Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Wipeout 2048

Wipeout 2048

Den klassiske fartdjævel er tilbage. Denne gang på Sonys PlayStation Vita. Lee anmelder.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Tilbage i 1999 var vi en samling gamere der mødtes jævnligt for at råbe og skrige, mens engelsk techno drønede ud af Dali-højtalerne, og Hitachi-projektoren sendte farvestrålende kaskader af lys ud på lærredet i stuen.

I vores hoveder blev der kørt dødsræs i en rutsjebane fra helvede. Leftfield smadrede vores kollektive trommehinder, mens skud smadrede vores virtuelle konkurrenter. Designers Republic havde gjort det, som de gjorde bedst: designet. Det var dengang hvor Hackers var en cool film og Sony forsøgte sig med PlayStation på et marked domineret af Atari, Sega og Nintendo.

Psygnosis var kendte som grafikmagere, som spiltroldmænd, og med Wipeout havde det Liverpool-baserede firma sat nye standarder for racing-spil.

Siden dengang er det blevet til et hav af Wipeout-titler, og selvom de generelt har været af høj kvalitet, har et Wipeout-spil ikke længere samme gennemslagskraft. Man har jo set det hele før.

Dette er en annonce:
Wipeout 2048

Lige indtil PS Vita. At se et spil, der på mange måder er identisk med Wipeout HD køre på den lille OLED-skærm med klippestabil framerate, er i sig selv som at opleve Wipeout for første gang igen.

Men Wipeout 2048 er meget mere end bare et Wipeout-spil. Det er seriens højdepunkt. Allerede under introduktionen står det klart, at vi skal opleve historien bag de vanvittige anti-grav fartøjer. Vi tages nemlig tilbage til dengang, hvor biler lignede en tændstik. Vi ser hvordan de bliver bredere og karosseriet mere prangende. Hvordan hjulene forbedres, aerodynamikken udfordres og motorerne får flere hestekræfter end man nogensinde kunne have forestillet sig. Vi oplever hvordan hjulene bliver et med bilen for derefter helt at forsvinde.

Og der er en grund til denne fantastiske intro, for vi skal ikke til 2097 eller en endnu fjernere fremtid. Vi skal til 2048, som jo næsten er lige om hjørnet. AG Systems arbejder på vanvittige prototyper af deres køretøjer, og de vanlige konkurrenter som Feisar er naturligvis også på banen. Banerne mangler dog. Derfor tages alverdens storbyer i brug. Enorme neonfarvede baner snor sig ud og ind mellem klassiske bygningsværker. Parkanlæg blandes med højteknologiske stilladser og selv nedlagte stadions ombygges til fartdjævelcirkler.

Dette er en annonce:
Wipeout 2048Wipeout 2048

Hvor Wipeout HD leverede den strømlinede Wipeout-oplevelse som mange elsker, så tager Wipeout 2048 en anden og utrolig velfungerende retning. Den viser råheden og den tidlige opbygning af Wipeout-løbene. Den føles som en indførsel i løbenes historie.

Det gælder som altid om at vurdere svingene, huske placeringer af speedpads, lave barrel rolls i luften for ekstra hastighed mens du undviger eller placere hidsige skudsalver. En af undtagelserne er de Tron-agtige sololøb, hvor du konstant accellerer, og din eneste modstander på de neonfarvede baner er banderne i vejkanterne.

Men lige så strømlinede og glatte disse baner føles, lige så rå og kaotiske føles de normale baner. Første gang man bestiger en skyskraber ved hjælp af en rampe der har mere til fælles med en rutsjebane fra helvede end en vej, er det så det næsten giver et sug i maven. Fartfornemmelsen er uovertruffen.

Men nu ville det næppe være interessant, hvis ikke gameplay-mekanikkerne var i orden. Heldigvis er dette endnu et punkt hvor Wipeout excellerer. Har du tidligere syntes at banerne var for lineære, vil det glæde dig at op til flere genveje pr. bane pifter udfordringen op. For vil man holde topfarten eller satse på en genvej, som, hvis man fejler, for alvor kan sætte en bagerst i feltet?

