Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Hood: Outlaws & Legends

Hood: Outlaws & Legends

Hood: Outlaws & Legends er Sumo Digitals seneste PvPvE heist spil, men er det et pletskud eller flyver pilen langt forbi sit mål?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg vil ærligt talt sige, at det er lidt af en udfordring at anmelde et spil, som kun er online kompetitivt, da der er mange forskellige faktorer der spiller ind. Først og fremmest, er du overhoved til kompetitive spil? Hvordan er din internet forbindelse? Hvilke holdkammerater er du endt med, og hvilke modstander ender du imod? Hvilken platform spiller du på? Alt sammen faktorer som kan påvirke din online hold oplevelse, og det er i den grad faktorer som påvirker Hood: Outlaws & Legends - i hvert fald i løbet af min tid med online PvPvE Robin Hood-spillet.

Men hvad er PvPvE egentlig? Rent lavpraktisk står det for Player versus Player versus Environment, og i Hood: Outlaws & Legends spiller du sammen med tre andre holdkammerater og er ikke kun imod et andet hold af fire spillere, men også imod AI-styrede modstandere, som skal forhindre begge hold i at klare deres mål. Det er en spændende formular, som ryster posen for typiske PvP spil, men hvor godt lykkes det egentlig for Hood: Outlaws & Legends?

Hood: Outlaws & Legends

Det er et relativt simpelt præmis Hood har: Find Sheriffen og pickpocket hans nøgle, find bankboksen (the Vault) og brug nøglen til at åbne den, og slip væk med kisten med guld. Tre simple trin, men hvad der ellers virker simpelt bliver besværliggjort både af et modstanderhold med samme opgave, samt en tilfældigt placeret sheriff og bankboks hver eneste nye kamp. Du skal altså sammen med dit hold altid starte med at lede hele kortet igennem efter sheriffen og derefter bankboksen. I kan selvfølgelig også vælge at spille defensivt, og lade modstanderen gøre alt det hårde arbejde for så at stjæle kisten i sidste øjeblik.

Dette er en annonce:

Den sidste fase er nemlig den længste og med sikkerhed også den mest kaotiske. For det er ikke nemt at komme afsted med kisten, som til at starte med er langsom og besværlig at bære på tværs af kortet til et af de flere extraction points, hvor du kan flygte med guldet. Ved disse extraction points er der placeret en håndsvings-mekanisme, som hejser kisten op og ud af banen. Det gøres så ved at en til to spillere interagerer med en håndsvinget og hejser kisten manuelt ud af banen. Undervejs får det hejsende hold guld ved at nå det næste 'checkpoint' i hejsningsprocessen. Modstanderholdet vil selvfølgelig gøre alt for at stoppe det hejsende hold, og kan overtage hejsningsprocessen og vinde kampen, hvis de når at slippe afsted med kisten. Det plejer altid at gå heftigt for sig når de to hold kæmper om at få de sidste hak i hejsningsprocessen, og hver kamp ender stort set altid med en kaotisk intens slutspurt om at vinde guldet.

Hood: Outlaws & LegendsHood: Outlaws & Legends

Det lyder måske som en fed måde at afslutte en kamp på i en episk duel om kisten med guld, men i virkeligheden så er det bare lidt meh... Hver kamp er stort set den samme, og når du har spillet Hood i et par timer, så har du oplevet alt hvad der er at gøre. Der er kun ét game-mode, og fem forskellige lokationer, og hurtigt bliver kampene en smule kedsommelige og de forskellige maps tilbyder ikke rigtig noget unikt til formularen. Jeg kunne godt have ønsket, at hvert map havde en unik mekanik bundet til kortet, som rystede posen, frem for bare være et nyt slot med en ny udsigt.

For at skabe et lidt mere strategisk element og gøre det mere interessant, så har Hood fire forskellige klasser at vælge mellem, som alle er baseret på Robin Hood lore. Der er selvfølgelig Robin, som er spillets ranger og angriber primært fra distance med sin ikoniske bue og pil; Marianne - spillets Hunter, der har en crossbow og bevæger sig i skyggerne; Tooke, the Mystic, spillets support-karakter, som er stærk i melee med sin flail, og kan heale medspillere med sin ability; og så er Brawleren Little John, som med sin store hammer er spillets tanky karakter.

Dette er en annonce:

Hver især spilles på forskellige måder, og har en unik ultimate ability, som kan vende kampen til dit holds fordel. Der er stor forskel i styrken af evnerne dog, og jeg vil langt hellere have Robins eksploderende pil end Tookes healende evne, når man alligevel bliver slået ihjel på 2-3 slag eller en pil i hovedet. Hver klasse føles ret ubalanceret, og selvom de er specialiserede til noget specifikt, så føltes det altid ret tilfældigt, når der faktisk var store all-out kampe.

