The Great Ace Attorney Chronicles

Ace Attorney Chronicles har været længe ventet. The Great Ace Attorney udkom tilbage i 2015 til Nintendo 3DS uden at få en engelsk oversættelse, og da efterfølgeren The Great Ace Attorney 2 udkom to år senere uden det mindste tegn på en lokalisering, gik en gruppe passionerede fans ind og oversatte spillene selv. De nåede faktisk at blive færdige med det første spil, inden at det store datatyveri begået mod Capcom afslørerede, at de to spil endelig var på vej til Vesten i en samlet pakke til PC, PS4 og Nintendo Switch.

På den måde er det meget passende, at selve spillet også handler om en dramatisk rejse fra Øst mod Vest. I starten af 1900-tallet drager den unge studerende Ryunosuke Naruhodo efter en række morderiske tilfældigheder fra Meiji-periodens Japan mod det victorianske England som blind passager på et dampskib. Her møder han ingen ringere end Herlock Sholmes (forklaring følger), og da den spirende advokat senere ankommer til hovedstaden i det britiske imperium, indlogerer han sig hos den berømte detektiv, og et stort eventyr kan tage sin begyndelse.

Spillets gameplay behøver ingen introduktion for fans af serien, men for de ikke-indviede er Ace Attorney Chronicles et klassiske eventyrspil kombineret med folkeskolebogen Læs og Forstå. Man spiller som en forsvarsadvokat, der skal forsvare en række (som oftest) uskyldige klienter, og for at få dem erklæret uskyldige skal man undersøge gerningssteder for spor og snakke med mistænke. Spillets anden del er seriens varemærke og består af farceagtige retssager, hvor man mod alle odds skal forsvare sin klient ved at præsentere beviser på de helt rigtige tidspunkter, for at modbevise vidneudsagn.

Serien startede som en parodi på det japanske retssystem, men denne gang foregår handlingen altså i det victorianske England, og retssagerne finder for det meste sted i Londons grandiose retsbygning Old Bailey. Begivenhederne kompliceres her af introduktionen af en jury på seks borgere, der er lige så excentriske som de øvrige karakterer i seriens farverige univers. Og hvor dette er glimrende for underholdsværdien, så halter det mere med retssikkerheden. Den utålmodige jury skal nemlig ikke ligesom i virkelighedens verden høre retssagen til ende, inden de kommer frem til en dom, men kan med et enkelt knappetryk fælde deres dom. Nogle gange skulle man tro, at jurymedlemmerne var med i et quizshow, hvor det eneste rigtige svar var 'skyldig' - så travlt har de med at få den anklagede dømt.

Erklærer juryen den anklagede for skyldig, er alt dog ikke tabt. Ved at finde overensstemmelser mellem deres årsager til domsfælden og andre juryudsagn (eller fysiske beviser), kan du få dem til at ombestemme sig og retssagen kan forsætte. Rutinerede spillere vil kun sjældent være i tvivl om, hvilke knapper de skal trykke på for at bringe retssagerne til en tilfredsstillende konklusion, og overordnet set rammer spillet en tilfredsstillende sværhedsgrad, hvor du kun i meget få tilfælde må forsøge dig med trial and error.

Jurymedlemmerne repræsenterer et bredt udsnit af den daværende britiske befolkning fra havnearbejdere til videnskabsmænd og industrimagnater, og på trods af deres farverige personligheder giver de et ganske autentisk billede af datidens kutymer og sociale forhold. Det vil også sige, at de ikke er bange for at sige ting, der ville bringe dem selv på anklagebænken i en mere moderne kontekst. Ja, de fordomsfulde karakterer lufter mange kulturelle og racemæssige stereotyper, men spillets overordnede budskab handler netop om at finde fælles fodslag på tværs af kulturelle barrierer, og det virker derfor lidt fjollet af oversætterne efter sigende har tonet det mest kulørte sprogbrug en tone ned for de sarte Vestlige ører, men det skal dog ikke ligge dem til last.

I det hele taget har spillet gået efter en autentisk præsentation af starten af 1900-tallets England. Det er tydeligt, at spildesigner Shu Takumi og hans hold har gjort et stort researcharbejde, og udover virkelige lokationer som Old Bailey og Madame Tussauds voksmuseum emmer hver eneste lokation af liv og fine detaljer. Fra tågede gyder oplyst af gaslampers skær til værelser fyldt med aviser, malerier og andre pyntegenstande, virker hver enkel skærm næsten som et helt lille museum over datidens verden, og de imponerende baggrunde springer virkeligt i øjnene på en, selv uden den originale 3D-effekt. Når nu vi snakker 3DS-versionen, så kunne karaktermodellerne dog godt lige have fået lidt ekstra finpudsning, da de til tider afslører deres rødder i det mindre kraftige system.

Det gør dog ikke det store, for på trods af en langt færre polygoner end deres konkurrenter i mere grafisk ambitiøse konsolspil, så føles hver eneste karakter meget levende og interessante. Med enkelte karakteristiske animationer formår udviklerne som dygtige dukkeførere at puste liv i karaktererne, der alle har bevægelser fyldt med personlighed. Blandt mine favoritter er den eftertænksomme assistent Susato Mikotoba, der begejstret bladrer i sin bog om det britiske imperium, når hun skal oplyse den uvidende Ryunosuke, eller læner hovedet på strå i dyb eftertænksomhed, hvis bogen ikke rummer svaret. Det er også svært ikke at have sympati med den hårdt pressede detektiv Gregson, der konstant gumler på sine fish and chips for at dulme nerverne.

For lige at runde præsentationen af, så er spillets soundtrack komponeret af Yasumasa Kitagawa og Hiromitsu Maeba. De to komponister har kun begrænset erfaring med Ace Attorney-serien, men de formår stadig at skabe levende melodier, der passer til perioden. Det er dog en smule mere underspillet, end hvad vi er vant til fra hovedserien, og personligt kunne jeg godt have ønsket, de havde givet den en smule mere gas. Men det er nu svært at sætte en finger på deres arbejde, og får du smag for en specifik melodi, kan du finde den blandt spillets omfattende bonusmateriale, der udover musik også tæller koncepttegninger, achievements og små ekstra episoder.

Med den levende præsentation af det victorianske London føler man sig næsten hensat til en roman af Charles Dickens, og den fornemmelse understøttes blot af den længe ventede oversættelse, der er intet mindre en fantastisk. Hver eneste sætning emmer af liv og sprogligt overskud, så man skulle tro de sprang fra pennen af en af litteraturens mestre. Metaforer, lommefilosofiske overvejelser, skøre observationer, sjove accenter og talemåder gør spillet til en fornøjelse at læse sig igennem, og der er virkeligt kælet for detaljen. Du kan for eksempel undersøge næsten alle objekter, og ligesom i klassiske adventurespil som The Secret of Monkey Island kaster det altid 5-6 nye kommentarer med sig. Selv ikke her er der er ikke sløset med et eneste ord eller komma.

De sprudlende sætninger, ville dog ikke være meget værd, hvis ikke de blev strikket sammen til en spændende fortælling, og her skuffer Ace Attorney Chronicles bestemt heller ikke. For første gang siden Ace Attorney Investigations: Miles Edgeworth bindes hver eneste episode sammen i et overordnet plot, og historien udfolder sig endda på tværs af de to spil. Jeg nævnte før Dickens, men det overordnede blot har mere tilfældes med spionforfatteren John le Carre. Fra og med Phoenix Wright: Ace Attorney - Dual Destinies begyndte serien at handle mere om spionage og storpolitik, hvilket også er tilfældet i Ace Attorney Chronicles. Hver eneste sag introducerer nye mysterier, og det hele bindes på smuk vis sammen til allersidst. Og de enkelte sager er nærmest små Agatha Christie-romaner i sig selv fyldt med overraskelser og nye udvikler. Man sidder ofte med fornemmelsen af at have regnet det hele ud, inden begivenhederne pludselig tager en vild drejning.

Som du også kommer til at erfare i spillet, kan skibsrejser fra Asien til de britiske øer godt være en farlig affære, og et enkelt element har ikke overlevet rejsen til det engelske. Sherlock Holmes (der kaldes ved sit rigtige navn, hvis du anvender japansk voice-over) hedder nu Herlock Sholmes i den engelske oversættelse. Hvor det er ærgerligt, at Capcom har måtte ændre navnet af frygt for at endnu en retssag skulde føjes til spillet - navnlig Conan Doyle Erstate vs. Capcom - så gør det faktisk ikke noget, da det skøre navn perfekt fanger spillets version af den excentriske detektiv.

