Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Miitopia

Miitopia

Charmerende, men overfladisk.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Miitopia udkom oprindeligt til Nintendo 3DS tilbage i 2017, men er nu ude til Nintendo Switch. Den primære opgradering er langt skarpere grafik, og det er kun godt, for Miitopia er et utroligt charmerende spil, hvis primære appel ligger i den visuelle præsentation. Desværre har spillet så heller ikke meget andet at byde på.

Som navnet indikerer, er Miitopia et idyllisk land, hvor glade Miis lever i fred og fordragelighed. Freden ødelægges dog ved spillets start af den spøgelseslignende Dark Lord, der stjæler de mange Miis ansigter og placerer dem på monstre. Du skaber selv din egen Mii og drager herefter ud på en stor rejse for at bringe smil, skæve næser og livlige øjne tilbage til deres rette ejermænd.

HQ

Din egen Mii er dog langt fra den eneste karakter, som du selv skaber. Faktisk har du mulighed for selv at kreere nærmest samtlige karakterer i det lange eventyr, takket være spillets opgraderede Mii Creator. Det var i forvejen et robust værktøj i 3DS-versionen, men her har du yderligere funktioner at lege med. Jeg vil ikke gå i detaljer med funktionerne, men der er virkeligt meget at eksperimentere med. Og er du ikke selv den kreative type, så kan du downloade en stor mængde af mere eller mindre gakkede Miis online. Det giver virkeligt et unikt eventyr, når du har John Lennon som healer, Wario i frontlinjen, og din bror eller søster som en tilbagelænet tyv.

Dette er en annonce:

Jeg kan dog ikke lade være med at tænke, at det hele ville have fungeret meget bedre tilbage i Wii-æraen, hvor hvert familiemedlem, ven og nabos nabo lå gemt som en Mii på din konsol. Det hjælper heller ikke på sagerne, at selv de mest basale online-funktioner på Nintendo Switch er gemt bag en betalingsmur. Har du ikke adgang til Nintendo Switch Online, skal du skabe alle karakterer fra bunden af eller vælge mellem autogenerede forslag, og det lægger altså en alvorlig dæmper på charmen.

Miitopia

Det største problem er dog, at bag den charmerende facade så er Miitopia simpelthen ikke noget særligt underholdende spil. Gameplayet er den typiske JRPG-formel. Du former undervejs et stort hold af Mii-karakter og kan tage fire af dem med i kamp. Du kan vælge mellem et stort antal jobs (klasser) såsom kriger, healer eller senere i spillet mere skøre af slagsen som kat eller videnskabsmand. Målet er at skabe et hold, hvis evner supplerer hinanden i kamp. Men desværre finder vi ikke den taktiske dybde, der normalt gør turbaserede kampe interessante.

Du kan ikke selv vælge, hvilke egenskaber du vil opgradere, og i selve kampene styrer du kun din egen karakter, mens at dine rejsefæller kæmper automatisk. Efter noget tid valgte jeg endda også at lade min egen karakter kæmpe automatisk og greb kun ind ved bosskampe. Det siger desværre rigtigt meget, at spillets bedste quality of life-funktion er muligheden for at sætte tempoet i vejret ved at holde B-knappen i bund. Udforskning er der heller ikke meget af, da du heller ikke her har kontrol over karaktererne. Du vælger blot et punkt på kortet, og dit hold bevæger sig automatisk fremad, udkæmper automatisk kampe, og når til sidste endelig frem til en kro. Det føles langt hen af vejen som et free-to-play mobilspil, men spillet koster altså i skrivende stund 369 kroner på Nintendo eShop.

Dette er en annonce:
Miitopia

Miitopias anden halvdel foregår på de hyggelige kroer. Her får du et sim-element som i spillet forgænger Tomadachi Life, men i en langt mere simpel udgave. Ved at placere Miis i de samme rum kan du opbygge deres venskab og lære dem nye evner, mens at deres stats kan forbedres ved at give dem mad. Du kan også se små sjove hverdagsdramaer udspille sig. Interaktionerne mellem de enkelte Miis er ganske morsomme og bliver løftet af en række fantastiske animatorer. Men spillet løber hurtigt tør for tricks, og du begynder igen at holde B-knappen i bund, når du for tiende gang i træk ser den samme mellemsekvens. Et par små mini-games giver lidt ekstra liv, men hverken roulette eller sten-saks-papir er i sidste ende særligt engagerende aktiviteter.

En ny tilføjelse i Switch-versionen er muligheden for at tage på små udflugter med dine favorit Miis. Du kan for eksempel tage på fisketur, en tur på biblioteket eller på cafe. Men heller ikke her, er der noget interaktivt element. B-knappen bliver virkeligt din bedste ven på denne rejse!

MiitopiaMiitopia

Miitiopia fik i forvejen en ret lunken modtagelse, da det landede på Nintendo 3DS, og desværre er spillet ikke blevet bedre med alderen. De gakkede animationer og det simple gameplay kan måske appellere til yngre spillere, men jeg forudser, at de hurtigt vil kede sig og lede efter mere medlevende oplevelser som for eksempel Pokémon Sword/Shield. Meget af humoren er også baseret på et kendskab til britisk talesprog og slangudtryk, hvilket utvivlsomt vil gå over hovedet på de fleste teenagere, hvis fritidsinteresse ikke er Charles Dickens romaner.

Det er svært ikke at se denne genudgivelse af Miitopia som et forsøg på at kapitalisere på Animals Crossing: New Horizons gigantiske succes. Men i så fald burde Nintendo i stedet havde udgivet Tomadachi Life, da dette spil i det mindste er en mere dedikeret life-sim og desuden indeholder nogle sjove, kreative værktøjer, der egner sig glimrende til YouTube. Miitopia derimod er lidt som en lille hundehvalp; et spil, der er utroligt charmerende ved første øjekast, men hurtigt løber tør for tricks, og i længden blot bliver et møjsommeligt arbejde.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Utroligt charmerende. Omfattende Mii Creator. Underholdende i mindre doser.
-
Meget overfladiske sim-elementer. Kører på automatpilot. Langtrukkent. Mellemsekvenser gentager ofte sig selv. Du kan ikke downloade Miis uden at have Nintendo Switch Online.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold