Mass Effect 3

Det er ikke den mest populære mening at have, men jeg synes størstedelen af historier i spil i dag er elendige. Hvad enten der snakkes mordmysterier, krigsfortællinger fra en nær fremtid eller storladne eventyr, er der knapt nogle af dem, der formår blot at dække de mest basale fundamenter for enhver god historie.

Fra min optik ville det altså være nemt at sige, at spiludviklere ikke er gode historiefortællere, men der er undtagelser. Den største af disse er Bioware, og det får jeg demonstreret, få sekunder efter jeg har startet Mass Effect 3. En loading-skærm, der normalvis ville have fået mig til at døse hen, viser således Normandy - et af galaksens fineste rumskibe, der nu gennem flere gange er forsøgt slået ihjel, og alligevel trofast har båret mig og mit mandskab frem i tykt og tyndt.

Hvor andre spiludviklere bruger timer på at fange min fantasi og lokke mig ind i deres verdner, gør Bioware det på et splitsekund med en animation af et mekanisk objekt. Det er nærmest som om den canadiske udvikler aktiverer et glemt hjørne af min hjerne, for pludseligt falder det hele i hak igen, og jeg er på ny klar til at redde galaksen som John Shepard.

Der bruges ikke mange kræfter på at gøre det hele indbydende for nye spillere. I stedet møder vi fra start en Shepard, der er blevet afskediget på grund af hans ekstreme metoder, men dog har undgået fængselstid grundet hans viden om den potentielle Reaper-invasion, som størstedelen af universet først er begyndt at tro på, efter den rent faktisk er gået i gang. Det er en modig start på historien, fordi den kræver en del forklaring, men samtidigt også en undskyldning for nu for tredje gang at lade dig rejse universet tyndt for at sammensætte dit eget hold.

Men Bioware har været smartere end at lade det hele være en gentagelse, og derfor opdager man hurtigt, at rekrutteringen af ens eget hold blot er en del af den større mission, hvor Shepard agerer problemknuser i håbet om at få universets mange racer til at danne en fælles front i den ultimative kamp om overlevelse.

Det er en langt mere omfattende historie end tidligere, der denne gang bliver fortalt, men også en historie med et decideret andet omdrejningspunkt end de tidligere spil i serien. Hvor det første spil var en science-fiction-fortælling med masser af overraskelser, og efterfølgeren brugte alle sine kræfter på fantastiske karakter-fortællinger, er fokusset i tredje del på politik, raceforskelle og endda en snert religion. For alle os, der har gennemført de tidligere kapitler, er det herligt at komme mere i dybden med spiluniverset, men er man lige kommet til, vil det hele sikkert føles tonstungt at følge med i.

Opbygningen af hele spilsystemet er igen taget til revision, og resultatet er et system, der både er blevet mere strømlinet, samtidigt med at man igen får lov til justere lidt ved detaljerne. Med andre ord har Bioware fundet midtpunktet mellem de to tidligere spil.

Denne gang får man således mulighed for at skræddersy sit eget udstyr med masser af forskellige modifikationer, uden at det dog går i komplet overdrev som i det første spil. Kikkertsigte, pansergennemtrængende ammunition og større magasiner er blot nogle af de udvidelser, der kan sættes sammen med et våbenarsenal, der dækker pistoler, maskinpistoler, shotguns, maskingeværer og snigskytterifler. Man slipper dog for konstant at skulle optimere hele holdet, da Shepard er den eneste, hvis rustning kan udskiftes, mens man kan skifte våben på alle medlemmer som man lyster.

Strømliningen får du yderligere at mærke, allerede inden du er gået i gang med spillet, for du kan vælge at nyde hele spillet på en af tre forskellige måder. Action, roleplaying og story dækker hver over forskellige opdelinger af det samme spil, og vælger du eksempelvis action, kan du se frem til at spillet selv styrer alle de andre elementer og lader dig fokusere på at plaffe fjender.

Yderligere kan du også vælge at lade spillet styre enhver samtale selv, og altså på den måde læne dig tilbage i sofaen og nyde hele historien. Det virker alt sammen en smule kunstigt for os, der altid har været vant til at opleve serien som et rollespil, men ikke desto mindre er det en snedig løsning, der forhåbentlig vil kunne lade flere nyde spillet.

Få vil bestride, at kampsystemet i Mass Effect 2 var lysår bedre end i det første, og selvom springet måske er knapt så stort denne gang, kan forbedringerne tydeligt mærkes. Uanset hvilken figurklasse du vælger, er evnerne bedre implementeret og formår i langt højere grad at overføre følelsen af at være en intergalaktisk supersoldat. Mulighederne er også flere, fordi alle de evner, du kan vælge at opgradere i dit evnetræ, nu deles i to forskellige veje. Altså kan du eksempelvis vælge om din pansergennemtrængende ammunition skal forvolde mere skade, når du selv bruger den, eller i stedet mindske effektiviteten mod at resten af holdet også kan gøre brug af den.

Det, der for alvor gør kampsystemet sjovere denne gang, er dog en langt bedre kunstig intelligens, der flittigt bevæger sig fra skjul til skjul, og taktisk prøver at angribe alt efter hvordan den er udrustet. Skjoldbærende Cerberus-soldater vil forsøge at mase dig ud af dit skjul, mens Juggernauts langsommeligt sprænger alt i luften omkring dig. Senere fjender, som jeg ikke vil afsløre her, gør yderligere brug af en kompleksitet i deres angreb, som serien ikke tidligere har set, og udfordringen bliver på herlig vis heraf langt højere end tidligere.