Sherlock Holmes var ikke den første fiktive detektiv, der brugte videnskabelige metoder og deduktioner (Edgar Allan Poe's gjorde det længe før med Auguste Dupin), men Conan Doyles detektiv gjorde det til sit varemærke, ofte ud i det helt ekstreme. Holmes kan således i de originale noveller ud fra en plet på din skjorte, fortælle hvad du lavede i går, hvad du arbejder med, hvad du fik til morgenmad, og hvad din fætter hedder. Selv Mark Zuckerberg ville være helt misundelig. Capcom har fanget dette element med introduktionen af Herlock Sholmes' "Logic and Reasoning Spectacular," hvor detektiven assisterer din efterforskning ved at præsentere sine konklusioner på herlig dramatisk vis med overdrevne poseringer og spotlights.

Problemet er bare, at Sholmes har en slem tendens til at drage alle de forkerte slutninger! Det er derfor op til dig at lede ham på ret kurs, ved at udskifte objekter og karakterer i hans deduktioner, så det rent faktisk hænger logisk sammen. Reelt set ændrer det ikke på den vante formular, men det er meget morsomt, og det bryder den til tider lidt monotone efterforskning på langt mere effektiv vis end de klassiske Psyche-Locks i hovedserien. Sholmes er jo også kendt som lidt af en videnskabsmand, og han stiler derfor med meget lange mellemrum et par gadgets til rådighed, men heldigvis slipper vi for al det forensiske detektivarbejde, som serien aldrig rigtigt er lykkedes med at oversætte til interessant gameplay.

Jeg kunne blive ved med at rose Ace Attorney Chronicles til skyerne, for det er virkelig et fremragende spil, men nu har spillets forsvarsadvokat vidst talt længe nok, og jeg vil her til slut også præsentere et par beviser for, at Ace Attorney Chronicles også har sine mangler. Først og fremmest er stemmeskuespillet overraskende ringe. Assistenten Sasuto taler med en accent, der på ingen måde passer til en japansk udvekslingsstudent, og når Ryunosuke protesterer lyder han som en undskyldning for sig selv. De talte linjer udgør dog kun en promille af den samlede tekstmasse, og desuden kan man også skifte til japansk stemmeskuespil i menuen.
Dernæst minder The Great Ace Attorney 2: Resolve i mistænkelig grad om en genbrugsbutik, og indeholder lige lovligt mange karakter og lokationer fra det første spil, ligesom der heller ikke introduceres nyt gameplay. Dette gør heldigvis ikke så meget i denne samlede pakke, men det andets spil to første episoder bliver som en konsekvens heraf en smule mindre spændende.

Som det ganske klart fremgår, er det svært at have mange indvendinger mod Ace Attorney Chronicles. Den imponerende genskabelse af London omkring det forrige årtusindeskifte giver serien et frisk pust, og selvom gameplayet basalt set er det samme som i originalen Phoenix Wright: Ace Attorney, så byder juryen og Herlock Sholmes morsomme deduktioner på den skarpeste oplevelse hidtil. Seriens fans vil derfor uden tvivl blive mesterligt underholdt fra start til slut.

Men hvad med nye spillere? Jeg har lavet flere referencer til forfattere end andre spil i denne anmeldelse, og det er for at give et fingerpeg om, hvilken type oplevelse, du kan regne med. På trods af den fantastiske præsentation og et lidt detektivarbejde hist og her, så er Ace Attorney Chronicles i sidste ende en meget lang interaktiv roman (Tolstojs berygtede murstensroman Krig og Fred varer omtrent 60 timer på lydbog, og dette spil er længere) så din fornøjelse med spillet, hænger næsten 1:1 sammen med din normale læselyst. Men altså, hvis du har kæmpet dig hele vejen igennem denne anmeldelse, så bør du også give Ace Attorney Chronicles et skud. Snød du og hoppede på elevatoren ned til konklusionen, så bør du nok starte med et af de tidligere kapitler, inden du kaster dig over Shu Takumis magnum opus.

Plus: Interessant, ambitiøs og lang historie på tværs af de to spil. Fantastisk velskrevet. Flot præsentationen. Passende sværhedsgrad. Den charmerende Sholmes er prikken over i'et.
Minus: Karaktermodellerne ligner noget fra Nintendo 3DS. Skuffende stemmeskuespil. Lidt for meget genbrug i de første par episoder af det andet spil.