Gamereactors Game of the Year 2021: Bedste Historie

Så er Game of the Year i gang, og vi har en række spændende kategorier at få afgjort mellem nu og nytårsdag, og du vil hver dag kunne læse om en ny vinder, samt de tre opløbere der var lige ved at tage sejren. Er du i tvivl om hvordan vi har fundet frem til årets vindere, så kan du læse mere om proceduren samt filosofien bag afstemningen lige her.

Hvis man på nogen måde er i tvivl om hvorvidt historien er afgørende for en god portion af samtlige spils succes, og publikums opfattelse af en given oplevelse, så lad os bare for en god ordens skyld slå fast, at et form for narrativ kan betyde liv eller død for kvaliteten af et spil.

Det behøver alt sammen været fortalt direkte, men en eller anden form for historiefortælling, et hook, en eller flere karakterer der appellerer til os som spillere, eller skaber mystik eller interesse, det er altså afgørende. Det er faktisk så afgørende, at selv spil uden reel historiefortælling, såsom Overwatch, skaber store brede universer alligevel for at sikre at der er en relation imellem spiller og spil.

Nogle spilhistorier er igennem deres interaktion blevet til oplevelser som vi bær med os i mange år, og det er årets bedste vi fejrer her i dag. Og vi kan lige så godt være ærlige; det er ikke alle der kommer til at være enige med vinderen her.

Vinder:

Cyberpunk 2077
Efter noget så sjældent som en udsættelse, efter at spillets fysiske disk var blevet trykt, udkom Cyberpunk 2077 i starten af december 2020. Det var lige akkurat for sent til at komme i betragtning til dette års GOTY-kåringer, hvilket, når alt kommer til alt, nok var meget heldigt. Først her mod slutningen af 2021, at CD Project Reds ambitiøse open world-RPG endelig har nået et stadie, hvor vi kan tillade os at kalde det for tilnærmelsesvist færdigt. Betyder det så, at spillet støvsuger alle priserne med et års forsinkelse? Uden at spolere for meget, kan jeg vist godt afsløre, at dette langt fra er tilfældet. Som mange allerede har erfaret har spillet - selv i teknisk stabil tilstand - en række mangler i forhold til gameplay, design og RPG-systemer. Heldigvis fornægtede CD Project Reds klasse sig dog ikke, når det kom til historien.

Måske det skyldtes et passende ambitionsniveau. Efter det fremragende, men også en kende langtrukne The Witcher 3: Wild Hunt forsøgte CD Project Red sig denne gang med en mere fokuseret fortælling centret om et af menneskehedens mest basale drifter - den rå, animalske overlevelsestrang. Hovedpersonen V skulle ikke redde verden, som vi kender den, men blot sig selv. En såkaldt neurochip havnede ad omveje i den ambitiøse småkriminelle hjerne, hvilket skabte grobund for en dramatisk fortælling, der på bedste William Gibson-maner involverede haitianske voodoopræster, technofile Yakuzaer og dybe dyk i cyberspace.

Det var samtidig her, konfronteret med sin egen dødelighed, at vi for alvor fik mulighed for på rollespilsmaner at forme vores karakter. Ikke omkring stats boost og kosmetiske genstande, men snarere livets helt store spørgsmål. Ville V forsøge at fjerne chippen, bekæmpe dens effekter eller måske endda helt forlade sit kødelige hylster? Mulighederne var mange i den futuristiske og neonoplyste Night City, også når det kom til historien, der bankede som et ægte hjerte inde bag spillets mange teknologiske legemer og implantater.

Et rollespil ville dog være komplet uden en række interessante karakterer. CDPR leverede her en skarp kavalkade og Judie, Jakkie, Panam og de personer, man mødte undervejs på rejsen, havde både skarpe tunger og interessante baggrundshistorier. Mest mindeværdig var dog den småalkoholiske rockmusiker og ganster Johnny Silverhand (Keanu Reeves), der flyttede ind, da neurochippen forvandlede ens krop til en delevenlig lejlighed. Karaktergalleriet og den stærke fortælling endte med at blive et stort lyspunkt i et spil, der på mange parametre lovede mere end det kunne holde.

Runner-up:

Returnal
Tidsløkker er gået hen og blevet et af de foretrukne tricks i spilbranchen, da gentagelsen af de samme begivenheder (med subtile variationer) åbner op for interessante kombinationer af gameplay og historiefortælling. Alene i 2021 illustrerede Deathloop og The Forgotten City på imponerende vis nogle af tidsløkkens mange muligheder, men vi følte alligevel, det var en helt tredje titel, Housemarques Returnal, der formåede at skabe den mest interessante fortælling - igen og igen.

Hvor selve spillet måske mest af alt springer i øjnene med sit hårdkogte gameplay og sin imponerende visuelle variation - planeten Atropos skifter konstant omgivelser og klima - så er selve fortællingen forholdsvis minimalistisk. Den ensomme astronaut Selene Vassos er bestemt intet sludrechatol, og hendes "dialog" begrænses for det meste til rent faktuelle observationer, som dikterede hun til en logbog. Dermed får spilleren mulighed for selv at danne sine egne indtryk af denne gådefulde planet og forsøge at finde frem til sandheden om det mystiske signal, der, af indledningsvist urangagelige årsager, resonerer så stærkt med Selene.

Returnal er et brutalt og til tider straffende spil (selv efter at udvikleren nu har introduceret muligheden for at gemme løbende), men vi tør godt garantere, at det er alle strabadserne værd. Spillets finale er nemlig et overbevisende punktum for en fortælling, der på trods af sine få ord, leverer et mindeværdigt indtryk.

Runner-up:

It Takes Two
Selvom film som oftest produceres af et stort mandskab bestående af skuespillere, klippere, kamerafolk og meget, meget mere, så kan de stadig afspejle den enkelte instruktørs unikke vision, hvorfor man eksempelvis kan tale om en Christopher Nolan -film eller en Tarantino-karakter. Sådan er det ikke helt i spilbranchen, men en af de få undtagelser er den karismatiske Josef Fares. Hans seneste spil, It Takes Two, sprudler nemlig over med personlighed og lever desuden op til den tidligere filminstruktørs mantra om, at spil skal være varierede og drevet af gameplay.

I det unikke co-op eventyr spiller som du enten Cody og May, to tilsyneladende uforenelige sider af et skrantende ægteskab, der af deres datter forvandles til små trædukker. Ægteparret må nu samarbejde for at komme igennem deres nu gigantiske bolig, vinde deres menneskeskikkelser tilbage og måske - hvem ved? - også redde deres ægteskab. Det er dog lettere sagt end gjort, og spillet byder på en farefuld og eventyrlig rejse, der sagtens kunne have været en Pixar-film værdigt. Der er simpelthen ikke et kedeligt moment undervejs, og Fares typiske historiefortælling, der mest af alt går ud på at ligge den ene dramatiske og rørende scene oven på den næste, kommer virkeligt til sin fulde ret.

Der findes mere sammenhængende, mere sirligt konstruerede historier i spilbranchen. Men It Takes Two illustrerer på fremragende vis, at fortællinger i spil ikke nødvendigvis behøver at være dystre og handle om liv eller død. Mindre kan, bogstavelig talt, sagtens gøre det.