DC Super Hero Girls: Teen Power

Havde du i sin tid en Nintendo Wii, har du sikker spillet et ringe licensspil eller to. Den kreative konsol blev oversvømmet af generiske spil, ofte baseret på populære børneserier, og selv store udgivere som Ubisoft sprøjtede det ene uinspirerede spil ud efter det andet. Nu udgiver selveste Nintendo så spillet DC Super Hero Girls: Teen Power, og det kaster unægteligt tankerne tilbage til den tid - ikke mindst fordi spillet grafiske stil i mistænkelig grad minder om en Wii-titel. Men under den lidet imponerende overflade gemmer der sig faktisk et ganske kompetent børnespil.

DC Super Hero Girls: Teen Power er baseret på TV-serien af samme navn. Jeg har absolut ingen ide om, hvorvidt den er populær her til lands, men den kan tilsyneladende ses på HBO og Cartoon Network. Heldigvis behøver man dog ikke at kende noget til serien for at forstå spillets præmis. I en noget alternativ DC-tidslinje går unge udgaver af superheltene Supergirl, Wonder Woman og Batgirl samt deres skuragtige rivaler Harley Quinn, Catwoman og Star Saphire alle på den samme high-school i tilsyneladende idyllisk by.

Byen lider dog under en slem plage. Store, uhyggelige dukker, teddybjørne og tinsoldater bliver af en ukendt bagmand vakt til live og begynder at smadre bygninger og plage byens borgere. Den skaldede forretningsmand Jeff Bezos, undskyld, Lex Luthor sætter sig for at genopbygge byen og starter en fundraiser. Det virker en kende for altruistisk, og med hjælp fra Lous Lane, der driver skolens avis, dykker superheltinderne til bunds i mysteriet. Undervejs lærer både helte og skurke at samarbejde er vejen frem, og det er faktisk en overraskende interessant historie, der også indeholder et par interessante budskaber.

DC Super Hero Girls: Teen Power er en klassisk 3D-brawler med et hurtigt og tilfredsstillende kampsystem. Normale angreb, gør kun moderat skade, men ved at ramme med fem slag i træk, aktiveres et såkaldt smash. Det kan dog godt være vanskeligt at sætte slagserie sammen, da fjenderne har meget forskellige angrebsmønstre: Tinsoldater sender geværsalver af sted fra distancen, teddybjørne har stor rækkevidde med deres lange potter, mens de Transformers-lignende robotter har op til flere forskellige tricks i ærmet. Undviger man et angreb i sidste øjeblik, får man muligheden for at lave et meget kraftigt kontraangreb. Hver karakter har adgang til unikke specialangreb, og visse karakterer som Supergirl kan udnytte omgivelserne ved for eksempel at kaste med biler.

Kampsystemet er selvfølgelig ikke i nærheden af de bedste spil i genren som God of War eller Devil May Cry. Men det er langt mere medlevende ind for eksempel LEGO-spillene, der også er rettet mod børn. Ikke overraskende er sværhedsgraden i den lave ende, men et par enkelte gange fik jeg faktisk lidt svedige håndflader. Man kan også opnå ekstra belønninger ved at spille fejlfrit, hvilket pludseligt forvandler det søde børnespil til en ret hardcore oplevelse. De penge man tjener i kampene, kan også bruges til at opgradere heltene som i et rollespil, og der skal overraskende mange point til, før de stiger i niveau.

Når man ikke slås mod ondskabsfuldt legetøj, render man rent i spillets semi-åbne verden. Spillets tre bydele er ganske små, men til gengæld er de tæt pakkede med sideaktiviteter, og hver krog gemmer på hemmeligheder. Man kan finde skjulte samlegenstande, tage billeder af superheltelogoer og klare små sidemissioner. Flere af disse er blot nye kampscenarier, men der er også unikke udfordringer, såsom at hjælpe en gammel dame over vejen eller fjerne parkerede biler. Det lyder måske ikke videre sindsoprivende, og det er det sådan set heller ikke, men budskabet om, at du også kan være en helt selv uden kappe og maske, er sådan set sympatisk nok. Muligheden for at uploade billeder til platformen SupaSta fylder en del, men spillet har ikke online-funktionalitet, så det er en noget tryggere platform end virkelighedens sociale medier.

Spillets præsentation skal først og fremmest vurderes som et stilistisk valg, der stemmer overens med kildematerialet. Det er dog stadig for ringe, at de fleste modeller er ekstremt udetaljerede, og spillet elsker at bruge de samme assets igen og igen. Ligeledes er det skuffende, at så grafisk simpelt et spil til tider giver slow downs i kampene - dog aldrig nok til at forstyrre oplevelsen. Spillets præsentation har nogle fine tegneserie-effekter, såsom talebobler, når man slår fjenderne eller rammer med et specialangreb. Og så skal det også med, at soundtracket faktisk er ganske glimrende med et beat inspireret af 70'ernes politiserier.

Jeg giver den grafiske præsentation lidt mere spillerum, da der er tale om et børnspil, men så tillader jeg mig til gengæld at være kritisk over for det faktum, at der hverken er dansk tekst eller tale. Nintendo lokaliserer traditionelt set ikke deres spil til vores modertunge, men i dette tilfælde er det altså et gigantisk selvmål. Spillet skulle ikke engang oversættes fra japansk, hvilket betyder at enhver desperat oversætter (bare ring Nintendo!) kunne have oversat teksten for næsten ingen penge. Virkelig, virkelig sløvt!

I sidste ende er DC Super Hero Girls: Teen Power et ganske glimrende spil til børn, eller de DC-fans, der bare må eje det hele. Jeg hører absolut ikke til spillets målgruppe, men alligevel kedede jeg mig sjældent i løbet af de 5-6 timer, det tog mig at spille eventyret til ende. Med tt solidt kampsystem, en tilfredsstillende historie og masser af sideindhold i form af opgraderinger og udforskning, får du en del for pengene. Men i modsætning til rigtige superhelte, så mangler dette spil en unik evne. Det meste (udover grafikken) er ret kompetent, men så i sidste ende heller ikke mere end det.