Shin Megami Tensei III Nocturne HD Remaster

Den næste installation i rækken af remaster-titler er 2004 PS2 klassikeren Shin Megami Tensei III: Nocturne, som er udviklet og udgivet af Atlus - som flere af jer formentlig kender fra Persona-serien. Hvad der sikkert er flere af jer, som ikke er klar over, er, at Persona-serien og Shin Megami Tensei serien faktisk deler univers, og både har samme væsner, evner og kampsystem (i grove træk), men dog også to vidt forskellige vibes. Tidligere har Shin Megami Tensei-serien haft svært ved at slå igennem i vesten, men med Personas succes, er det så lykkes Atlus at give denne klassiker den kærlighed den fortjener?

Shin Megami Tensei III Nocturne HD Remaster starter hårdt ud og smider spilleren direkte ind i historien, som i sig selv er en kende forvirrende. Der er nogle bad guys som forsøger at få verden til at gå under, for derefter at skabe en ny utopisk verden, og spillet starter med at skurkene faktisk lykkes med at få jorden til at gå under - til dels i hvert fald. For Nocturne foregår i en post-apokalyptisk dæmonisk version af Tokyo, hvor jorden ikke længere er flad, men formet i en sfære, som centrerer rundt omkring en skinnende sol, Kagutsuchi.

Spilleren tager rollen som den stumme high-school-protagonist (i bedste Atlus-stil), som bliver kastet ind i dette virvar af dæmoner og rivaliserende faktioner, som kæmper om magten i dette nye Tokyo. Protagonisten er dog ikke helt forsvarsløs imod de større magter, da han ved den tidligere verdens undergang, The Conception, blev tildelt nogle nye dæmoniske kræfter. Protagonisten er altså en Demi-Fiend, og du kommer til at spille en vigtig part i at forme den nye verden.

Det er formentlig ret forvirrende for jer allerede, men tro mig, I er ikke alene. For selvom jeg har spillet Nocturne, så er jeg næsten stadig lige så forvirret som jeg startede med. Spillets historie er ret vag, og det eneste man ved at man skal, er at stoppe de onde fra at lykkes og redde sin high-school lærer, som spiller en vigtig rolle i denne nye verden. Der er steder hvor der selvfølgelig sker nogle mere narrativt tunge ting, men historien bliver fortalt sjældent og vagt, og der var hverken en "quest log" eller nogen måde at finde ud af præcis hvad ens næste mål var. Nocturne holder ikke rigtig spillerne i hånden undervejs, og det var muligvis dét som tilbage i 2004 tændte vesten af for spillet.

For spillet er ret svært, og Atlus holder ikke spilleren i hånden i hverken sit gameplay eller med den vage historie, så det er forståeligt nok ret svært at blive fanget ordentligt af spillet. Du skal - ligesom i Persona-serien - indsamle/overtale dæmoner til at blive en del af dit hold, og hjælpe dig på din færd. Til forskel fra Persona-serien, hvor dæmonerne bliver en del af dig, og dine holdkammerater, så er dæmoner faktisk dine holdkammerater i Shin Megami Tensai-serien, og du kan have op til 3 aktive dæmoner i kamp med en del flere i reserve.

Nocturne spiller altså en lille smule som et Pokémon spil. Du møder nye dæmoner, kæmper imod dem, og forsøger at overtale dem til at blive venner med dig. Du skal sammensætte et hold af forskellige dæmoner, som hver især er stærke til specifikke ting, og så kan du skifte imellem dem, som det passer dig. Alle er stærke over for bestemte elementer, mens de fleste også har svagheder for andre elementer. Til dem af jer, som har spillet Persona, så er det genkendeligt, og relativt nemt at hoppe ind i Shin Megami Tensei Nocturne HD Remasters kampsystem.

Det samme gælder spillets dæmoner, som er de samme som i Persona serien, (som desuden faktisk hedder Shin Megami Tensai: Persona), og fans af serien vil støde ind i klassiske dæmoner som Pixie, Matador, Oni og Thor. Fans vil også hurtigt kunne genkende Fusions-systemet, hvor du igennem en fusionering af to forskellige dæmoner vil ende med en stærkere ny dæmon.

Heldigvis har jeg været en ret stor fan af Persona-serien fra Persona 4 Golden på PS Vita, og kunne relativt nemt forholde mig til den store mængde af information, men hvis man er ny til Shin Megami Tensei-verdenen, så vil jeg bare sige held og lykke, og hold på hat og briller!