Hood: Outlaws & LegendsHood: Outlaws & Legends

Generelt føltes hele spillet lidt for ubalanceret og tilfældigt i min smag, og det er generelt mega 'clunky' at spille. Det kan selvfølgelig godt være, at jeg bare skal git gud , men jeg bliver lidt træt af spillet, når det ikke er konsekvent i sin eksekvering. Ofte endte kampe med, at en Marianne løb rundt crouchet bag folk og insta-dræbte folk med sin assassination, mens melee-kæmperne havde en kamp, og der var ingen måde at stoppe hendes assassination-animation, og det var sgu bare synd for den som var offer for den. Det føltes ret tamt og æv, når man gang på gang blev dræbt bagfra midt i en intens kamp, og spillets føltes desværre ret ubalanceret og uretfærdigt lidt for ofte.

Det samme gælder hele extractions-processen. Selv hvis du er det hold, som har gjort ALT arbejdet, så kan det andet hold bare holde sig klar ved extractionspointet til sidste afgørende "extractions-hak", komme ind, slå dit hold ihjel, og så vinde banen. Ja, det er selvfølgelig sådan Hood: Outlaws & Legends er designet, men det føles tamt, og som et dårligt spildesign. Slutspurten kan være decideret unfair, og selv hvis du og dit hold har spillet bedst i hele kampen, lavet alt arbejdet og hejst kisten til sidste hak, så er det alt sammen for ingenting, hvis modstanderne slår jer i en all-out team deathmatch kamp og snupper kisten til slut. Utilfredstillende og uretfærdigt? Ja for dælen!

De penge som du tjener fra hver kamp kan du bruge på forskellige måder. Efter hver kamp beslutter du om du vil opgradere dit hideout med kampens penge eller tage dem ned i din egen lomme. Det er en meget spøjs mekanik, og faktisk en ret god idé, men igen er udførelsen simpelthen ikke god. Et bedre hideout giver adgang til nye skins - både til dine våben og tøj, men for at få adgang til de nye skins, så skal du købe dem med penge - de selvsamme penge som du tager ned i din egen pung efter hver kamp.

Det er altså virkelig et dårligt design. Hvis du vil have adgang til noget nyt tøj, så kræver det altså måske at du har investeret 1.500 guldstykker i dit hideout, SAMTIDIG med at du har 1.200 guldstykker til at købe tøjet for. Det er totalt dobbeltarbejde, og idiotisk design. Så kunne tøjet bare have kostet 2.700 til at starte med? Jeg er ærligt talt forvirret over, hvad udviklerne har tænkt med den hideout mekanik. Heldigvis er alle skins kosmetiske, og det er kun karakterernes perks (som også koster in-game penge), som ændrer måden du spiller på. De opnås ved at optjene XP og levele op med dine karakterer.

Hood: Outlaws & LegendsHood: Outlaws & Legends

Som I nok har deduceret fra min 'rant', så er Hood: Outlaws & Legends altså ret forvirret. Spillet kan ikke helt finde ud af om det skal være PvP eller PvE, og gør ingen af dem fuldendt og spor godt. Skal spillet være en brawler med store intense kampe, eller et stealth-spil? Dét burde Sumo Digital have besluttet sig ordentligt for, for igen, så er det både og, men ingen af dem tilfredsstillende nok.

Når Hood: Outlaws & Legends spiller godt, så har det masser af potentiale og er et ret underholdende team-baseret heist brawler spil, men når det er skidt (som desværre var alt for ofte) så er det et tilfældigt ubalanceret identitetsforvirret rod. Det hjalp ikke på min oplevelse, at det kun var muligt at spille cross-play, og konsol-spillere havde en klar ulempe med langsom aiming imod pc-spillere. Desuden var serverne (det kan selvfølgelig bare være min oplevelse) laggende og alt for ustabile, og matchmaking parrede spillere i level 9 med øvede spillere i level 80 - ikke ligefrem den bedste førstehåndsoplevelse.

I min mening burde Hood: Outlaws & Legends enten finpudse deres 'clunky' brawler del en helt del, eller også skulle de skrotte PvP-delen, og så gå all-in på PvE Heist med massere af nye evner, klasser og spændende maps. For lige nu så er Hood: Outlaws & Legends et sammenskudsgilde af alt for mange forskellige ideer, som potentielt fungerer ret godt på papiret, men som er alt, alt for dårligt udførte. Det er en ommer, Sumo Digital!

Hood: Outlaws & Legends

Online-spil er altid svære at vurdere og er selvfølgelig super subjektive. Jeg har læst lidt indtryk fra andre spillere, og de går lige fra folk som elsker spillet, og så folk som nok har oplevet det lige som mig. Det varierer meget fra person til person, og dette er selvfølgelig bare min oplevelse. Hvis I er interesseret i spillet, så bør I give det et skud og støtte Sumo Digital, uanset hvad jeg har oplevet.

Smid en kommentar med jeres oplevelse af Hood: Outlaws & Legends, som er ude nu og tilgængelig til PS4, PS5, Xbox One, Xbox Series X/S og PC.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Et fedt koncept. Kooperative spil er altid et plus, og det føles godt når holdet samarbejder effektivt.
-
Identitetsforvirret og kan ikke beslutte sig mellem PvP eller PvE, og Stealth eller Brawler. Clunky og upræcist gameplay er utrolig utilfredstillende. Kedsommelig game-mode og maps Mangel på finpudsning og progression
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold