Vi anmelder den færdige version af Chernobylite

1986 var et begivenhedsrigt år. Det danske landshold slog Uruguay 6-1 i den i dag så legendariske kamp ved VM i Mexico. Sveriges statsminister Oluf Palme blev myrdet på åben gade, et mysterium som først er blevet løst i 2020. Den mest skræmmende begivenhed kom dog lørdag den 26. april 1986 på Tjernobyl-atomkraftværket i Ukraine, hvor en nedsmeltning af en reaktor skabte en eksplosion, der slyngede radioaktivitet ud i atmosfæren, og forgiftede meget af Nordeuropas natur, inklusiv den danske. Området rundt om kraftværket blev evakueret, hvilket tømte den by, der var tættest på, Pripyat. I dag, her 35 år efter, har området et helt mytisk renommé, hvilket har ført til at mange spil især, foregår i og omkring Tjernobyl. Chernobylite er endnu et skud på stammen i denne serie af spil, og jeg har haft et par uger sammen med det, så lad os se om Tjernobyl stadig kan skabe legender, eller om spillet skal fejes under gulvtæppet. Spillet er udviklet af The Farm 51, og er lige kommet ud af Early Access på Steam. Det kommer senere på året til konsollerne.

Chernobylite starter med at man følger Igor Khymynuk, som er en fysiker, der har arbejdet på det nu forladte kraftværk lige inden eksplosionen. Han vender nu tilbage mange år efter for at lede efter sin forsvundne kone, Tatyana. Hun er på mystisk vis begyndt at dukke op i Igors drømme, hvor hun trygler om at han skal redde hende, selvom hun forsvandt mange år før. Derfor lejer Igor en forladt lagerhal, og får to "Stalkere" til at lede ham forbi kraftværket hen til hallen. Det går dog galt undervejs, og han tvinges til at bruge hans opfindelse, som bruger stoffet Chernobylite, til at skabe et ormehul, hvilket gør han undslipper den sorte Stalker, som herfra jagter ham igennem resten af spillet.

Igor ankommer så endelig til lagerhallen, med den ene af de to hyrede lejesvende, Olivier, som hurtigt giver ham den første mission. Man finder hurtigt ud af, at der er en konspiration på spil, og det gælder så om at samle trådene. Dette gør man ved hjælp af en opslagstavle i ens værelse i lagerhallen, og her bliver alle spor man finder i missionerne samlet. Når man har nok af disse spor, lader spillet en gennemgå og opleve konspirationen på egen krop. Derigennem får man en historie fortalt om forræderi og videnskabelig ondskab, som er ganske interessant. Historien i Chernobylite er generelt underholdende, og rejsen igennem de mange konspirationer, er rigtig spændende. Jeg var personligt lidt bange for at spillet var bare ét mere i rækken af de ganske konforme overlevelsesspil, som der er så mange af i disse år, men Chernobylite er mere end bare et overlevelsesspil.

Historiedelen slutter dog ikke der, for man får hen ad vejen selskab af en masse skæve karakterer, som flytter ind i ens lagerhal. Det starter med den førnævnte Olivier, som er en ganske hæderlig Stalker. Derefter følger Olga, som lever i en lejr i "Zonen", som er området rundt om Chernobyl, Tarakhan som er lidt skør og kalder Mousey, og til sidst Sashko, og Mikhail, som begge er Stalkere, der sjovt nok også virker ganske skøre. Disse fem Stalkere har hver deres egne mål, som Igor skal hjælpe dem med at nå. Derudover kan man snakke med hver af dem imellem missionerne, hvor de deler deres meninger og oplevelser omkring og i zonen. Derudover kommer der valg som Igor skal tage, der gør at de fem følgere enten bliver mere positive eller negative overfor en. Disse valg er dog ganske binære, og er sjovt nok glemt, når man kommer hjem i basen. Dog kan følgerne forlade en, hvis de hader Igor for meget. Det er fedt med disse følgere, men jeg ville ønske de føltes mere integrerede i historien, at man kunne interagere mere med dem, og måske have dem med på missionerne, men man er meget alene, og så interagerer man med følgerne over radioen. De er dog godt skrevet, og er interessante at lære at kende. De har også den fede indvirkning, at de kan lære Igor nye evner hver især. Så på den måde er de en del af historien.

Selve spildesignet er delt i to dele. Der er lagerhallen, som er en simulationsdel, og så er der missionerne som er et skydespil i førsteperson. Man skal i missionerne, udover at kæmpe sig frem til steder hvor historien foregår, også samle en masse ressourcer, som man skal bruge til at bygge ens base op med. Disse ressourcer findes i små uafhængige områder, som hver især har sit eget tema. Derfor er Chernobylite ikke en samlet åben verden, men mere små åbne baner, som man kan tilgå efter eget ønske. Det gør også at disse områder bliver genbrugt igen og igen, men med nyt indhold tilføjet hver gang man ankommer dertil. Det kan være nye missioner, som foregår nye steder, eller forskellige karakterer, som man kan snakke med. Man kan selv vælge om man vil snige sig igennem spillet, eller skyde først og spørge senere, begge dele fungerer glimrende. Fælles for de mange zoner er, at Chernobylite, som er den krystal hele spillet drejer sig om, lige så langsomt er ved at overtage området. Man har en skanner med sig, som viser alle ressourcerne i området, og senere får man adgang til maskiner, der kan gøre zonerne mere sikre at færdes i. Genbrugen af disse zoner kan godt begynde at føles en smule ensformigt til sidst, men generelt er der nye ting at se og finde, når man loader ind i et område. Inden man gør det, vælger man missioner for Igor selv, og man kan også sende sine følgere ud på deres egne, hvor de kommer hjem med ressourcer, hvis de er succesfulde. Dette er meget vigtigt, fordi man skal sørge for at følgerne ikke går sultne i seng. Gør de det, er de svagere når de vågner dagen efter, og de bliver også en smule utilfredse.

Den anden del er at man i sin base kan bygge en masse maskiner og apparater, som skal gøre man kan overleve missionerne. Det kan være maskiner til at lave ammunition, eller til at lave mad, som fjerner radioaktivitet, eller redder ens krop eller sjæl. Der er også maskiner, som gør miljøet i lagerhallen bedre. Der er en der forbedrer luften, og en der gør at stedet er mindre radioaktivt, og så videre. Senge skal man også huske, så følgerne kan sove, og måske et fjernsyn og en radio, så de føler sig mere hjemme. Det er et ret fedt system, og ganske underholdende at lege med mellem missionerne. Det fungerer glimrende, og jeg er imponeret over at The Farm 51 har kunnet få så meget indhold ind i spillet, trods studiets størrelse.

Til sidst skal præsentationen nævnes, for spillet er rigtig flot. The Farm 51 har virkelig spillet på alle tangenter, og derfor ser zonen utrolig flot ud. Stemmeskuespillet skal også nævnes, da man både kan vælge russisk og engelsk stemmeskuespil. Den russiske er nok den bedste, men den engelske er ikke langt bagefter. Dog bliver Igor spillet af den samme skuespiller, jeg brokkede mig over i F1 2021, uden den danske accent, men her lyder han som en dansker, der prøver at lyde engelsk. Han tager mig lidt ud af historien, men jeg kan bedre lide ham her, trods alt.

Chernobylite er tæt på året største overraskelse for mig, og gør meget mere godt end skidt, så hvis The Farm 51 kan slibe kanterne lidt til, så tror jeg deres næste spil bliver fantastisk.