Da Realtime Worlds solgte APB-licensen til Gamers First, var der nok mange der havde regnet med en hurtig relancering uden de store forbedringer, men sådan er det ikke gået. Faktisk er de første beta-invitationer først begyndt at blive sendt ud i sidste uge, og tiden siden lukningen af det oprindelige spil, er blevet brugt til at rette de mange fejl og tilføje ekstra fylde til online-spillet.
Mange flere nyheder er dog i planerne, hvilket designer Zak "Qwentle" Littwin har kunnet fortælle på spillets blog. Således har man i planerne at udvide Chaos-spilmuligheden, tilføje en ny spilmulighed ved navn "Turf Wars" og en helt nyt område kaldet "Asylum".
Specielt "Asylum" skulle tilføre spillet nogle helt nye muligheder, samt ændre missionsstrukturen fortæller Zak lettere kryptisk. Desværre ser det ikke ud til at nogle af nyhederne vil blive del af den igangværende beta, men i stedet vil blive tilføjet oplevelsen i fremtiden.