Song of Horror

I en til tider klichefyldt genre overraskede gyserspillet Song of Horror os da det udkom tilbage i 2019 på PC. Med sin episodiske struktur og permanente død, blev du som spiller hele tiden holdt på kanten af stolen. Dengang fik vi ikke anmeldt spillet, men nu er alle fem episoder tilgængelig i en samlet pakke til konsol, og vi har besluttet at give spillet en chance.

Som sagt foregår spillet over fem episoder. Du spiller indledningsvist som Daniel Noyer, en alkoholiseret og nyligt fraskilt mand, der har fået til opgave at opspore en forsvunden forfatter. Selvfølgelig bor forfatteren i et skummelt slot, og efter at Daniel gør et par skræmmende og sære opdagelser, forsvinder han også selv. Selve skuespillet i Song of Horror er af svingende kvalitet (især for bipersoner), men den tegneserieagtige præsentation i mellemsekvenser fungerer overraskende godt.

Hvad der for alvor adskiller Song of Horror fra andre spil i genren er "permadeath." I begyndelsen af hvert kapitel kan du vælge mellem flere forskellige karakterer med individuelle stats, genstande og endda også forskellige lyskilder. Jeg synes, de fleste karakterer føltes meget ens at spille som, men det var dog interessant at se, hvordan de interagerede forskellige med de samme objekter. Når en karakter dør, bliver du nødt til at spille som en af de andre, og løber du helt tør for modige efterforskere, må du starte kapitlet forfra. Du kan dog også slå denne indstilling fra, hvis du har fundet dig en yndlingskarakter eller ikke vil risikere at miste dine fremskridt.

For mig personligt gav den permanente død en følelse af at have noget på spil, der ofte mangler i gyserspil. Der skal blot en enkelt lille fejl til, og dine karakterer lider en grusom død. Monstre kan lure rundt hvert hjørne, så du skal forsøge at lytte dig frem og generelt gå rundt på listefødder. Til tider får du chancen for at få fat i en brugbar genstand ved at stikke hånden i et badekar eller åbne en skabsdør, og disse momenter er ekstremt nervepirrende, når der står så meget på spil.

Der er ingen mulighed for at slås mod monstrene, men der er stadig flere interaktive sekvenser, hvor du skal forsøge at undgå eller undslippe dem. For eksempel skal du i nogle situationer trykke på udvalgte knapper i takt med en rytme på skærmen for at berolige dig selv, så dit bankende hjerte ikke tiltrækker monstre i nærheden. De interaktive momenter sker på tilfældige tidspunkter, så du skal være på mærkerne i hver eneste gennemspilning. Desværre er de forskellige quick time events ikke særligt varierede, og med tiden bliver de mere et irritationsmoment.

Udover at skræmme dig forsøger Song of Horror også at udfordre med forskellige gåder. Det er overraskende lig klassiske point-and-click spil, da du skal undersøge dine omgivelser og samle genstande, der senere kan anvendes til at løse puzzles. Når du for eksempel ikke kan nå en nøgle, skal du lede efter de rette værktøjer i dit inventory, og du kommer også til at skulle kombinere genstande undervejs. Samlegenstande såsom dagbogsnotater og huskesedler indeholder ofte brugbare ledetråde, og det er helt forfriskende, at de ikke kun bruges til at give spillet yderlige baggrundshistorie.

Normalt er jeg ikke fan af episodiske spil, men her passer strukturen faktisk glimrende til spillet. Hver episode byder på en ny spændende lokation med den første episode sat i et forladt slot og den næste i et antikvariat. Variationen er stor, og du når aldrig at blive træt af omgivelserne, da du konstant bevæger dig fra den en spændende gyserkulisse til den næste. Alt afhængig af din præstation i den enkelte episode, kan du også få andre karakterer at spille som i det følgende afsnit.

Selvom jeg har meget ros til overs for Song of Horror, så er spillet ikke uden frustrerende mekanikker. Spillet har tank controls ligesom i det klassiske Resident Evil, og din karakter slentrer afsted, selv når faren er allermest akut. Det fastlåste kamera gjorde det også nogle gange svært at se eksempelvis døre uden at bruge spillets kort. En anden lidt frustrerende mekanik er, at dine genstande efterlades ved den afdøde karakter og kan her samles op af den næste i rækken. Et par gange endte genstandede et helt andet sted på kortet, hvilket gjorde det yderst vanskeligt at komme videre. Men selv med disse problemer så føles Song of Horror dog stadig som et frisk pust i en tid, hvor mange gyserspil er walking simulators eller bruger billige tricks som jump scares.