Wipeout 2048

Banerne er ikke kun blevet mere kringlede, de er også bredere og langt mere interessante end nogensinde før. Og det er ganske imponerende især med tanke på formatet. Styringen fungerer fantastisk med de to analoge sticks, og touchskærmen kan bruges til våben og energijustering - hvis man har lyst. Men helt ærligt så føles de to analogpinde så gode, at man lynhurtigt spiller som i gamle dage.

Har du problemer, kan du sætte assist til på dine løb, men med det lidt bredere banedesign er der plads til småfejl. Våbensystemet er ligeledes delt op i grønne (defensive) og gule (offensive) markeringer. Som altid samler du disse op ved at køre hen over markeringerne i vejen. Samler du våben op, kan du vælge at kanalisere energien til dit skrog, hvis du har brug for reperation, og ellers kan som altid gøre livet surt for dine modkørende.

Wipeout 2048

Det hele foregår i en eksplosion af farver, røgskyer og, ja, eksplosioner. Løbene er inddelt i klasser, hvor agility, speed og fighter-typerne giver sig selv, mens en fjerde klasse på mange måder er hvad Wipeout 2048 står for: prototyper. Her er der nye teknikker og anderledes indfald i mekanikkerne, og da jeg en godt og vel tyve baner inde i spillet præsenteres for den første prototype-fartdjævel er det som om, det hele klikker. Dette er Wipeout genfortalt på en måde som fungerer helt fantastisk på den håndholdte konsol.

Wipeout 2048Wipeout 2048Wipeout 2048Wipeout 2048
Her ses billedmanipuleringsværktøjets resultat på samme billede.

Når du optjener XP for at åbne op for nye løb, vises det i vanligt liret designer-stil, hvor løbene kædes sammen, og et nyt køretøj venter for enden af hver løbsgren, mens de anderledes prototype-løb popper op i på let skjulte områder i menuen. Modsat de fleste andre PS Vita-titler, jeg har testet, lader Wipeout dig dog ikke knipse billeder under løbet, det skal ske i det efterfølgende replay. Her kan du til gengæld zoome ind og ud, lægge blur-effekter på vejen eller skibene og definere dybdeskarpheden samt vinklerne.

Som vi også har oplevet det med ModNation Racers er loadetiderne lange for en bane. Bevares den er måske et halvt minut, men det føles som evigheder første gang en bane skal loades, noget udviklerne lover at rette op på.

Uanset hvad er konklusionen klokkeklar: Wipeout et studie i fart og hidsige løb, som også kan foregå over Wi-Fi og endda mod PS3-ejere. Uanset hvordan du dog griber spillet an, er dette det bedste Wipeout i lang tid, og den bedste indførsel til serien en nytilkommer kan ønske sig.

Wipeout 2048
HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fantastisk grafik og fartfornemmelse, solid styring, lækkert banedesign
-
Lidt for anonym techno, ikke som fordumstiders bragende soundtrack
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • manutdxdk
    Året er 2048 og motorsporten er ændret drastisk. Fra biler som BMW og Ferrari til specialfremstillede racerfly med våben. Sådan er det i hvert... 9/10

Relaterede tekster

Wipeout 2048Score

Wipeout 2048

ANMELDELSE. Skrevet af Lee West

Den klassiske fartdjævel er tilbage. Denne gang på Sonys PlayStation Vita. Lee anmelder Studio Liverpools futuristiske racer på PS Vita.

Nye WipeOut 2048-billeder

Nye WipeOut 2048-billeder

NYHED. Skrevet af Lee West

Se godt på ovenstående billede. Dette er taget in-game fra WipeOut 2048 på Sonys PS Vita. Lee har knipset mere end 50 billeder fra spillet, og dem kan du se her.



Indlæser mere indhold