Ultimate Marvel vs Capcom 3

Marvel vs Capcom har på mange måder altid været ballademageren i fighting-genren. Et væld af latterlige fuldskærmseksplosioner, hop der langt overstiger banens højde, vilde ekplosioner, fantastiske farver, endnu vildere eksplosioner, kaos, etknaps-comboer og spilmekanikker, der er omtrent lige så velbalancerede som en linedansende elefant. Fik jeg nævnt eksplosionerne?

Efter Marvel vs Capcom 3: Fate of Two Worlds blev det hele dog tonet en anelse ned med Ultimate Marvel vs Capcom 3, som er udgaven der i dag testes på Sonys PS Vita.

Bevares, galskaben er stadig rasende tydelig, og når man samtidig kan sætte et hold bestående af Arthur fra Ghost ‘n Goblins, Frank West fra Dead Rising og Wesker fra Resident Evil til at lammetæve (eller skyde) Hulk, Spiderman og Captain America, så er det da forståeligt at balancen læner mere mod sjove indfald end mikroskopiske balanceringsdetaljer.

Og det er også helt fint. For det er sådan Marvel vs Capcom skal serveres. Som en velsmagende ret, hvor kokken er gået lidt over gevind med inspirationskilderne og retten er blevet en anelse brændt i kanterne.

Forklaringen på det underlige miskmask af figurer er angiveligt, at Albert Wesker og Doctor Doom i et anfald af galskab har besluttet sig for at slå pjalterne sammen. Den enorme Galactus får dog nys om dette og truer med at udslette begge universer. Og så skal der slåsses.

Det er blevet til knap halvtreds figurer (og har du allerede investeret i DLC-pakkerne på PS3 kan de overføres til den håndholdte udgave. Lækkert). Hver figur har så mange dragt-designs at man forbløffes, således tæller eksempelvis Spider-Man både det klassiske og det sorte kostume, det fra 2099-serien, et gyldent kostume og to andre jeg ikke kan mindes at have set før. Hulk findes både som Hulk, den knap så grønne Hulk, den Grå Hulk og Røde Hulk. Det samme gælder stort set alle andre figurer i puljen på nær den gigantiske planetguffer Galactus.

De mange afslutningskommentarer fra de enkelte personer er ligeledes elskelige, som når Hulk håner "overskægsmanden" (Haggar fra Final Fight), eller Redfield konstaterer at han ikke vil miste endnu en kollega. Når man så lægger til, at hver figur har deres egen melodi, er mængden af indhold enorm. Og der er ikke skortet på designet. Når Arthur bevæger sig, er det med animationerne som vi kender det fra Ghost ‘n Goblins-spillet, og melodien er en guitarficeret udgave af det klassiske kirkegårdstema fra platformspillet.

På Capcoms side er det et sandt virvar af gale indfald. Når Phoenix Wright skriger objection, slår med papir eller snublesparker, så når galskaben nye højder. Og selvom vi har figurer fra Street Fighter, er det dog ikke en lige så enkel kamp, der bydes på her. For man drukner ganske hurtigt i begreber som airjuggles, aircancels, x-factors, combo-tagging, hyper combos og så er der samtidig et tremandsstort hold, der skal styres.

Hele oplevelsen er dog mere velfungerende end de tidligere udgaver af Marvel vs Capcom. Nogle karakterer har fået et slag med nerf-battet og kan ikke længere gentage overdrevne slag for hurtigt. Eksempelvis virker X-factor (din "superform") mere balanceret og mindre overdreven (og varer længere på langsomme figurer). Eller balanceret er måske så meget sagt, men mængden af groteske fuldskærmsblastere virker en anelse nedtonet, og det er rart, at det virker mindre tilfældigt om man vinder eller taber. Man kan rent faktisk føle at man bliver bedre.

Nu er det jo en håndholdt, så man kunne frygte framerate-problemer, kraftigt nedskalerede figurer eller andet i den dur, men det er der ikke tydelige tegn på.

Rent grafisk er det svært at se forskel på denne håndholdte udgave og fuldblodskonsollernes. Det er ganske enkelt imponerende. Frameraten er klippesolid og virker som 60 fps, mens OLED-skærmen virkelig kommer til sin ret, når de flotte og farverige figurer kæmper løs. Baggrundene er stadig i 3D, og er der et sted der er sparet, kan det tænkes at være i mindre bevægelige detaljer der, men det er svært at se.

Det vigtigste ved et kampspil vil dog altid være styringen. Nok så mange figurer kan ikke rette op på en upræcis styring, men også her når Marvel vs Capcom 3 i mål. Vitaens mindre knapper kræver en anelse tilvænning, men når man har vænnet sig til størrelsen, er det let at servere comboer som om man aldrig har foretaget sig andet.

Med Vitaens ene skulderknap trykket i bund, skifter du figur, mens et hurtigt tryk lader dig få en hjælpende hånd i et kort øjeblik. Du kan også benytte touchskærmen til dette, og faktisk endda levere en del comboer med touch, hvis du synes at det er lækkert. Jeg fandt det behageligt at kunne jonglere mellem mine figurer ved et tryk på skærmen, men for styringen af selve kampene, er både det digitale pad og de analoge sticks dog så gode på Playstation Vita, at jeg hurtigt bliver siddende ved disse.

Vil du have smæk online, er denne oplevelse også ganske simpel. Op til otte spillere kan gå i samme lobby, og du kan have dine sammensatte hold parate i kulissen fra start og bringe det frem med et enkelt knaptryk. Du kan vælge en direkte spiller mod spiller-kamp, og endda hvorvidt du vil tillade kampe fra et andet territorie end dit. Der er selvfølgelig også indstillinger for om eksempelvis touch-styring tillades.

Man kan diskutere hvorvidt dette er et spil, der fungerer bedst med en menneskelig modstander, men jeg morede mig fortræffeligt mod de mange forskellige modstandere også i singleplayer. Apropos singleplayer, så er der masser af genspilningsværdi gemt her, hvis man vil samle alle kostumer, tegneserier og artwork.

Hvis Ultimate Marvel vs Capcom 3 er kvalitetsniveauet for fremtidige kampspil på PS Vita, så går maskinen en rosenrød fremtid i møde.