Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Artful Escape

The Artful Escape

Beethoven & Dinosaurs debutspil er en fornøjelse for både øjne og ører, men skuffer desværre på de fleste andre områder.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Har du nogensinde følt, at de forventninger alle har til dig ikke harmonerer med den person, du gerne vil være? Det er det centrale spørgsmål i australske Beethoven & Dinosaurs debuttitel. The Artful Escape åbner i den pittoreske, men også lidt afdankede Calypso, hvor de snedækkede bjergtoppe konkurrerer med de majestætiske nåletræer om at bjergtage de turister, som er byens vigtigste indtægtskilde. Her møder vi vores hovedperson, Francis Vendetti. Nevø til byens største berømthed, den afdøde folksanger Johnson Vendetti. Francis er udset til at være onklens musikalske arving og skal under en årlig byfestival spille sin første koncert - en hyldest til onkel Johnson, hvilket byens beboere ikke er sene til at minde ham om skal reflekteres i setlisten. Men konflikten ulmer i Francis og efter at have mødt den mystiske Violetta, begynder et oprør at tage form i Francis' sind, og han proklamerer aftenen inden koncerten til sin mor, at han tager ud på en interdimensionel rejse for at skabe intet mindre end den mest detaljerede kunsterpersona nogensinde. Den odysse, viser det sig, omhandler en hel masse løb fra venstre mod højre krydret med dybt basale platform-udfordringer og jam-offs, der som mange andre spil kopierer det gamle spil Simon, hvor man skal gentage sekvensen af de knaptryk, der lyser op. Hvis det lyder kedeligt, er det fordi, det er det, og på trods af en unægtelig sans for stil og vellyd samt nogle gode ideer, er The Artful Escape en overfladisk oplevelse, der hurtigt er glemt.

Jeg vil skynde at understrege, at jeg befinder mig trygt i den lejr, der ikke mener, spil nødvendigvis skal være udfordrende eller endda underholdende, men skoen skal passe til foden. I et spil som Gone Home hvor opgaven er at gennemgå et hus efter spor, der kan fortælle, hvor ens familie er blevet af, er det i orden, at gameplayet ikke er videre sprælsk. Men når man turnerer galaksens vildeste egne og krydser instrumenter med dens farligste skabninger for at blive en seksstrengslegende, synes jeg ikke, det er urimeligt at forvente lidt vildskab fra gameplayet. The Artful Escape har travlt med hele tiden at betone gennem dialogen, hvor vildt det hele er, men ordene omsættes ikke til handling gennem gameplayet. I starten syntes jeg, det var fedt, at man med et knaptryk kan fyre en solo, der ville gøre David Gilmour stolt, afsted, men med tiden fik jeg mere følelsen af, at mekanikken er til for at dække over det søvndyssende banedesign. Jeg har ikke tal på hvor mange enorme platforme jeg, nærmest med den ene hånd på ryggen, har ramt for derefter at blive sendt ud på en glidetur ned ad spillets mange bakker. Det er afgjort meningen, at The Artful Escape skal være relativt nemt, så man kan nyde omgivelserne mens man fyrer en solo af, men for mig, er det for nemt og trivielt.

The Artful Escape
The Artful EscapeThe Artful EscapeThe Artful Escape

Ret være ret. The Artful Escape fremmaner flere glimrende sekvenser, hvor jeg faktisk var ret bjergtaget. For eksempel er øjeblikket hvor Francis forlader Calypso og begiver sig ud på sit kosmiske eventyr er ret fantastisk, og en sen sekvens hvor han på toppen af et gigantisk venligt monster gør sin entre til det kendte univers' mest krævende optagelsesprøve er både storladent og absurd. Her har man i øvrigt muligheden for at spille frit på de fem knapper, der udsender forskellige akkorder, hvilket er et rart afbræk fra de Simon-inspirerede jam-offs, der udgør den største udfordring i spillet. The Artful Escapes højdepunkter er uløseligt forbundet med den audiovisuelle side. Instruktør Johnny "Galvatron" har en fortid som forsanger i bandet The Galvatrons og meget passende for et spil om musik, står denne del stærkt. De vrængende guitarsoloer, som man selv har en lille kreativ andel i, stjæler umiddelbart scenen, men også onklens folksange og især den fine underlægningsmusik bringer vellyd med sig. Sidstnævnte kan man næsten altid overdøve med en solo, men ofte holdt jeg igen, fordi spillet er mere stemningsfuldt, når kun underlægningsmusikken spiller. Også billedsiden er vellykket med sin pop op-bogs æstetik, der med sine stærke farver skiftevis bringer minder om 50'er sci-fi, stargate-sekvensen i 2001: A Space Odyssey og Wes Anderson. De to sidste med det mest vellykkede resultat.

