Dansk
Gamereactor
artikler

De Store Spørgsmålstegn

Der findes kommende spil, som vi er bekymrede for, eller hvor vi ikke helt føler at udviklerne har forsikrede os godt nok om deres fremgang...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Beyond Good & Evil 2 - lad os tage det som et eksempel. Det er ikke fordi at Ubisoft direkte har vist os noget, som har givet direkte anledning til bekymring. Men kombinerer du de lange perioder med stilhed med Live Service-løftet, de gigantiske ambitioner med tilsyneladende mangelfuld detaljegrad, så giver det tilsammen... ja, en bekymring. En bekymring der kan vise sig at blive gjort til skamme, naturligvis, men lige nu er det ikke desto mindre en bekymring.

Det er hvad det skal handle om i dag. Vi har spurgt diverse Gamereactor-stemmer om hvad de er lidt bekymrede for, hvad der er deres "store spørgsmålstegn", spil det kan gå begge veje for, spil hvor forventningerne er skyhøje, men hvor det kan gå galt.

Måske er det på grund af manglende tiltro til udviklerens kapacitet, måske er det fremviste materiale ikke overbevisende nok, måske har PR-strategien været for ujævn - der kan være alle mulige årsager.

Som altid vil vi dog også gerne have at vide; hvad er dit "store spørgsmålstegn"? Kan det være at forbrugernes forventninger til God of War: Ragnarök simpelthen er for høje til at spillet kan levere? Er det mærkeligt at vi intet har set til Metroid Prime 4? Kan Dying Light 2 Stay Human overleve de store brud der har været under udviklingen?

Dette er en annonce:

Det er det vi måler og vejer nu.

Anders Fischer - Halo Infinite

Vi ser meget blandede signaler fra de store studier lige nu i forhold til, hvad fremtiden skal bringe for de etablerede IP'er. Med Halo Infinite lige om hjørnet og Assassin's Creed Infinity ude i horisonten ser det ud til, at i hvert fald Microsoft og Ubisoft vil konvertere deres mest elskede franchises til en slags live services a la Rocket League eller Fortnite. Om det så giver mening for disse serier, som traditionelt har haft solidt singleplayer-indhold, bliver spændende at se. Omvendt, så ser vi det stik modsatte fra Overwatch 2, som trods navnet mest ligner en udvidelse af etteren, som man for ren hype og nyhedsværdi har lavet til en toer. På samme måde er den nye Hitman-trilogi, trods godt indhold, på mange måder det samme spil, men blot brudt op i tre bidder. Her havde Infinite-konceptet måske været mere passende, mens ideen om at kalde det en trilogi føles en smule forceret.

Så hvad kommer til at give mening i fremtiden, for hhv. single- og multiplayerspil? Måske ligger svaret i at vi fortsat vil have efterfølgere, men at der vil gå længere og længere tid imellem. Man kan kun håbe, at de gode historier og detaljerede verdener bliver bevaret, hvis singleplayer-universerne fremadrettet også skal blive til evige live services. Med Halo Infinite bliver det spændende at se, om platformkonceptet er et gangbart format for Microsofts klassiske serie.

De Store Spørgsmålstegn
Dette er en annonce:

Troels Ryde Grann - Metroid Prime 4

På trods af, at vi kun har set et logo, der lignede noget, hvem som helst kunne have bikset sammen i Paint på fem minutter, er Metroid Prime 4 et af mine allermest ventede spil. Men det er også et af de spil, jeg er mest bekymret for. Det er det ikke, fordi vi ikke har set et glimt af spillet endnu, men på grund af omstændighederne.

