20 år senere er GTA III stadig en masterclass i open world-design

De mest revolutionerende spil er ikke nødvendigvis sjove at spille efterfølgende. Mange år senere - når den indledende begejstring har lagt sig - ender du ofte op med spil fyldt med rå kanter og spændende, men upolerede mekanikker, der tydeligvis mangler eftertidens finpudsning. Dette gælder nok særligt for spil udgivet i den gryende (og ikke mindst grynede) 3D-æra fra midt-90erne til start-00erne.

Og det er måske, hvad der er mest imponerende ved Grand Theft Auto III som netop har haft 20 års-jubilæum. På et tidspunkt, hvor de fleste udviklere fumlede gevaldigt med den tredje dimension, selv i små, afgrænsede niveauer, skabte Rockstar ikke blot en sammenhængende åben verden, men en levende, pulserende by, der for millionvis af spillere verden over stadig den dag i dag virker hjemmevendt: Liberty City. Og selvom konkurrenterne har haft to årtier til at forbedre formularen, så har ingen - udover Rockstar selv - for alvor formået at gøre det.

Dermed ikke sagt, at GTA III ikke viser sin alder. Styringen er lidt kluntet, særligt på konsol, og manglen på et dynamisk kamera knyttet til højre analogpind daterer spillet mere præcist end nogen kulstof 14-prøve. Men det er ikke fundamentale mangler, og når spillet nu om dage stadig er langt sjovere end de fleste af sine nutidige konkurrenter, skyldes det særligt én ting.

Rockstar forstod at byen skulle være i centrum for alt.

Historien om den unavngivne hovedperson (nu kendt som Claude) og hans vendetta mod de forbryderkollegaer, der forrådte ham under et bankrøveri, indeholder mange morsomme øjeblikke, men er langt fra noget mesterværk. Det gør dog heller ikke det store. Fortællingen fungerer nemlig mest af som en slags turguide, der introducerer dig til byens vigtigste skikkelser og samtidigt sikrer, at du får udforsket alle de vigtigste distrikter. Den stumme Claude er ikke en karakter som sådan, men spillerens øjne. Den virkelige hovedperson er byen selv.

Og hvilken by! Inspireret af virkelighedens New York består Liberty City af tre øer forbundet af broer samt en lang tunnel. Portland er som taget ud af en gangsterfilm med sine grå industribygninger og skumle havnefronter. Gaderne flyder over med skrald, og de kinesiske triader og den italienske mafia udkæmper en bandekrig med havnearbejdere fanget i krydsilden. Dette er kravlegården. Her klarer du de første par jobs, mens at alle broerne til de øvrige bydele er spærret af. Når du har lært alt her, sendes du til Staunton Island, hvor mediemoguler og korrupte forretningsmænd skjuler sig for lovens lange blik i høje skyskrabere. Til sidst slutter rejsen i Shoreside Vale, hvor de kriminelle søger tilflugt i forstadspalæer oven på dagens ugerninger, og hvor flyvepladsen og den store dæmning danner ramme om nogle af spillets mest hæsblæsende actionsekvenser. Rejsen afspejler Claudes gradvise opstigning i den kriminelle underverden. Og vigtigst af alt, lader den spilleren blive familiær med et område, inden det næste åbnes op.

GTA III så dagen lys i 2001, men er reelt et barn af 90'erne. Spillet tager derfor aldrig sig selv særligt seriøst, og Liberty City fungerer som en opskruet parodi på det daværende USA. Her er volden til stede på ethvert gadehjørne, og selv gråhårede pensionister kan finde på at give dig en lektion i karate, skulle du blive en tand for frisk. Meget af byens charme ligger også i den satiriske kant. Liberty City er således klistret til i sjove parodier og referencer til populærkultur samt virkelige begivenheder. Men på trods af, at spillet er en satire på et hyper-kommercielt USA, så reklamerer det ikke selv for mange af sine bedste kvaliteter i form af lettilgængelige ikoner på et kort. Sjove sideaktiviteter som racerløb, stunthop og de kontroversielle massakrer byder på masser af intens underholdning, men du skal finde dem selv. Det samme gælder de mange mistænkelige hvide pakker, der gemmer sig i byens allermest skumle og skjulte kroge, belønner dig med stadigt kraftigere våben, jo flere du finder.

Langt hen ad vejen anvender spillet den metaforiske gulerod for at motivere spilleren til at udforske den åbne verden. Udover de nævnte eksempler kan du blandt andet tjene penge ved at køre taxa eller ambulance, hvilket også er en glimrende måde at blive stedkendt på. Men det er ikke uden grund, at Liberty City i spillets univers er blevet kåret som "Worst Place in America" indtil flere gange. Fejler du en mission ved at dø eller blive anholdt, mister du alle våben og den livsvigtige skudsikrevest. Du erfarer derfor hurtigt af ren og skær nødvendighed, hvor de bedste våben ligger gemt, og du kommer til at køre til Ammu-Nation som andre handler dagligvarer.

Den største "pisk" i spillets design er dog i fraværet af hjælpeværktøjer til at navigere med. Som allerede nævnt viser spillets kort ikke lokationer på samlegenstande og aktiviteter. Det skyldes simpelthen, at GTA III slet ikke indeholder noget in game-kort (om end et fysisk et af slagsen fulgte med spillet i sin tid).

I mange nyere sandkassespil placerer du et waypoint på kortet, og lysende pile på jorden leder dig til din destination. Hvis du da ikke blot teleporterer dig til det nærmest fast travel point. I GTA III forventes det i stedet, at du gør byen til dit andet hjem. Et lille mini map i højre hjørne hjælper dig på vej, men vil du komme hurtigt frem, må du lære byens mange gader og stræder at kende. Bygninger og landmærker fungerer derfor ikke kun som baggrundstabet. De er lysende fyrtårne, der leder dig på rette kurs i det betongrå menneskehav.

Det hele kulminerer i spillets fantastiske biljagter. Når stjernerne akkumulerer i højre hjørne, og du har fire politibiler, et SWAT-team og et par helikoptere i bagruden, er der ikke tid til at fumle med kort og checkpoints. Her er din eneste chance for at overleve, at kende hvert et sving, hver en gyde, og kun spillere, der kender byen som deres bukselomme kan komme frelst igennem.

Byen som hovedperson. Den gradvist ekspanderende by. Fraværet af et in game-kort og fast travel. De distinkte miljøer. Taxa-missionerne. Nødvendigheden af kende placeringen af våben, udstyr og butikker. Alt dette - hvad enten der er tale om eksisterende mekanikker eller fraværet af senere hjælpemidler - er i sidste ende med til på ganske få timer at gøre Liberty City til spillerens andet hjem og GTA III til at af spilhistoriens mest indflydelsesrige spil.

Det samme kan heldigvis også siges om efterfølgerne Grand Theft Auto: Vice City og Grand Theft Auto: San Andreas, der på næsten alle punkter forbedrer oplevelsen fra originalen. Derfor er det virkeligt kærkomment med den kommende Grand Theft Auto: The Trilogy - Definitive Edition, der samler alle spillene i en samlet (og ikke mindst forbedret) pakke. For på trods af det fremragende open world-design, så har særligt GTA III som allerede nævnt bestemt sine mangler, og det kan være en nok så svær mission at få spillene til overhovedet at køre på moderne hardware. Forhåbentligt bliver den kommende remaster ikke blot et kært gensyn for seriens mange fans, men også en påmindelse for andre udviklere om, hvorfor open world action-genren overhovedet blev populær til at starte med.