Evil Genius 2: World Domination

"Yeah baby, Yeah!"

Sådan kan de fleste vist huske Austin Powers sige i den selvbetitlede trilogi af film. De tre film gjorde tykt grin med 1960'erne og deres fascination med hemmelige agenter og superskurke, som ville have verdensherredømmet, lige meget hvad det krævede. Den største af disse er, og var, selvfølgelig James Bond, 007, og hans kamp med diverse sindssyge skurke, den ene mere aparte end den sidste.

Men hvad nu hvis man fik lov til at være Dr. Evil, eller Ernst Stavro Blofeld fra James Bond-filmene, og det var din opgave at overtage verdensherredømmet. Ja det fik man lov til at prøve i 2004, da kult spillet Evil Genius udkom. Her skulle man i bedste Dungeon Keeper-stil forsvare sin underjordiske ondskabsenterprise mod nysgerrige efterretningstjenester, og deres hemmelige agenter, som forsøgte at bryde ind i ens base for at få en ned med nakken. Her, 17 år efter, kommer der så en efterfølger af det gode spil til Windows PC via Steam, udviklet af Rebellion.

Når man starter Evil Genius 2: World Domination op bliver man allerede på de første skærme mødt af tommetyk 60'er stemning. Musikken, som jeg vender stærkt tilbage til, spiller de klassiske toner, som faktisk bare bliver kaldt "60'er spionmusik", som man hører den i diverse film fra perioden, og selvfølgelig i Austin Powers-filmene. Man er slet ikke i tvivl om hvad temaet er, og jeg elskede det fra start af. Det gør nu ikke noget, at ens vision, ens mål, er ret lige til, og det er det altså her. Man starter et nyt spil, og skal vælge hvilken superskurk man vil være. Der er fire forskruede superskurke at vælge imellem; Maximillian, som ligner den førnævnte Blofed, Red Ivan, som ligner en kommunistisk general, Zalinka, som med sit Marge Simpson-hår og tilhørende glaskuppel ser fantastisk ud, og sidst men ikke mindst Emma, som minder om den grå, men aggressive Frau Farbissina fra Austin Powers. Disse fire har så forskellige fordele, som er unikke for dem. Maximillian kan få sine arbejdere til at arbejde hurtigere for eksempel, Red Ivan giver et boost til ens undersåtters kampegenskaber, og så videre. Herefter vælger man øen hvor ens onde planer skal planlægges og udføres. Når man så har valgt sin sværhedsgrad, ser man ens superskurk ankomme til basen i helikopter, og så er det egentlig bare at komme i gang med at overtage verdensherredømmet.

Man skal have bygget diverse rum, som man ser oppe fra i en isometrisk vinkel, så man kan både beskytte sin base og tjene penge, og kan udføre sine skumle planer. Man vælger det rum som man gerne vil have, det kan i starten være til at opbevare sine guldreserver, eller et rum til sine generatorer, så den underjordiske hytte har strøm. Disse rum er hjertet af Evil Genius 2: World Domination, for det er her man mikrostyrer alle de små ting, som skal få ens planer til at gå op i en højere enhed. Det næste man skal er at træne sine undersåtter, så de kan forsvarer basen mod næsvise hemmelige agenter, og disse skal også trænes ,så de kan sendes ud i den store verden for at udføre ens planer. Ligeledes skal sikkerhedsvagter trænes, teknikere ligeså, og betjente, som skal agere falske medarbejdere i ens skalkeskjul. Det er super fedt at se ens lille myretue bliver fyldt med undersåtter, som spurter rundt for at undgå ens superskurkevrede, for er han eller hun ikke tilfreds, henretter han eller hun bare en tilfældig undersåt, så de andre får ild i bagdelen. Det er ret effektiv motivation, må man sige.

Det er dog en selv, der skal gøre det meste arbejde med at fange agenter og lignende, for man har flere muligheder med disse irritationsmomenter. Man kan fange dem og afhøre dem, det er der et rum til. Man kan henrette dem, så er de væk, eller ens betjente kan aflede deres opmærksomhed, så de ikke finder ens base i første omgang. Vælger man at afhøre dem, så kan dette give en information, som skal bruges andetsteds i spillet. Det er ret fedt at disse møder med agenterne kan blive til noget positivt, i stedet for man bare henretter dem. Ens undersåtter, sikkerhedsforanstaltninger, og base kan så opgraderes igennem et research-skema, hvor man kan gøre ting bedre, eller bare få nye muligheder. For eksempel kan ens undersåtter få mere morale, eller man kan få mere dødelige og udspekulerede fælder til at aflive de irriterende spioner, som med jævne mellemrum ankommer med den færge, som bringer kunder til ens skalkeskjul. Det kan godt være en smule overvældende at navigere rundt i de mange menuer som spillet har, men efter et stykke tid finder man ud af det, det samme gælder opgraderingensbrugerflade.

For at kunne betale sine undersåtter, få opgraderinger, og i det hele taget havde kapacitet til at omstyrte nationer, skal man have penge, mange penge! Disse får man så på den skærm der hedder Global Operations, hvor man ser et kort af verden, hvorpå der er små ikoner. Disse områder kan man så sende sine undersåtter til, hvilket åbner op for at man kan snyde sig til penge. Dette fjerner så arbejdere fra ens base, så man skal hele tiden holde en god balance. Når man har infiltreret et land kan man tiltvinge sig forskellige ressourcer, så ens base fungerer bedre. Har man ikke de rigtige undersåtter i basen, så kan man ikke sætte ting i gang, så der skal være styr på tingene. Dette aspekt virkede nogle gange en smule uoverskueligt for mig, da sammenhængen mellem kort og base havde en tendens til at virke en smule diffust.

Udover at overtage verdensherredømmet er der også missioner, man kan påtage sig, og det er små historier, som udspiller sig, hvor ens superskurk virkelig får personlighed. Her har ens udvalgte en samtale med en undersåt eller ens næstkommanderende, eller en rival, og dette giver så små ting man skal opnå i spillet, som giver penge og flere ressourcer. Det fedeste er, at disse små bidder af historie er vildt sjove, og dem får man også flere af mens man løser de små opgaver. Hovedopgaverne derimod kan godt være en stor mundfuld, og tage lang tid, og dette er nok spillets største svaghed, for alt tager så lang tid. Jeg skulle tit vente på en operation blev færdig, uden der egentlig skete det store. Heldigvis kan man ligesom i Sims sætte hastigheden på tiden op, men det gik stadigvæk en smule sløvt.

Her til sidst skal spillets grafik og lyd lige nævnes, for de er med til at give spillet en charme, som jeg ikke har oplevet længe. Spillets grafik er meget tegneserieagtig, og giver Evil Genius 2: World Dominiation en stor personlighed. Animationerne er fede og sjove, og gør det hele hyggeligt. Musikken er som jeg nævnte også meget 60'er agtig, og jeg elsker det. Musikstykkerne er storladne og mystiske, som kom de direkte fra James Bond-filmene, og jeg nød dem til fulde.

Er Evil Genius 2: World Domination så værd at spille? Ja det synes jeg, om end jeg tænker at man skal kunne lide genren. Kan man det er den kræs for kendere. Tommetyk stemning, og en masse mikromanagement.

Yeah baby Yeah!