Spillets udvikling har nemlig tydeligvis været meget turbulent. For nogle år tilbage vidste vi, at det var under udvikling hos en ukendt udviker, og altså ikke Retro Studios, skaberne bag den originale Metroid Prime-trilogi. Jeg husker et interview, hvor Reggie Fils-Aimé fortalte, at udviklingen af spillet hos den ukendte udvikler skred rigtig godt frem. Og så lige pludselig, på en helt tilfældig dag i januar 2019, uploadede Nintendo en video, hvori de meldte ud, at spillets udvikling var blevet genstartet og nu var i hænderne på Retro Studios. Det smed en del år oven i ventetiden på spillet, men i det mindste vidste vi da, at spillet var i gode hænder - og altså har været det lige siden. Men ved vi nu også det? Retro Studios burde have min største tiltro, da de har lavet nogle af mine absolutte yndlingsspil, men det er tydeligt, at de selv har haft nogle turbulente år.

Retro har nemlig ikke udgivet et nyt spil siden Donkey Kong Country: Tropical Freeze i starten af 2014, og eftersom vi ved, at de ikke påbegyndte udviklingen på Metroid Prime 4 før sent i 2018 eller tidligt i 2019, er det åbenlyst, at de har haft i hvert fald ét, hvis ikke flere spil i udvikling, som er blevet termineret. Når Metroid Prime 4 endelig udkommer, er det altså muligvis studiets første spil i et helt årti - og så endda et, der skal leve op til massive forventninger. Metroid Prime er nemlig en serie, der er synonym med dånende anmeldelser, og derudover associeres den kraftigt med industriledende grafik - men hvordan skaber man det med Switchens stærkt forældede hardware? Sidst men ikke mindst står Prime 4 over for den kollosale udfordring at skulle redefinere serien i sig selv. Selvom den originale trilogi i store træk har ældet som fin vin, så går det ikke længere med dør efter dør, der åbenlyst har til formål at maskere loading tider, og så kan det ikke benægtes, at kampsystemet trænger til en hæftig modernisering. Jeg håber, at Samus' imponerende bevægelsesfrihed i det spritnye og fremragende Metroid Dread kan oversættes fra 2D til 3D, eller at der måske bliver hentet inspiration fra de nyeste Doom-spil.

Metroid Prime 4 har ekstremt meget at skulle leve op til, både for Nintendo, for serien og for studiet bag. Men når studiet ikke har udgivet et spil i tæt på et årti, er det svært ikke at være bekymret. Retro Studios har dog bekymret mig før og så kommet ud med noget, der øjeblikkeligt skød mine bekymringer ned og overgik mine største forhåbninger. Jeg krydser fingre for, at de gør det igen.

De Store Spørgsmålstegn

Claus Larsen - Vampire: The Masquerade - Bloodlines 2

Tilbage i 2000'erne spillede jeg det her fede rollespil, der hed Vampire: the Masquerade - Bloodlines. Det var udviklet i Source-grafikmotoren, og så herre nice ud. Det ville vise sig at spillet var meget fejlfuldt, og føltes ufærdigt. Der kom så senere en masse fan-skabte patches, som gjorde spillet nogenlunde gennemspilleligt, og senere kom der også opdateringer der tilføjede nyt indhold, som var i koden.

I 2019 blev det så offentliggjort at en efterfølger var under udvikling, og senere blev der udgivet nogle fede videoer. Sidenhen er spillet blevet udsat mange gange, og hovedforfatteren er blevet udskiftet flere gange. Udefra føles det som at spillets udvikling har været et kæmpe kaos, og mange har frygtet at udviklingen er blevet stoppet, men for nylig forlyder det at spillet stadig er i udvikling, men meget langt fra en udgivelse i skrivende stund. Så det store spørgsmål er; får vi overhovedet efterfølgeren til Vampire: The Masquerade - Bloodlines, og i givet fald hvornår? Jeg håber det, for det første spil var virkeligt fedt, selv i den forfatning det var i da det udkom, så der er potentiale der, men hvis Paradox bliver ved med at lave ændringer i spillets udvikling, så er der meget lang vej endnu før vi får det at se.

De Store Spørgsmålstegn

Martin Svane - Beyond Good & Evil 2

Efterfølgeren til Ubisofts anmelderroste spil fra 2003, har efterhånden været igennem en lang, lang rejse. Skiftet personlighed et par gange, blevet aflyst for at komme tilbage på sporet igen, fået nye holdmedlemmer og endda en ny instruktør på sin rejse. Alligevel insisterer Ubisoft, at vi nok skal få fingrene i BG&E2 i den "nære" fremtid, og har givet udtryk for at produktionen skrider godt fremad. Så vi må jo bare krydse fingre for at det er sandt!

Men hvilket spil kommer BG&E2 til at være, nu hvor produktionen efterhånden har stået på i 13 år og skiftet karakter flere gange. Det er så spørgsmålet. Vi har jo faktisk allerede set en pæn sjat gameplay og indhold fra spillet af - på trods af det manglende udgivelsesvindue - og for at sige det pænt, så er det så sandeligt en ordentlig omgang blandede bolsjer.

Du kommer til at kunne skabe din helt egen personlige rum-pirat kaptajn; du kan samle dit eget pirat-crew fra forskellige npcs du hjælper (måske lidt i stil af Watch Dogs: Legion?); du kan udforske forskellige gigantiske planeter frit og uden loading screens i dit eget rumskib; der kommer til at være både store episke rumskibs kampe, men også et rpg 3rd person kampspil i stil med The Witcher; du kan røve banker og terrorisere byer som du har lyst (GTA, måske?); en dyb single-player historie, skal der selvfølgelig også være!; og sidst men ikke mindst, så "kan" det være online og du kan spille hele molevitten i co-op.

Sikke et ordentlig ambitiøst projekt, og det giver pludselig mening, at det har taget 13 år, når alt det indhold skal integreres. Hvad siger I til det? Bør Ubisoft skrue ned for ambitionerne og fokusere på et spil som rent faktisk udkommer inden for de næste 13 år, eller er det godt med skyhøje ambitioner?

De Store Spørgsmålstegn

Magnus Groth-Andersen - Suicide Squad: Kill the Justice League

Jeg elsker Rocksteady. Og jeg elsker Batman-universet. Jeg betragter desuden Arkham-trilogien som værende en af de bedste spilserier nogensinde, og hver af de tre kapitler har distinkte pladser i mit hjerterum. Så hver eneste gang vi hørte nye rygter om et Live Service Justice League-spil fra studiet efter lanceringen af Batman: Arkham Knight, så gjorde det direkte ondt.

Det er skam ikke fordi at Live Service-spil umuligt kan være gode, men det virkede bare som sådan en direkte modsætning af hvad Rocksteady netop kan, at skabe en afgrænset, stringent fortælling, hvor spilleren er i centrum.

Og jeg blev nærmest endnu mere skuffet, da jeg så Suicide Squad: Kill the Justice League. Ikke bare ser det mere generisk ud, jeg synes praktisk talt det flyder over med kooperativt designede spil disse dage, fra Redfall til Gotham Knights, fra Rainbow Six: Extraction til The Day Before.

Det virker bare, allerede nu, kedeligt. Det er ikke de karakterer jeg personligt ønsker udforsket, det der Brainiac set-up virker lidt som et narrativt cop-out, og der er slet ikke det der spændende mørke, som Rocksteady har været så gode til at skabe. Det er bare endnu en omgang Guardians of the Galaxy-inspireret punk komedie.

Tænk engang, at en selverklæret Rocksteady-fan skal føle sådan. Jeg håber I får den vendt, folkens.

De Store Spørgsmålstegn

Jakob Hansen - Saints Row

At den kommende reboot af Saints Row ikke helt kan beslutte sig for, om det vil være en Coca Cola-reklame eller et krimidrama, kan jeg sådan set godt leve med. Hvad der er langt mere bekymrende, er dog, at der bag det farverige og hippe ydre virker til at gemme sig nogle ganske forældede mekanikker. Den seneste gameplay-video fremviser tilsyneladende den samme upræcise skydning, samme middelmådige kørefysisk og samme hjernedøde AI, der har præget serien siden originalen. Hvad der var acceptabelt i 2006, er det nødvendigvis i 2021, og jeg kan godt være bekymret for, om serien har udviklet sig nok, hvor det virkeligt tæller.
Det store spørgsmål er derfor, om spillets øvrige kvaliteter vil være nok til at løfte spillet. Får vi en varieret verden fyldt med unikke lokationer? Er missionsdesignet fantasifuldt? Indeholder historien mindeværdige øjeblikke? Er svaret på alle spørgsmålene ikke et rungende ja, bør Volition nok overveje en udsættelse, for der er bestemt ikke råd til samme katastrofale lancering som tilfældet var med Agents of Mayhem.

De Store Spørgsmålstegn

Ketil Skotte - Redfall

Det var i dagene op til årets lettere amputerede udgave af E3, at jeg hørte rygtet. Afsenderen var (naturligvis, fristes jeg til at sige) über-leakeren over dem alle, Jeff Grubb, og da han plejer at have ret godt styr på sin Xbox-info, spidsede jeg ører. Det hjalp også, at rygtet omhandlede et nyt spil fra Austin-afdelingen af Arkane, hvor den smålegendariske designer Harvey Smith var flyttet til for at stå i spidsen for et spil, hvor vampyrer tilsyneladende spillede en stor rolle. En ny immersive sim fra en af hovedkræfterne bag Deus Ex og Dishonored med et fedt take på vampyrer? Jeg var på! Rygtet viste sig som bekendt at holde stik, men den trailer, der annoncerede Redfall, var en, skal vi sige... smule anderledes, end det billede jeg havde haft i hovedet.

I stedet for en dyb, dyster singleplayer-fokuseret immersive sim, gav traileren mere indtryk af en lettere overgearet coop shooter ikke helt ulig Left 4 Dead eller måske Borderlands men med mere udtalte hero shooter-elementer. Lad mig sige det, som det er: Jeg fik akutte røde knopper over de flabede, dumsmarte karakterer, og tanken om en oplevelse, der først og fremmest var designet med coop in mente huede mig ikke. Der er nok af den slags spil - særligt for tiden. Hvad der til gengæld ikke er nok af, er immersive sims med AAA-budgetter. Faktisk er det efterhånden kun Arkane, der laver dem, og tanken om, at de også ville forlade genren, var ikke rar. Det hjalp dog en smule, at Bethesdas åbenmundede marketingfyr Pete Hines forsikrede om, at der var "masser af ting som Arkane er kendte for" i Redfall, men september måneds leak gjorde sit for at fjerne Redfall fra min ellers ret kraftige spilradar.

Det lykkedes dog ikke, for Redfall er stadig på min radar (ellers ville jeg jo heller ikke skrive om det her). Det vi har fået indtil videre, har ganske vist ikke været videre lovende, men Arkane er en af mine yndlingsudviklere, så der skal mere end en dårlig trailer og et bekymrende leak til at kvæle min tro på Harvey og co. Da Deathloop blev annonceret, var der frygt for dets onlinedel og mulige roguelike-elementer, men resultatet var i sidste ende tro mod Arkanes arv og kernekompetencer. Det samme håber jeg, er tilfældet med Redfall. Der er ingen tvivl om, at Dishonored 2 og Preys lunkne salgstal har givet Arkane noget at tænke over i forhold til, hvordan de kan gøre deres spil mere spiselige for et bredt publikum, men som vi så med Deathloop, kan det også bringe gode ting med sig. Redfall ligner umiddelbart en større afvigelse fra formlen, og jeg ville lyve, hvis jeg skrev, at jeg ikke er bekymret, men forhåbentlig ved Arkane, hvad de laver og leverer et spil, der både overrasker og kradser immersive sim kløen. Men uanset hvad, Harvey, vil du så ikke nok gøre det til en tilfredsstillende oplevelse for os, der foretrækker at spille på den måde Eric Carmen synger om?

De Store Spørgsmålstegn


Indlæser mere indhold