Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Game Builder Garage

Game Builder Garage

Nintendo giver en forrygende masterclass i spiludvikling og har måske skabt historiens bedste edutainment-spil.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Måske du har oplevet det i din barndom? Skuffelsen, når vi i skolen fik lov til at spille computer, men fremfor at skyde rumvæsener eller køre racerløb, i stedet skulle dividere brøker eller indtaste manglende bogstaver. Edutainment hedder den forbandede genre, men det har ofte knebet gevaldigt med underholdningen, når udviklere har forsøgt at snige lidt læring ind af bagvejen. Men nu helvede frosset til is og i luften svæver lyserøde grise - Nintendo har nemlig lavet et fremragende edutainment-spil!

Game Builder Garage ligner med sin farverige stil ved første øjekast et lettilgængeligt kreativt værktøj i stil med Little Big Planet eller Nintendos egen Super Mario Maker. Men lad dig ikke snyde af den lidt fjollede præsentation. Bag de smilende ansigter gemmer sig avancerede scripts og en lang række variabler, der lader dig skabe dit drømmespil - ikke med et par hurtige penselstrøg, men med møjsommeligt arbejde.

Game Builder Garage

Før du overhovedet kan få lov til at lege med spillets mange funktioner, skal du gennemføre spillets første lektion. Her lærer du at lave et simpelt platformspil endda med multiplayer. Det er overraskende (og også misvisende) simpelt. Hvor de første par lektioner mest handler om at placere platforme og forbinde kontrolfunktioner, så skal du til sidste lave racerspil og adventurespil i 3D. Og det er langt fra nogen simpel opgave, skal jeg hilse og sige.

Dette er en annonce:

Når en ikke særlig teknisk anlagt humanist som mig alligevel kommer igennem alle syv lektioner skyldes det, at Game Builder Garage på en gang er underholdende og pædagogisk. Nintendo har valgt at repræsentere hvert eneste objekt og script med de såkaldte Nodons. Det er små farverige karakterer, hvis personlighed stemmer overens med deres respektive funktioner. Constant, der giver en fast værdi, er en pålidelige kammerat, der aldrig svigter; Object Break har form som et knust hjerte; og Restart ser altid med fortrydelse tilbage på tidligere fejltagelser.

Lektionerne fungerer som en hel lille story mode, hvor du lærer om de mange funktioner gennem deres personlighed. De enkelte Nodons er meget snaksaglige, og det kan måske blive trættende for nogle i længden, men jeg synes, at dialogen var så velskrevet og fyldt med karakter, at det ikke gjorde noget. Når selv logiske funktioner som AND og NOT sprudler af personlighed, så er det et sikkert tegn på den helt særlige Nintendo-magi. Mine personlige favoritter er Teleport Entrance og Teleport Exit. De har form som mystiske portaler og taler om "kosmiske kræfter" og "planerne mellem dimensioner," som var de taget ud af Lovecrafts noveller.

Game Builder GarageGame Builder Garage

Nodons er dog langt fra den eneste måde, at Nintendo har gjort spillet lektioners på en gang sjove og lærerige. Du bliver undervejs instrueret af en lille markør ved navn Bob, der drøner rundt på skærmen og guider dig igennem de mange trin. Bob er en anelse utålmodig og kan nogle gange godt springe et par trin over. Men så er det godt, at han har en mere tålmodig søster, Alice, der på teoretisk vis gennemgår de forskellige Nodons funktioner i en række valgfrie lektioner. Hun byder også på små puzzles mellem lektionerne, der sikrer, at du rent faktisk har forstået de mere avancerede funktioner.

Dette er en annonce:

I starten får du forklaret hvert. Eneste. Lille. Skridt. Det minder meget om moderne tutorials, hvor der udbryder et festfyrværkeri, hver gang du trykker på den rigtige knap. Men desto længere du kommer, desto kortere bliver dine instruktioner. Game Builder Garage behandler dig som en begynder, men aldrig som en idiot. Spillet går ud fra, at du løbende lærer, hvor objekterne befinder sig, og hvor det senere stadig peger dig i den rigtige retning, så holder det dig ikke længere i lige så meget i hånden.

Ofte får du instruktioner, der umiddelbart virker både logiske og simple; det kan for eksempel være at forbinde en cylinder med din ufo, for at skabe en slags laserkanon. Du starter spillet, men cylinderen sidder nu på toppen af ufoen som en skorsten. Derefter forklarer Ben, hvordan, at du skal justere koblingspunktet på begge objekter for at få den rette forbindelse. Spillet er ikke bange for at lade dig begå disse fejl og herigennem lærer du meget mere, end hvis den korrekte løsning blot blev serveret på et sølvfad. Du kommer konstant til at skifte mellem programmeringsskærmen og dit spilbare resultat, og dette klares heldigvis med et enkelt knappetryk og nærmest ingen indlæsningstid.

Game Builder Garage

Når du efter en 7-8 timer har gennemført spillets "historie," er det næste skridt at starte et projekt fra bunden af. Det kan godt virke ret skræmmende at starte med en hel tom skærm, da det hele skal programmers fra bunden. Dermed ikke sagt, at de enkelte objekter ikke består af en række færdige funktioner. Men du kommer ikke til at placere fjender og karakter, der fungerer automatisk. Fjendernes bevægelsesmønstre skal du selv konstruere, og din karakter skal tilknyttes de rette kontrolmetoder.

Hvad vil du så være i stand til at lave? Spillet syv lektioner illustrerer meget godt, hvor mange muligheder du har med værktøjet. 3D-platformere, puzzle-spil, endless runners og skydespil er blot nogle af mulighederne, og du kan nemt give en kendt genre et unikt tvist ved for eksempel at anvende touch controls eller en ny kameravinkel. Du er dog begrænset til at kunne anvende maksimalt 512 Nodons og 1024 forbindelser imellem dem per spil, men er du så ambitiøs, bør du nok alligevelnopgradere til Unity.

Du kommer dog med garanti ikke til at lave visuelt fest fyrværkeri, da de kunstneriske udfoldelsesmuligheder er ganske begrænsede. Du kan tegne dine egne assets, men du har kun meget få pensler og farver til rådighed, og resultatet bliver næsten med garanti ganske forfærdeligt. Du kan heller ikke indspille musik eller lignende. Men disse muligheder ville heller ikke være i spillets ånd, da det hele handler om at få det maksimale ud af et begrænset antal værktøjer. Og heldigvis er der masser af melodier og rytmer, du kan ændre på, ligesom der er et ret stort bibliotek af figurer, der både fungerer i 2D og 3D-spil. Dine færdige spil kan du dele med venner og familie gennem lokalt netværk eller med koder, men der er ikke noget decideret "community showcase."

Game Builder GarageGame Builder Garage

Game Builder Garage lever op til sit navn, da det handler om håndværket mere end kunsten. Men jeg tror primært navnet er en reference til musikken. Hvor et spil som Dreams lader dig lave dit eget Pink Floyd lysshow fra begyndelsen af og derefter dele det med hele verden, så er det her mere som et garage-jam, hvor du spiller simple riffs og gentager de samme melodier igen og igen for at blive en smule bedre. Og når du endelig er færdig, står du ikke med en pladekontrakt, men i stedet med et lille, råt demobånd, som du kan fremvise over for dine nærmeste bekendte.

I sidste ende gør Game Builder Garage dig hverken til spiludvikler eller programmør. Men det giver dig et fascinerede og fremfor alt lærerigt indblik i den kreative og håndværksmæssige proces bag spiludvikling, ligesom du lærer nogle af de basale logiske principper, der vil hjælpe dig med at anvende mere avancerede værktøjer i fremtiden. Edutainment har aldrig været bedre.

HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Mulighed for at lave spil i stort set alle genrer. Overskuelige menuer. Lærerige lektioner. Bobler af personlighed. Aldrig har pædagogiske metoder været anvendt bedre i et spil. Du kommer til at forstå et spils logik meget bedre.
-
Tegnefunktioner virker påklistret. Nodons kan til tiden være en tand for snakkesalige.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

2
Game Builder GarageScore

Game Builder Garage

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Nintendo giver en forrygende masterclass i spiludvikling og har måske skabt historiens bedste edutainment-spil.



Indlæser mere indhold