Ant-Man and the Wasp: Quantumania

Efter at Doctor Strange in the Multiverse of Madness og Thor: Love and Thunder ikke formåede at konstruere det nødvendige grundlag for, at det til tider pragtfulde Marvel Cinematic Universe kunne udvides ud over sit oprindelige omfang, var der mange, der så frem til starten på den femte fase. Hvis man skulle tro Kevin Feige, ville den fjerde fases syv film, der var relativt vage i deres fælles sammenhæng, nu begynde at være mere håndfaste omkring deres fælles forbindelse, og give os et klarere indblik i, hvor den overordnede fortælling var på vej hen, og filmen, der skulle kickstarte denne nødvendige udvikling? Ant-Man and the Wasp: Quantumania. Øh, okay.

Ja, det lød som et mærkeligt valg dengang, og det er det fortsat, selv efter at have set slutteksterne rulle på denne tredje, men tilsyneladende ikke sidste, Ant-Man-film, men ved at hæve indsatsen, give mulighed for mere narrativ og visuel frihed, samt at give skærmtid til MCU's mest lovende nye stjerne, viser Quantumania sig at være et tiltrængt skud i armen, selv om den stadig ikke er på højde med de største film i sagaen.

Paul Rudd vender tilbage som Scott Lang, der er tilfreds med sin post-Blip tilværelse sammen med Hope van Dyne, spillet af Evangeline Lily, Hank Pym, spillet af Michael Douglas, Michelle Pfeiffer som Janet van Dyne og hans nu ældre datter Cassie, spillet af Kathryn Newton. Denne ro bliver hurtigt ødelagt, da vores sammenbragte gruppe bliver trukket dybt ind i det såkaldte Quantum Realm af ingen ringere end Kang the Conqueror (Jonathan Majors), som forsøger at undslippe sit fængsel.

Denne verden beskrives som et "univers under vores", og det betyder i bund og grund, at manuskriptforfatter Jeff Loveness og instruktør Peyton Reed kan gå amok med filmens Star Wars-lignende cinematografi. Det fungerer i sin visuelle pragt meget af tiden, hvilket giver filmen en passende sci-fi-æstetik. Selvfølgelig får vi ikke rigtig lov til at dvæle ved de specifikke detaljer i denne verden der udforskes, og meget af det er bare overfladisk make-up i stedet for et forsøg på at introducere os til noget meningsfuldt, en fejl som Doctor Strange begik for ikke så længe siden i Multiverse of Madness, men det er sjovt - for det meste af tiden.

Men lad os være helt ærlige her; den her film er tætpakket, og ofte afspores den til at slynge idéer og sekvenser ud i hovedet på dig i et så hurtigt tempo, at du ikke rigtig kan forstå historiens bankende hjerte. Thor: Love and Thunder gjorde det samme, men den effektive og overvældende charme fra Paul Rudd, som er et effektivt anker som altid med smarte jokes, en elskelig personlighed og skuespilleregenskaber, der ofte bliver undervurderet, redder den fra samme skæbne Desuden havde Love & Thunder... ikke... f*cking... Kang. Jonathan Majors er den helt store stjerne her, og stjæler hver eneste scene han er med i, med skræmmende nærvær og en tilstedeværelse der ikke ligner noget MCU har haft før. Han var fantastisk i sæsonfinalen af Loki, og han er lige så effektiv på skærmen her.

Rudd og Majors skaber en relaterbar kerne, et sæt af dybdegående, men diametralt modsatte, sider, som danner en ramme for filmen at vokse omkring. Det er ærlig talt heldigt, for andre elementer, som Katy O'Brians oprørske Jentorra, er så malplacerede her. Man oplever aldrig rigtig, eller forstår på en tilstrækkelig direkte måde, at Kang styrer den her verden som diktator, så det oprør som filmen forsøger at etablere er lige så tomt et pay off, som det lyder.

Der er enkelte undtagelser, som Corey Stolls komisk geniale optræden som M.O.D.O.K., der primært er en komisk rolle, leverer glimrende pusterum fra tid til anden. Men han er alene i et hav af halvinteressante sideventyr, og desværre hører Newtons første tur som Cassie i høj grad til i den kategori.

Men i sidste ende er Ant-Man and the Wasp: Quantumania er en biograftur værd, og ved at give så meget skærmtid til Majors' Kang får vi endelig en mere fast idé om, hvor det hele er på vej hen.