Kampsystemet er faktisk ret godt, og det er helt sikkert et af de stærkeste elementer i Nocturne. Det var ret udfordrende, og det var tilfredsstillende, at udnytte fjenders svagheder, finde og fusionere nye stærkere dæmoner, og lede efter nye Magatamas (små parasitter, som protagonisten indtager og som giver ham nye evner).

Der er masser at tage fat på, og det er nemt at holde sig beskæftiget med Nocturne, men om man så er underholdt, er et helt andet spørgsmål. Desværre var der en hel del, som ikke ramte helt plet for mig. For selvom spillets kampsystem er ret godt, så fylder det i min mening alt for meget. Persona serien er fantastisk fordi der er to-sider af spillene. Den mørke dæmoniske verden, hvor spillere skal forholde sig til Persona'er og kampe, og så den lyse lethjertede hverdags-verden, hvor du skal pleje dine forhold og venner. Shin Megami Tensei Nocturne har kun den førstnævnte, og er altså ret tung og mørk, uden at have et balancerende lethjertet element.

Det hele centrerer sig altså om kampsystemet, og du får ingen High School hverdags-pauser, hvor det eneste du skal forholde dig til er at aflevere dine lejede DVD'er til tiden, dine testresultater eller hvor du kan tage en afslappende fiske-pause. I Nocturne får du nærmest ingen pauser generelt. For stort set alle steder du befinder dig i verdenen er det muligt at komme i kamp, og der går næsten aldrig mere end 20 sekunder før du er i endnu en kamp. Puha... en smule trættende.

Heldigvis har Remaster-versionen tilføjet et Auto-system, hvor du bare trykker på en knap (ligesom i Persona 5) og spillerne angriber automatisk deres default angreb. De nemmere og kedeligere kampe blev en del hurtigere overstået på den måde. Ja, kampsystemet er godt, men ikke så godt.

Det blev alt for meget for mig til slut, og jeg ville ønske, at der var et lethjertet afbræk fra de alt for hyppige, og til tider alt for nemme kampe. For Nocturne lægger meget vægt på at grinde, og dét er så sandelig en del af spillet. Du kommer til at kæmpe hundredvis af kampe i løbet af de første par timer, og selvom de fleste af dem er utrolig lette, så rammer du pludselig en væg, når sværhedsgraden stiger, og du skal ud for at grinde dig stærk nok til at komme videre. Det er en smule kedsommeligt, og jeg ville ønske, at jeg kunne komme igennem historien endnu hurtigere, for når den allerede er fortalt vagt og sjældent, så er det svært at holde sig engageret i verdenen rundt omkring mig.

Selvom præmissen er spændende og dæmonerne i verdenen er fyldt med personlighed, så føltes det alligevel ret tom og overfladisk. Den stumme demi-fiend protagonist har intet personlighed, og selvom dæmonernes design har masser af charme, så har den ensformige og golde verden, da godt nok ikke noget. Det kan godt mærkes, at Shin Megami Tensei III Nocturne er et gammelt PS2 spil, for selvom omgivelserne er i high res, så er de tomme og - undskyld mit franske - røvssyge.

Det er så spørgsmålet om et intens og interessant Shin Megami Tensei kampsystem er nok til at holde dig underholdt og investeret i verdenen. For historien gør ikke meget for at tage fat i spilleren, verdenen er tom og overfladisk, og protagonisten er lige så kedelig som at se maling tørre. Ja, det er en klassiker, men det er der mange PS2 spil der er. Om de holder i dag med en remaster behandling, dét er så spørgsmålet. For selvom Shin Megami Tensei III Nocturnes kampsystem faktisk stadig holder, så holder resten af spillet ikke den dag i dag. Jeg har simpelthen ikke tid nok i mit liv til at løbe igennem tomme korridorer og labyrinter fra A til B for at få en meget kort narrativ godbid, og så derefter gøre det hele én gang til, når man bliver sendt på ærinder på tværs af verdenen.

Min tålmodighed var med sikkerhed bedre tilbage i PS2-tiden, og jeg havde da også en del mindre bagkatalog af spil, men i en travl verden hvor der hænger spilperler på træerne og det eneste du mangler er tid nok til at spille dem alle sammen, så er Shin Megami Tensei III Nocturne HD Remaster desværre ikke min "dyrebare" tid værdig. Sorry, Atlus!