Wes Anderson spøger også i spillets dialog, hvor absurdistiske ytringer leveres fuldstændig deadpan. Modsat den texanske instruktørs film, som jeg længe har været en stor fan af, føles dialogen i The Artful Escape dog påtaget. Det er som om hver sætning gør sit alleryderste for at overgå den foregående i at være over-the-top kosmisk bizar for virkelig at sætte en tyk streg under, hvor mærkelige begivenhederne i spillet er. Den mere jordnære dialog i Calypso er i hvert fald ikke lige så anstrengende som især Francis' svarmuligheder, når han begiver sig ud på sin interdimensionelle dannelsesrejse. Der er dog lyspunkter. En tidlig scene i trætoppene nær Calypso føles øm og ægte, og senere tager et talkshow pludselig en dyster drejning, der føles som taget ud af Twin Peaks. Men størstedelen af tiden rammer The Artful Escape altså forbi skiven. Problemet ligger primært i manuskriptet, for skuespillerne leverer over en bred kam nogle udmærkede præstationer. Ligesom det var tilfældet med 12 Minutes, har udgiveren Annapurna trukket på sine Hollywood-forbindelser og skaffet pænt store navne til det lille projekt. Især Jason Schwartzmann og Lena Headey leverer gode præstationer som henholdsvis rumvæsen-budbringeren Zomm og det kendte univers' mest kræsne booker, og jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er bare en lille fornøjelse at høre Carl Weathers give den gas som interdimensionel guitarhelt med måske lidt for mange år på bagen.

Det er ærgerligt, at dialogen ikke fungerer, for de mest dialogtunge områder er virkelig vellavede. Francis' hjemby Calypso er med sine fantastiske udsigtspunkter og turistlivlige stemning et sted, jeg ville elske at holde ferie, men den indspiste tone og følelse af mindreværd, der hersker, gør det samtidig til et sted, jeg godt kan sætte mig ind i må være et begrænsende sted at vokse op. Rumskibet/natklubben/koncertsalen Lightman's har ligeledes en dragende effekt. Jeg nød især det loungede barområde, som rent faktisk fik mig til at gå ud og mixe en cocktail som akkompagnement til spilsessionen. Det kan jeg ikke mindes, at nogen spilbar før har formået.

The Artful Escape
The Artful EscapeThe Artful EscapeThe Artful Escape

Som det ret imponerende cast indikerer, er The Artful Escape en meget historiedrevet oplevelse og tilmed en meget lineær en af slagsen. Men modsat de fleste andre lineære historiedrevne 2D platformere er der en overraskende og ganske kærkommen grad af valg. I de fleste dialogudvekslinger har du forskellige svarmuligheder (som dog ofte alle er irriterende), og visse af disse er faktisk med til at bestemme, hvordan du senere i spillet introducerer dig selv. Du har også mulighed for selv at vælge dit nye kunstnernavn, og ca. halvvejs i spillet får du mulighed for sammensætte dit eget look via et skab bagerst i et luftskib, der fører ind i et klassisk amerikansk mall (igen, lidt anstrengende). Dermed ikke sagt, at dine valg betyder alverden, men de tilføjer lidt krydderi til oplevelsen.

Jeg er lidt splittet i forhold til, hvor jeg skal placere The Artful Escape. Jeg fandt gameplayet decideret kedeligt og uinspirerende, og dialogen og den generelle tone anstrengende, mens den audiovisuelle del er rigtig vellykket. Det gør en forskel, for Beethoven & Dinosaurs debutspil er af den type, hvor gameplayet træder i baggrunden, hvilket jeg respekterer, men dog ikke kan se igennem fingre med. Derfor ender vi i den lave ende af middelkaraktererne. The Artful Escape vil gerne hylde 70'ernes glam- og spacerock og har da også førstnævntes sans for æstetik, men mangler desværre den substans, der kom til at kendetegne begge undergenrer, hvorfor det ender som en overfladisk oplevelse meget lig den puddelrock, der plagede det efterfølgende årti.

HQ
The Artful Escape
The Artful Escape
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Flot billedside, glimrende underlægningsmusik og soundtrack, flere miljøer er vellavede.
-
Kedeligt og uinspireret gameplay, anstrengende dialog og tone.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

The Artful EscapeScore

The Artful Escape

ANMELDELSE. Skrevet af Ketil Skotte

Beethoven & Dinosaurs debutspil er en fornøjelse for både øjne og ører, men skuffer desværre på de fleste andre områder.



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.