Mathias kårer årets tre bedste TV-serier

2021 har været et stort år for TV, hvor flere nye serier ikke blot har invaderet hjem og skærm men også har domineret snakken ved arbejdspladsens kaffemaskine/ vandkøler. Bl.a. fik vi Netflix' mest sete serie til dato (tag den, Stranger Things) Squid Game, men også danske fænomener som Kastanjemanden, der hurtigt blev en løsning på manglende aftensplaner. Mange af årets bedste serier, efter min egen ydmyge holdning, har allerede fået deres fortjente plads i solen, men såfremt man af den ene eller anden årsag har fravalgt dem på forhånd, uden at give dem et decideret skud, får man med denne artikel et sidste incitament for at genoverveje at være med på bølgens eftermæle. Her følger mine personlige favoritter fra året der gik, så med mindre du stadig insisterer på at bære skyklapper eller har en aversion mod visse titler, får du her mine stærkeste tre anbefalinger af bingeværdigt indhold.

Mare of Easttown
Serien, der får årets førsteplads på min personlige liste er instrueret af Craig Zobel (Westworld, Leftovers), skrevet af Brad Ingelsby (Out of the Furnace, Run all Night) og castet Kate Winslet i hendes hidtil mest interessante rolle. Hun spiller en træt, desillusioneret bedstemor samt skilt, stresset mor, men også kompetent detektiv, der søger at opklare både lokale og bredtfavnende kidnapninger. Med stor risiko for ikke at fange ved første præsentationsrunde, insisterer jeg, at man alligevel giver den et forsøg og nupper et par af seriens få afsnit. Mare of Easttown er nemlig efter min mening årtiets quintessential krimiserie, der uden tvivl giver nordiske krimier som Kastanjemanden baghjul.

Serien følger naturligvis visse troper; vores hovedperson er en garvet og halvpessimistisk detektiv, der kender halvdelen af byen personligt og hvis private liv jævnligt forstyrres af et anstrengt forhold til sin eks. Men på trods af forudsigelighederne besidder serien kompleksitet og dybde, der ikke kun er begrænset til Winslets egen karakter. Seriens mange biroller deler alle nuancerede relationer, hemmeligheder og føles autentiske nok til lige at være blevet revet ud af en lille by i Mellemamerika. Der er intrikat familiedynamik og en følelse af suspense, der brygger allerede fra første episode. Serien formår at være mørk uden at være deprimerende og genkendelig uden at falde i alle klichéens fælder. Mare of Easttown er for alle, der interesserer sig for velskrevne karakterer, verdensudvikling, suspense og god gammeldags krimi. Skriveriet, skuespillet og ikke mindst instrueringen; alt er i top.

Arcane
Årets største overraskelse, jeg blankt erkender kun at få set efter at være blevet anbefalet den n. gang, er uden tvivl League of Legends-serien Arcane. En serie, der handler om et computerspil besidder ikke den bedste forudsætning for at være en øjeblikkelig succes, og slet ikke et spil som League of Legends, der har et "vist ry". Det er usikkert, om disse sænkede forventninger, man må antage, at flere har siddet med, har medvirket i seriens hav af positive anmeldelser og udtalelser at gøre. Men uanset hvad, er hvert rosende ord fortjent, for serien er simpelthen enestående, ikke kun for hvad den er, men også i sig selv som sin eget franchise.
Arcane er utroligt lettilgængelig og langt fra udelukkende henvendt til de fanatiske LoL-spillere, der ivrigt jagter easter eggs i hver eneste scene. Der er tale om en lokal og umiddelbart ny fortælling, omhandlende søskendeparret Vi og Jinx, der igennem deres opvækst udvikler sig i vidt forskellige retninger, for at finde hinanden år efter. Serien føles både personlig og samtidig verdensomspændende, med uanede muligheder for videre fortælling og verdensudvikling. Det er pludselig tydeligt, hvad man kan formå at gøre med kompetente skribenter og flere bibliotekers indhold af lore; det er et under, at Warcraft endnu ikke har haft lignende succes. Men hvor andre franchises har fejlet, formår Arcane at brillere; med eminent stemmelægning, medrivende plot og karakterudvikling er det svært at forestille sig, at dette ikke er første ud af mange sæsoner, der er i vente.

Men på trods af ovennævnte plusser, er det alligevel ikke højdepunktet. Animationen er nemlig uovertruffen og kan kun sammenlignes med den revolutionerende Into the Spider-Verse. Arcane indeholder lig denne en rig blanding af traditionel animation såvel som moderne, der føles som både en kaotisk og kunstnerisk cocktail, der simpelthen (som de siger i provinsen) smager af "mere". Det er svært at blive mættet, særligt i den frustrerende gammeldags udgivelsesfacon (en episode blev udgivet om ugen), men eftersom serien endelig er færdig, er det ingen sag at binge serien fra ende til anden. Lig forrige serie, er Arcane fuld af interessante karakterer med unikke drivkræfter og motivation, der interagerer på kryds og tværs i en livlig og spændende underverden. Naturligvis er enkelte karakterer mindre interessante end andre, men alle indeholder præmissen og håb for pludselig at blive relevante. En stor portion uanet potentiale, der både holder en fanget grundet det visuelle og indholdsmæssige.

Invinvible
Hvis ikke Arcane var kommet i år, havde Invincible let vundet årets bedste animerede serie efter min mening. Invincible, der er baseret på tegneserien fra 2003, præsenterer en række superhelte og et univers, der ved første øjekast ligner en tam imitation af DCs eller Marvels lineup. Men allerede inden første afsnit er overstået, tager den nogle store skridt for at adskille sig fra førnævnte mere barnlige og vaniljefortællinger. Vi introduceres nemlig til "Omni-Man", Invincibles version af Supermand, der brutalt overfalder og myrder samtlige superhelte i Invincibles version af Justice League. Karakteren, der er stemmelagt af selve J.K. Simmons, er i sig selv nok til at anbefale serien, men der er meget andet at hente her.

Invincible formår at klø et sted, der er blevet forsømt siden The Boys' anden sæson, og mens vi spændt venter på den tredje instans, er Invincible et oplagt sted at få tilfredsstillet sit superheltefiks uden at ty til de efterhånden ansigtsløse Marvelserier. Serien indeholder p.t. kun otte episoder, der (beklager ordkløveriet) flyver afsted, så nup den en af juledagene.
Der er således tale om et uhyre stærkt serieår, hvor mange nytilkomne serier vandt ind både i folkemunde såvel som de afhængige seriejagere, og således beviste, at de bedste serier ofte fungerer på flere niveauer. Havde forrige tre serier ikke premieret i år, havde svagere serier som førnævnte Kastanjemanden og Squid Game bestemt også fået en æresplads, men det er der simpelthen ikke plads til med ovenstående giganter. Og så ved jeg ikke, om jeg er den eneste, der har fået nok af Marvel og derfor ikke skænker hverken Loki, Falcon & Winter Soldier eller What If en tanke, når der skal tildeles medaljer. Jeg er dog spændt på at høre fra jer, hvilke serier jeg har misset i løbet af året, samt forhåbentlig starte en samtale omkring andres personlige top tre-lister.