Se Hvad Jeg Fandt! - Condemned 2: Bloodshot

På en af mine mange raids i mine lokale genbrugsbutikker, blev min interesse fanget af den her fede forside på en spilæske helt inde bagved en masse ligegyldige DVD'er (dem er der alt for mange af på genbrug rundt omkring). Der var det her øje der kiggede ud af gyldent hul i en, hvad jeg tænker, var en dør. Det var Condemned 2: Blooshot, som med det samme gav mig minder om det første spil, som jeg spillede på min PC for alt for mange år siden. Jeg kan huske at det første spil var super fedt, men at efterfølgeren kun udkom på konsollerne, som jeg ikke havde på det tidspunkt, så nu havde jeg endelig chancen for at spille efterfølgeren, og så kun for 15 kroner. Jo det tror jeg nok kom til at ske. Så lad os se om Condemned 2: Bloodshot kan leve op til sin forgænger.

Condemned 2: Bloodshot foregår 11 måneder efter det første spil, og man spiller igen som Ethan Thomas, ligesom i det første spil, og han er ikke et godt sted i sit liv efter det første spils løjer. Han har stadig visioner, og er blevet en alkoholiker, slagsbror og i det hele taget bare blevet en ret nederen person. Han bliver nu rekrutteret tilbage i hans gamle job, hvor han skal opklare mordet på hans gamle mentor, Malcolm Vanhorn. Metro City, hvor spillet foregår, er endnu mere rådden end den var i det første spil, og de hjemløse i byen er ikke blevet mindre voldelige nu. Denne råddenskab gennemsyrer alt fra karaktererne i spillet til omgivelserne, og det er da også i en af disse forfaldne bygninger, man skal undersøge liget, man har fået til opgave at finde morderen af.

Ethan Thomas ankommer til gerningsstedet efter en sekvens hvor man lærer spillet at kende, og man skal så bruge hans dimser til at finde ud af hvad der er sket. Historien bevæger sig herfra i en mere og mere bizar retning, hvor man virkelig føler byens forfald omkring sig, men også de psykotiske mennesker man skal kæmpe med, gør at alting føles ganske beskidt og ødelagt. Historien er rigtig B-filmsagtig, og dialogen er fantastisk på en det-er-så-ringe-det-er-godt måde. Jeg må indrømme hele stemningen, og den kitschede historie, er lige mig, ligesom den var det i det første spil. Desværre ligger spillets historie op til en efterfølger, men det kommer nok ikke til at ske, så det er lidt træls for ens OCD, men måske kommer der et spil til en dag. Konceptet er i hvert fald godt, og holder stadig.

Man kan også finde radioer og fjernsyn, hvor man ved at manipulere antennen kan fange udsendelser om, hvor skidt situationen er i byen rundt om en. Disse udsendelser henviser til begivenheder man selv, som spiller, er en del af, og det er faktisk super fedt, og gør at hele spillets univers føles levende og dynamisk. I like!

Condemned 2: Bloodshot har en god historie som nævnt, men hele B-films konceptet, skinner igennem i hele spillets design, og det er ikke nødvendigvis en god ting må man sige. Spillet er i princippet delt op i tre forskellige dele, som supplerer hinanden godt, men som hver især ikke nødvendigvis fungerer godt selvstændigt. Lad os kigge på dem.

Den første del som spillet disker op med er, at man via forskellige dimser skal opklare forskellige mord hen ad vejen. Man har et UV-lys som kan vise blodspor, man kan også undersøge, de kroppe man finder undervejs efter spor. Man skal så fortælle Rosa, sin partner, hvad man har fundet, og jo mere grundig man har været, jo flere point får man. Disse point bruges så til at opgradere Ethans evner. Det fungerer egentlig ganske godt, og er godt fundet på. Der kommer flere sekvenser, hvor man skal undersøge ens omgivelser på denne måde, og ikke alle har med mord at gøre.

Nærkamp er den anden del af spillets koncept, og er uden sammenligning spillets svageste facet. Man bruger knapperne oven på ens kontroller, i mit tilfælde PlayStation 3, og med dem skal man slå og blokere, når de mange hjemløse muskelbundter angriber en med mord i øjnene. Det føles alt for tunget, og er uden tvivl den værste del af spillet. Der var flere steder i spillet, hvor jeg sad fast, fordi jeg simpelthen ikke kunne besejre de mange psykopater, som angreb mig. Det var ganske frustrerende, da det ødelagde spillets tempo, og jeg ved godt at spil skal være udfordrende, men det føltes meget tilfældigt om man vandt eller tabte de mange nævekampe. Heldigvis kan man også bruge diverse våben, man samler op hen ad vejen, disse gør sekvenserne mere overkommelige, men de går nemt i stykker, så man kan ikke regne med dem hele tiden.

Den tredje del er at man skal løse gåder, som dukker op i ens 10 timer lange gennemspilning. Disse gåder er ikke specielt svære, men man kan ikke komme videre, hvis de ikke er løst. Derudover er der de her slags højtalere, som får de mange hjemløse til at gå grassat, og dem skal man smadre, på den ene eller anden måde, for hvis man ikke fjerner dem, gør de Ethan ondt. Gåderne kan også være bosserne man slås med i jævne mellemrum, her skal man finde deres svagheder ved at angribe dem. Det kan være der er en bestemt genstand i ens omgivelser, som skal anvendes for at vinde. Det kan godt blive en smule kaotisk, men det er faktisk ganske sjovt, når man lige fanger, hvad det er udviklerne vil have man skal gøre.
Til sidst skal grafik og lyd nævnes. Grafikken i Condemned 2 Bloodshot er selvfølgelige ret gammel nu, da det er tretten år siden spillet udkom. Derfor ser det også ud forældet ud. Teksturerne er slørede, og karaktererne er supergrimme. Det lyder jo ikke som en god ting, men det er til spillets fordel faktisk, for det forstærker den følelse af forrådnelse som spillet går efter. Det gør at alle miljøer ser beskidte og ulækre ud, og det er ret fedt.

Lyden understøtter også denne stemning, hvor lydeffekter af stønnende og sukkende mennesker gennemsyrer lydbilledet. Derudover kan man høre kaosset der foregår i byen omkring en, og godt placerede musikstykker gør at hele indtrykket sidder i skabet.
Så ja, man kan godt fornemme at jeg er ganske glad for Condemned 2 Bloodshot. Jeg ved ikke om man kan få det digitalt nogle steder, men finder man spillet derude, så er det helt klart en gennemspilning værd. Måske får det en genudgivelse en dag, man kan kun håbe.