det der er med god symfonisk musik, god lyd fra våben, og i det hele taget et godt reallydsunivers, det er at det med vilje accentuerer oplevelsen, og ikke nødvendigvis gør væsen af sig.

Som komponister har det med at sige; "hvis jeg gør mit job rigtigt, så forstærker jeg oplevelsen på en måde du ikke aktivt forstår". Vi synes nu alligevel at de spil med de bedste lydeffekter og den flotteste musik fortjener hæder, så her får du dem altså.

Vinder:

Halo Infinite
I november og starten af denne måned kunne Halo fans endelig ånde lettet op. Trods et par uslebne kanter hist og her lægger både Halo Infinites kampagne og multiplayer et bundsolidt fundament for seriens fremtid. Infinites succes skylles en nøje afstemt balance mellem gammelt og nyt. Dette gælder først og fremmest gameplayafdelingen, hvor grapplehooken tilfører det klassiske Halo-gameplay en helt ny vertikal dimension, og grafikken, der realiserer vores alles romantiserede forestilling om, hvordan Halo: Combat Evolved så ud, dengang vi gennemførte det for første gang. Men det gælder i den grad også spillets lydside. For det er endnu et aspekt af spillet, der formår at hylde seriens rødder og samtidig bringe den videre. Selvom Halo 4 og 5: Guardians på beundringsværdig vis forsøgte at give serien en ny, industriel lydside, så var der bare ikke helt nok Halo over det. Med Infinite er man ikke i tvivl. Spillets hovedmenu, hvor vi bliver mødt af Zeta-Halos åbne vidder akkompagneret af seriens ikoniske kormusik, siger praktisk talt: velkommen hjem. Og når de tunge, adrenalinsparkende drumtracks og episke melodier med hints af Halo 3s umiskendelige klavertoner sparker ind under eventyret, kan man ikke lade være med at tænke, at Chief denne gang for alvor er tilbage. Men Halo Infinites soundtrack er ikke bare ren nostalgi. Spillets komponister Curtis Sweitzer, Joel Corelitz og Gareth Coker - hvoraf sidstnævnte leverede de følelsesladede soundtracks til de to fantastiske Ori-spil - formår på spændende vis at parre Martin O'Donnels klassiske Halo-lyd med post-rock genren, og resultatet er herligt melankolsk uden på nogen måde at blive påtaget.

Halo Infinites lydside er dog meget mere end bare soundtracket. For det første gør stemmeskuespillerne bag hovedkaraktererne Master Chief, The Weapon og pilot Echo-216 et stærkt overbevisende arbejde, men det er lige før, at det er fjenderne, der er de helt store stjerner hvad angår stemmeskuespil. Banished grynter, snærer og brøler intimiderende og blodtørstigt, og det fosser ud af Grunts med ekstremt varieret og til tider hylende morsom munddiarre.

For det andet er lydeffekterne bare helt i top. Det gælder først og fremmest spillets mange våben, blandt hvilke særligt de nye Banished-våben bare har den der "oomph," der gør dem utroligt tilfredsstillende at affyre. Derudover er der denne gang på grund af den store, åbne verden flere ambiente lyde end nogensinde før i et Halo-spil. Træer svajer, fugle kvidrer og skud og signaler fra militære baser giver genlyd over landskabet. Spillet ved, hvornår melodierne skal aftage for at give plads til mere fredfulde øjeblikke, hvor vi observerer og lytter til Halos fascinerende nye verden.

Det er ikke nogen nem opgave at skulle forny en så elsket serie som Halo uden at fremmedgøre den, men Infinite opnår dette, og lydsiden er takket være alt det ovenstående en afgørende del af denne bedrift. Derfor løber spillet afsted som vinder af bedste lyd i et spil i 2021.

Runner-up:

Forza Horizon 5
Forza Horizon er først og fremmest en visuel tour de force, men et afgørende aspekt ved den utrolige grad af indlevelse, spillet tilbyder alle bilelskere, er lydsiden. De utallige bilmodellers fuldstændigt autentiske lydeffekter - som kommer af direkte optagelser fra virkelige modeller i aktion på kørebaner - gør, at man nogle gange for en kort stund glemmer, at det ikke er i virkeligheden, men digitalt, at man sidder bag rattet. Motorer brøler og hjul hviner når man hamrer speederen i bund og accelerer for fuld blæs langs Mexicos støvede landeveje og sender småsten flyvende. Dertil kommer spillets forskellige radiostationer, der tilsammen tilbyder spilleren et bredt udvalg af tracks, så der er noget for enhver smag - for det er jo bare federe at suse derudaf med et sprødt track blæsende ud af højtalerne, og så øger det også bare motivationen efter at overhale ham flaben foran og sikre sig guldmedaljen i ræset.
Det skal heller ikke underkendes, hvor afgørende en rolle lydeffekterne spiller i at gøre spillets setting - Mexico - mere sansemættet end nogle af seriens tidligere lokationer. Cikader synger, så man næsten kan mærke ørkenens tørke og varme, sumpe kvækker og jungler er symfoniorkestre af biodiversitet. Havet bruser og bølger slår mod bredden, og regn trommer på bilens tag mens torden buldrer og brager under tropiske storme. Forza Horizon 5 er et spil, man nogle gange fristes til at hoppe ind i simpelthen bare for at nyde synet og lydene af det vanvittigt imponerende bilunivers, Playground har skabt.

Returnal
Sammenlignet med de to andre spil på listen, føles det allerede som en evighed siden, at Returnal udkom. Men selv over et halvt år efter udgivelse står PS5-eksklusiven og dens fascinerende verden Atropos stadig som et af årets absolut mest mindeværdige spiluniverser. Dette skyldes i høj grad spillets eminente soundtrack og lyddesign. Planeten Atropos er lige indbydende og undertrykkende. Tracks indgyder på fremragende vis en følelse af, at det er dybt forkert og uklogt, men samtidigt uimodståeligt at sætte fod på denne mystiske planet. Synths og orgeltoner kan i ét øjeblik være smukke, vægtløst glidende og overjordiske på en melankolsk måde, der på én og samme gang indgyder en stærk fornemmelse af isolation og inviterer til udforske og søge forklaring. I næste øjeblik akkompagneres samme synths og orgeltoner af trommer og bliver forvrængede og hektiske på en nærmest Interstellar-agtig måde, der får planeten til at føles klaustrofobisk og får hjertet til at dunke tungt i brystet, mens de Alien- og Lovecraft-inspirerede væsner omringer dig.

Disse modbydelige væsner vrider sig med slimede lyde mod dig og skriger skingert og frygtindgydende, når de går til angreb eller tager skade fra et af de tunge, futuriske våben, man som heltinden Selene må forsvare sig med. Den canadiske stemmeskuespillerinde Jane Perry gør et fremragende arbejde med at få heltinden til at udvise blandede følelser af forvirring, isolation, frygt, mod og viljestyrke, når hun meget af tiden kun har sig selv og planetens horder af monstre at spille overfor.

Returnal bør spilles med nedrullede mørklægningsgardiner og kvalitetshørebøffer eller et godt surroundsound-anlæg på fuld lydstyrke for på bedste vis at lade sig suge ind i det, der er et af årets mest unikke og kreative spiluniverser.