Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Aliens: Fireteam Elite

Aliens: Fireteam Elite

Hvis du har gået og manglet et spil baseret på H.R. Gigers fantastiske univers, jamen så er det nok ikke det her.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Vi kan vel lige så godt starte med lidt af en kontroversiel holdning; selvom jeg elsker Alien-filmserien generelt og uden tvivl mener, at H.R. Gigers univers er én del af fundamentet for mit filmelskende voksne gemyt, så kan jeg faktisk ikke synderligt godt lide det som James Cameron gjorde ved den platform Giger og Ridley Scott konstruerede i den ellers højt elskede Aliens.

Selvom filmen naturligvis er skabt med sans for detalje og er et effektivt genreværk, så synes jeg, at den titulære Alien blev så overeksponeret så hurtigt, at den ellers storslåede Xenomorph, der ofte betragtes som værende en af de mest ikoniske og skrækindjagende scenetilstedeværelser overhovedet, hurtigt blev passé, blev ligegyldig og til tider direkte kedelig at se på. Dens hjemsøgende, nærmest spøgelsesagtige tilstand blev fjernet som dug fra en intergalaktisk sol, og præcis lige så hurtigt som vores ellers tapre militærfolk sparkede døren ind på den forladte koloni på LV-426, så forsvandt uhyggen. En skam.

En Xenomorph bør have en verdensfjern aura omkring sig, et væsen så rendyrket i sin rædsel, at det nærmest ikke kan destrueres, eller være genstand for en darwinistisk analyse. Men her bliver den så hurtigt reduceret til et simpelt rovdyr, en lavpraktisk intelligens, noget forståeligt og derfor forglemmeligt.

Aliens: Fireteam Elite
Aliens: Fireteam EliteAliens: Fireteam Elite

Alien: Isolation forstod det her ved universet i sin fortolkning og bibeholdt derfor den her afgørende åndelighed, og netop af den grund forbliver det da også én af mine favoritgyserspil. Aliens: Fireteam Elite fra Cold Iron Studios gør det stik modsatte, præcis som det ekstra 's' på 'Alien' indikerer. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at bogstavelig talt efter 30 sekunders gameplay, så pløjer du Xeno'er ned i hobetal, der nærmest blindt spænder imod dig uden sans og samling, og uden bare en snert af hverken verdensfjernhed eller territorial rovdyrsdrift. Om de er på loftet, eller kommer galoperende om hjørnerne, så er det tydeligt at der hverken er intelligens bag deres design, eller bare denne fortolkning af væsenerne. De er der bare for at blive skudt.

Det er præcis den her form for oplevelse Aliens: Fireteam Elite tilbyder, og selvom spillet, i skønne øjeblikke, forsøger at genindfange universets low-fi stemning og atmosfære, og sågar gør det godt hist og her, så vil du i brede træk bruge det meste af din tid på at dræbe dusin efter dusin af Xenomorphs. Én efter en falder de foran din pulserende rumriffel, indtil du er præcis lige så følelseskold overfor det, der foregår, som de millitærfolk, du spiller som, efter års tro tjeneste i det kolde verdensrum.

Ren strukturelt, så er der ikke meget der, adskiller Aliens: Fireteam Elite fra andre kooperative titler, med en slags base, der tilbyder relativ tilpasning af din karakter, og lader dig lege lidt med din rolle, dine evner og din rolle. Herfra kan du så rejse ud på missioner, som er pakket sammen i forskellige distinkte minikampagner, som hver især består af en håndfuld missioner. Tilsammen udgør de én fortælling, og opdelingen kan ses som en slags fysisk betinget akt. I basen kan du dog frit bevæge dig rundt i det ellers ret begrænsede fysiske rum, men det er mest af alt en glorificeret lobby, hvorfra du inviterer venner, og fremmede, til dit hold.

Og før vi så drager ud på mission, og lander på det dunkle Katanga-raffinaderi, så lad os lige snakke om karakterklasser. Der er fire i Aliens: Fireteam Elite, nemlig Gunner, Technician, Demolisher og Doc. Hver af disse har to distinkte evner, og ved at kombinere disse kan du skabe eksplosioner, flaskehalse og forøget beskydningsevne hos hele holdet. Det er med andre ord afgørende, at de kombineres på kryds og tværs, for at sikre at I er en så optimal udgave af jeres klassekombination som muligt. Alt for mange spil har en for flydende klasse- og rollestruktur, som i sidste ende betyder at samtlige typer kan udføre alle slags handlinger. Det ender som regel med at blive en; "jeg er alle, og derfor er jeg ingen"-situation, hvorimod at spil faktisk kan nyde godt at være lidt mere firkantede, og hvor spillere generelt bare er mere afhængige at et præcist koordineret samarbejde. Det er derfor en fryd at se et mere gammeldags system implementeret her, hvor dine evner er dine evner, og det er op til den enkelte, hvordan disse bruges.

Aliens: Fireteam Elite
Aliens: Fireteam EliteAliens: Fireteam Elite

Derudover løber du ikke umiddelbart ind i ting at pille ved lige med det samme. Der er fire våbentyper, som hver især byder på adskillige modeller, og disse kan tilpasses yderligere med attachements, challenge cards og sågar skins; skins der ikke kan købes igennem mikrotransaktioner, da spillet slet og ret ikke har nogen.

Så her er du så, dig og dit tremandstæskehold, og I skal udforske Katanga 20 år efter de originale begivenheder i James Camerons Aliens. Og som jeg slog fast ovenover, så går der ikke længe før det bliver helt instinktivt at affyre dine tunge våben imod alt, der bare så meget som bevæger sig, mest af alt fordi spillet ikke rigtig lader dig interagere med omgivelserne på nogen anden måde. Det er i grunden sjovt, for selv i Aliens, da vores karikerede helte patruljerer den forladte koloni på LV-426, så var der en iboende frygt for det ukendte, men den er ingen steder at spore her. Størstedelen af de fjender du møver ned, er sågar bare kanonføde, og her kan du bruge evner som Overclock, Micro Rockets eller sågar den ikoniske Sentry Gun, som alle giver hvert enkelt kampscenarie lidt ekstra flair. Der er også et cover-system, der stort set ikke giver nogen mening, idet 95% af fjenderne løber direkte imod dig, og ønsker nærkamp frem for noget andet, og Xeno'erne består naturligvis også selv af adskillige klasser.

Der er en Splitter, der ørler syreslim efter dig og dine holdkammerater, en Drone der dukker op fra skyggerne og tager en god portion af dit liv med sig, og en Prowler der sniger sig rundt og venter på det rigtige tidspunkt. Der er sågar mange flere end dem, og hver eneste type kræver en specifik taktik. Særligt Warrior-typen afgiver noget af den skræk, jeg snakkede om tidligere, når den kommer imod dig på bagbenene, og fremgår nærmest udødelig. Så der er små glimt af reelt gys her, men disse er der langt imellem, og de mister hurtigt deres glød også, i det spillet ikke gør meget andet end at kaste mere i hovedet på dig, og i hurtigere intervaller.

Ser du, Aliens: Fireteam Elite tilbyder ikke megen alsidighed, og spillet viser dig faktisk hele sit værktøjsbælte af ideer i løbet af de første par missioner. Du venter på en elevator, for at kunne evakuere dit hold, du sætter Sentry Guns og andre fælder op, imens maskiner gradvist tændes, du sprinter igennem mørke korridorer for at finde noget eller nogen. Det er alt sammen meget genkendeligt, og intet af det får nogensinde nogen reel narrativ dimension. Spillet er konstrueret omkring sin genspilningsværdi, det er sikkert, så det lader til at Cold Iron har begrænset sig selv til de mest generiske mål for hver mission de kunne finde på. "Gå til portion x af stationen", eller "forsvar position y", mere end det bliver det aldrig. Du er på Katanga for at undersøge, for at efterforske, men du hverken undersøger eller efterforsker synderligt meget. Du er der mere som en glorificeret skadedyrsbekæmper, og dit mål er at fjerne Xenomorph-truslen procent for procent, som om de var irriterende rotter.

Det er sågar lidt rodet at styre også, da der faktisk mangler reel fysisk tyngde, som vi så oftest finder i de bedste zombie-spil, såsom Left 4 Dead 2, som spillet drager megen inspiration fra. Det er ikke direkte ødelagt, eller utilfredsstillende på den måde, og der kan opstå kooperative øjeblikke hvor du lader din Pulse Rifle varme op, og står ved siden af dit hold og på imponerende vis fejer gulvet med skyer af grønlig syreslim. Men for det meste vil Xeno'erne nå jer så hurtigt, at selve ideen om en fælles frontlinje bliver revet fra hinanden øjeblikkeligt, og I bruger så den resterende tid på at løbe hovedløst rundt.

Aliens: Fireteam Elite
Aliens: Fireteam EliteAliens: Fireteam Elite

Det er en skam, fordi Cold Iron har, i en lydmæssig og visuel forstand, skabt noget ganske udsøgt her. Jo, Aliens: Fireteam Elite ser ikke synderligt next-gen ud, men spillet har en atmosfære så tyk at man kan skære igennem den med en smørkniv, og selvom Katanga-stationen ikke som sådan er rig på diversitet, så finder studiet løbende måder at introducere spændende elementer. Adskillige gange bruges røde alarmlys til at kaste spændende skygger på vægge og gulve, eller tyk røg fjerner sigtbarheden. Kombiner det med mildest talt glimrende musik, og fantastisk reallyd, og så har du spil der præsenterer sig selv som et direkte kærlighedsbrev til det univers, det eksisterer i. Det er bare så synd, at den kærlighed ikke strækker sig til at sikre, at du faktisk er bange for de frygtindgydende monstre, du er der for at udrydde.

Der er et løfte om gratis sæsoner fremadrettet, såvel som en gratis next-gen opdatering, og med det in mente kan det sagtens være, at der er et langt, sundt liv foran Aliens: Fireteam Elite. Det er tydeligt, at holdet hos Cold Iron virkelig elsker Aliens, så måske kan de nå at vende skuden og ændre på nogle af de ankepunkter, jeg har fremført her. Men lige nu, så er det simpelthen for ensformigt at spille, og det mangler den afgørende spænding, den opbygning, den uhygge, som er en så afgørende del af Alien(s)-universet for mit vedkommende. Det er ret tydeligt, fra starten af også, at spillet ikke rigtig ved, hvordan det skal underholde dig, udover bare at smide flere Xeno'er i hovedet på dig.

Og med spil som det glimrende GTFO, så ved vi at det faktisk er muligt at designe et kooperativt skydespil, som netop bibeholder spænding og gys, alt imens du bevæger dig igennem fjendtligt territorie med dine lige så bange kammerater. Sådan er Aliens: Fireteam Elite ikke, men der er dog øjeblikke med glimrende, mættet stemning, og der er også en mulighed for at du alligevel vil nyde at fyre på alt der bevæger sig.

HQ
Aliens: Fireteam Elite
06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Solied co-op roller sikrer godt samarbejde, øjeblikke med fed atmosfære, fantastisk lyd og visuelt design.
-
Alt for ensformigt, blottet for spænding, aldrig uhyggeligt, tyndbenet hvis ikkeeksisterende historie, lidt kluntet at styre.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold


Cookie

Gamereactor-siden bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du vælger at fortsætte antager vi at du godkender, og er tilfreds med vores cookies-politik.