Tales of Arise

Jeg ville nok gå så langt som at kalde mig en JRPG-fan, og har da også igennem mit gamerliv spillet gennem nogle af de store klassikere; FFVII, Grandia, Ni no Kuni, Persona, Kingdom Hearts og Sukoiden blandt andet. Men aldrig har jeg fuldendt et Tales-spil, selvom jeg gentagne gange har givet det et skud. Serien har altid i min optik manglet lidt pondus, originalitet og produktionsværdi som eksempelvis flere af Square Enix' spil har. Ofte har de været underholdende, men det har også været tydeligt, at der slet ikke har været samme budget bag produktionen, hvilket tidligere har resulteret i manglende finesse og finpudsning. Det er ikke tilfældet med Tales of Arise.

Tidligere har Tales-spillene været udgivet med et relativt hyppigt mellemrum på måske et par år, men denne gang er der virkelig lagt energi - og især tid - i Tales of Arise, som også udkommer fem år efter det forrige spil, Tales of Berseria. Den ekstra produktionsværdi og tid er allerede tydeligt fra første øjekast. Animationerne og hele æstetikken er sprød og et skridt op fra tidligere installationer, men det er denne gang ikke kun det æstetiske der har fået en omgang - for hele Tales of Arise udtryk er faktisk betydeligt anderledes end tidligere spil.

Fra starten af lægger Tales of Arise ud med en langt mørkere og dyster stemning, og i min mening også en hel del mere moden. Planeten Dahna har levet i fred og idyl, og set op til himlen imod sin tvillinge-planet, Rena, og beboerne har ikke tænkt yderligere over den flotte naboplanet. Det ændrer sig dog drastisk, da Rena - med sin teknologiske suporioritet - invaderer Dahna. Det ville så typisk være her at et klassisk JRPG ville starte, eller måske lige et par år inde i invasionen, men næ nej ikke Tales of Arise. Arise starter nemlig 300 år efter invasionen i en verden som er styret af Rena'nerne og hvor det Dahnasiske folkefærd er dybt undertrykt, bliver behandlet som slaver og direkte slået ihjel for at høste deres livsenergi... Ja, jeg sagde jo som sagt, at Tales of Arise var lidt mørkere.

Du tager rollen som Iron Mask - en amnesia-ramt mystisk maskeret mand som ikke kan føle smerte - og bliver hurtigt en del af den spirrende revolution. Ved et uheld støder du ind i den jagtede Rena, Shionne, som har stjålet en magtfuld Master-core fra sine med-Renaer. Dog kan hun ikke udnytte dens fulde potentiale, The Blazing Sword, da sværdet forbrænder brugerens hænder, og gør det umuligt at bruge. Så det er til hendes held, at hun støder ind i Iron Mask, som ikke føler smerte, og derfor kan bruge sværdet. Før du ved af det er det dig og den healende Shionne, som er ved revolutionens ror.

For at bryde Dahna lænker og gøre op med Rena'ernes magtfulde status quo, bliver I sammen nødt til at slå de fem magtfulde Lords ihjel, som hver styrer en del af Dahna med hård hånd. Det er dog ikke lige til, da hver Lord har sin egen agenda: at samle nok astral energi til at vinde kroningskonkurrencen og blive den næste regent af Rena. Det skal jo ikke være alt for nemt at løsrive en undertrykt planet fra 300 års slaveri, skal det vel?

Revolutionen kan dog ikke klares på ene hånd, og gradvist - i bedste JRPG-stil - bliver flere og flere farverige og interessante karakterer introduceret og en del af dit efterhånden voksende hold. Ikke nok med at disse forskellige karakterer bidrager til narrativet - med deres ofte spraglende og højtråbende personligheder - så er det også muligt at kontrollere dem alle hver især. Som du udvider dit karaktergalleri får du også flere og flere forskellige unikke evner, men støder også ind i nye forskellige udfordringer, som kun kan tackles af den specifikke karakter.

Dét er især noget af det som Tales of Arise gør rigtig godt. Den gradvise introducering af spillets mekanikker, verden og historie, foregår i et tempo som jeg fandt utroligt passende, og selv mange timer inde i spillet blev der stadig introduceret nye mekanikker, som rystede posen. Aldrig på noget tidspunkt var dit minimap overdækket af symboler fra bund til top (selvom der er rigelig at tage sig til), og det gav bare et fantastisk overblik til forskel fra andre JRPG, hvor du får smidt hundredvis af uoverskuelige markører i hovedet på samme tid *host* jeg kigger på dig FFXV *host*.

Selv når jeg troede, at Tales of Arise ikke havde mere at byde på mekanisk, så overraskede det mig når spillet gik et spadestik dybere og introducerede et nyt element selv efter 15+ timer.

Det er ikke ensbetydende med, at Tales of Arise mangler dybde i sin præsentation, for som sagt har du masser af karakterer at tage kontrol over og customisere præcis som du har lyst - med nye og bedre rustninger, våben og accessoires. Men ikke nok med det, så er Tales kampsystem blevet udviklet endnu mere. Denne gang foregår kampene i realtid og du kan styre hver karakter manuelt, eller lade kampene udspille sig automatisk. Dette kampsystem har været introduceret i tidligere Tales spil, og jeg føler også at det er en velkommen og passende udvikling i Tales-formularen. Bare fordi det er realtid, betyder det dog ikke at det er total button-mashing for at vinde.

Udover at kunne angribe normalt, så kan du tildele forskellige knapper forskellige Artes (Tales version af skills/angreb/magi), så selvom der en høj grad af button-mashing, så findes der alligevel en taktisk tilgang til tingene, og forskellige Artes passer til forskellige modstandere. Det er især Iron Masks evne til at bruge The Blazing Sword, som ryster den klassiske formular. For sværdet har nemlig en pris. Hver gang det bruges, tages en del af Iron Masks liv, og jo mere liv du ofrer, jo stærkere er sværdet. Det er en fed og interessant måde at balancere brugen af det magtfulde sværd på, og generelt en spændende måde at kæmpe på.

Når det hele spiller, så er Tales of Arise-kampsystem en yndefuld dans. Når man får banket sit combo-meter op og får udløst en episk finisher, så er det ikke kun æstetisk fantastisk, men også super tilfredsstillende, og det var noget jeg aldrig blev træt af. Det hjalp i den grad, at hver forskellig karakter havde et unikt Strike-angreb (læs flashy højt-skadende cutscene angreb) med alle de andre karakterer, og ofte føltes det som om at du er blevet smidt hovedkuls ind i en kaotisk og farverig anime-kamp, og jeg elskede hvert et øjeblik af det!

På den note, så tager jeg hatten af for min PS5 og hvor sprødt og smooth det hele kørte på den nye konsol med minimal loading-tid, mens jeg er en tand nervøs for hvordan spillet kommer til at køre og se ud på ældre konsoller med de mange effekter og små loading-skærme. Jeg krydser fingre for at det stadig er en forrygende oplevelse!

For det er virkelig hvad Tales of Arise er. En forrygende oplevelse. Jeg har været underholdt fra start til slut, og den mere voksne og modne tilgang til narrativet har været topklasse, selvom der selvfølgelig stadig har været plads til JRPG gimmicks og jokes. Arise krydser flere af boksene af på det traditionelle - og til tider lidt for forudsigelige - JRPG-skema, men har alligevel formået at overraske og underholde - både på et narrativt plan, men helt klart også på et gameplay-mæssigt plan. Det hjælper helt sikkert også på præsentationen, at det er en virkelig flot og nuanceret verden med masser at tage sig til. De forskellige karakterer er vel portrætteret og Tales' gimmick "skits" (små tegneserie-agtige interaktioner) er tilbage igen med både seriøse og sjove øjeblikke imellem det brede karaktergalleri. Det er en god og sjov måde at udfolde karaktererne og deres relationer på, og en fremragende måde at opbygge verdenen på, også selvom karakterne til tider er en smule stive i animationen.

Dog er Tales of Arise ikke fejlfrit... eller måske lidt i en vis forstand. For det er faktisk ikke direkte fejl, som jeg vil sætte en finger på, men nærmere en overordnet vibe. For selvom kampene er æstetisk interessante og nuancerede, så bliver det til tider en tand for grindy. Der er lidt for mange kampe, og efter hundredevis af slag, så bliver det lidt for ensformigt. Det gør ikke Arise nogen gavn, at spillet er en smule for nemt, og mangler i høj grad udfordring i sine kampe. Der er selvfølgelig undtagelser i større boss-kampe, men jeg har aldrig set en "Game Over" skærm i min spil-tid, og spilleren straffes ikke for bare at spamme de samme angreb.

Det er en petitesse, men i et spil af denne kaliber og denne længde, så bliver det lidt trættende til sidst. Ellers har jeg ikke meget andet klage over. For Tales of Arise er et virkelig velkomponeret og flot spil. Det har tænkt over mange af sine tidligere fejl, både fra tidligere installationer, men også fra andre spil i samme genre, og det er blevet bedre af det. Jeg er helt forelsket i dette spil, dets verden og dets nuancerede omend en smule JRPG stereotypiske karakterer. Det er altså derfor et STORT 8-tal for mig af!