Den potentielt mest kontroversielle tilføjelse til series nyeste kapitel er dog den nytilføjede co-op mulighed, hvor du som del af et fire mands-hold bliver budt på Mass Effect-versionen af Horde-mode. Desværre var den færdige version af denne mulighed ikke inkluderet i vores anmelder-kopi, men alligevel tillod den os at bruge adskillige timer med de mange muligheder.

Som forventet har man fra starten mulighed for at vælge mellem flere forskellige figurklasser, som alle repræsenterer de veje, man kan vælge at specialisere Shepard i hovedspillet - Adept, Soldier, Engineer, Sentinel, Infiltrator og Vanguard. Hver figur har adgang til forudbestemte evner og stiger løbende i erfaringsniveau, hvilket belønnes med evnepoints, samt penge der kan bruges til at købe bedre udstyr.

Det hele får dog yderligere dybde ved, at hver klasse indeholder flere forskellige figurer, udgjort af forskellige racer, der hver har forskellige evner og først kan bruges, når man har nået et bestemt erfaringsniveau. Udstyret er dog af den lidt mere tilfældige slags, for man har nemlig ikke nogen måde at vide, hvad der er i de kasser, man kan købe sig til. Bruger man lidt flere penge på de dyrere kasser, er der dog garanti for, at mindst ét af objekterne er af en bestemt kvalitet.

Selvom tilfældigheden i købesystemet betyder, at det ligger meget langt fra de andre populære skydespil på markedet, er overraskelses-effekten nok til at man hele tiden bare lige skal spare sammen til en kasse mere.

Jeg havde ikke forventet at ville bruge mere tid på denne del af spillet, end hvad det krævede at påvirke "Galaxy at War"-systemet i solo-kampagnen, systemet der hele tiden viser hvor klar den samlede galakse er til at gå i kamp mod Reapers'ne, men det hele fungerer overraskende godt. Faktisk glæder jeg mig allerede til at perfektionere min Vanguard-rolle når resten af vennelisten fyldes op ved spillets officielle lancering.

Fornyelserne er dog ikke alle helt gode, for de meget opreklamerede tilføjelser af dræbende nærkampsangreb og granater føles begge unødvendige og sløset implementeret. Uanset hvor meget du vælger at opgradere dem, bliver granaterne aldrig stærke nok, og desuden er det svært at se hvorfor man skulle bruge dem, når deres antal er begrænset, og hver klasse har et opladeligt angreb som er mere effektivt. Nærkampsangrebet er helt forfejlet, da det først og fremmest er sjældent, man kommer i nærkamp, og i de situationer hvor det sker, har spillet svært ved at bedømme hvor Shepard står i forhold til fjenden. Resultatet er, at Shepard skriger mens han hugger ud i luften, og den slags tager altså lidt af det fede ud af enhver kampsoldat.

I modsætning til denne anmeldelse handler Mass Effect 3 dog ikke om at analysere hvordan de enkelte dele virker, men i stedet om at opleve en overvældende og dybt fængende science-fiction-fortælling, og det er her, det viser sig bedre end størstedelen af alle de andre spil, jeg har prøvet.

Dialogen er på det nærmeste magisk i sin måde at vække karaktererne til live på, også selvom jeg endnu ikke har forstået hvad pokker James, et muskelbundt med ganske få hjerneceller, der virker som taget direkte ud af Jersey Shore, dog laver i spillet. Jeg er heller ikke helt sikker på hvorfor Liara pludseligt er blevet en omvandrende bunke bekymringer, der konstant ønsker at dele sin smerte, men i det mindste giver det mig mulighed for med rette at bruge Shepards mere negative svar. Venskabet mellem Shepard og Garrus er dog specielt varmt, hvilket cementeres i den slags scener, der hos enhver anden udvikler var blevet skåret bort, men her i løbet af to minutter får dig til at holde mere af de digitale figurer, end man skulle tro muligt.

Mindst ligeså vigtige er dog de invaderende Reapers, for sjældent har en fjende så effektivt kommunikeret dommedag, hvilket her afspejles i nærmest hver eneste bid dialog og mellemsekvens. Allerede et par minutter inde i spillet var jeg med andre ord fast besluttet på at gøre alt, hvad der skulle til, for at tilintetgøre dommedags-robotterne, selvom der skulle gå mange timer før kampen virkede som andet end en uløselig selvmordsmission.

Mass Effect 3 er ikke et ikke et perfekt spil, og selv den største fan vil kunne se dets mangler. Aspekter af kampsystemet halter, enkelte af de nye figurer er nogle af seriens dårligste, og i retrospekt får det på sin vis historien i Mass Effect 2 til at virke som et overflødigt sidekapitel.

Alligevel er det en af den slags sjældne oplevelser, jeg bare ikke kan få nok af. Enhver redningsmission, der har en chance for at gøre kampen mod Reapers'ne lettere, bliver grebet med det samme, mens jeg støvsuger omgivelserne for ledetråde og udvidelser. Gulvene i mit kære Normandy slides nærmest i stykker, mens jeg traver frem og tilbage for at snakke med mit mandskab - både om invasionen og deres personlig pinsler og glæder. Reelt hårde valg træffes, som godt nok gør mig udskældt, men som jeg håber på i sidste ende vil blive retfærdiggjort, når den endegyldige kamp skal kæmpes.

Med Mass Effect 3 har Bioware lavet en afslutning, der triumferer, hvor så mange andre afslutninger på trilogier fejler, og rent faktisk runder det hele af med en oplevelse, der samlet er sine forgængere overlegen, både spil- og historiemæssigt. Som jeg ser det, er Mass Effect-serien som helhed den bedste spiltrilogi der nogensinde er lavet, hvilket gør seriens bedste spil til noget helt særligt.