Monster Hunter Rise

Monster Hunter: World var overraskende succesrigt, da det udkom tilbage i 2018. For selvom, det aldrig har været svært at finde passionerede tilhængere af franchiset, har fanbasen primært været begrænset til fødestedet Japan. Dette ændrede sig dog bræt med udgivelsen af World, der solgte nært 17 millioner kopier, hvortil et markant flertal foregik oversøisk. Det har således været med spænding, at de fleste af os har ventet på at se, hvor stor den nyeste tilføjelse til Capcoms andet største franchise (efter Resident Evil) ville blive.

Selvom Monster Hunter Rise ikke er det første spil i franchiset, der udkommer til Switchen, er det det første spil, der er specifikt designet til konsollen. Væk er de klodsede revampede modeller og kampsystemer; Rise opgraderer utroligt mange uddaterede mekanismer og tilfører nye, forbedrede og streamlinede quality of life (QOL)-tilføjelser. Dette samt en japansk æstetik får spillet til at gå op i en højere enhed, der kvalitetsmæssigt har taget noget afstand fra den forrige titel. Det skal dog ikke lyde som om formlen er blevet genopfindet; på mange måder ligner Rise nemlig en naturlig videreudvikling af franchiset, hvor man stadig har til opgave at jage monstre af varierende størrelse.

Spillets middelalderlige japanske æstetik er utroligt let at blive charmeret af, hvor NPC'ere er iklædt traditionelle japanskinspireret beklædning og ens hjemby, Kamura Village, er proppet med kulturelle udsmykninger, der kan få ethvert otaku (se: weeb)-hjerte til at bløde. Mens Kamura Village ikke er overvældende stor eller interessant at udforske i samme grad som Monster Hunter: Worlds base, Astera, hvor man frit kunne løbe mellem de mange etager, er Kamura Village fuld af charme og polering. Desuden er byen adskilt fra resten af verden af en loading screen, hvilket umiddelbart lyder som et skridt tilbage. Dette er dog ikke tilfældet, eftersom loadingen går hurtigt, og det sjældent varer mere end et par sekunder, før man er på rov efter et nyt bytte. Og heldigvis er loadingtiden ikke at finde mens man jager, uanset hvor stort et område man befinder sig i. Det skal siges igen: væk er den konstante loading mellem de forskellige områder, vi alle bandede over i 3DS-æraen.

Monster Hunter Rise har som nævnt en del QOL-tilføjelser, hvor den største er en mekanisme kaldet wirebug. Den fungerer praktisk talt som en entrehage (grappling hook for de amerikaniserede), der forvandler spillet fra et fladt landskab til et tredimensionelt bjergrigt område, der også kan bestiges vertikalt. Entrehagen skal dog bruges til andet end udforskning, men også manøvren og alsidighed i kamp. Man kan bruge den til at forlænge sine komboer, og det er primært denne mekanisme, der adskiller nytilkomne fra eksperter. Nye jægere har naturligvis meget andet at fokusere på, eftersom Monster Hunter som bekendt ikke er det mest lettilgængelige franchise, mens erfarne fans lettere ville kunne samle denne nye evne op og tilføje den til sit arsenal. Det er en noget stejl læringskurve at føle sig kompetent i spillet er man nytilkommen, men når man først har dedikeret nogle timer, er det en fantastisk følelse at svæve rundt og angribe et monster fra fem vinkler samtidig.

Et andet nyt redskab som Rise tilføjer, er Wyvern Riding, hvor det er muligt (præcis som det lyder), at bestige et monster. Skader du det nok, kan du hoppe på ryggen af det, og ride i kamp med andre monstre, hvilket ikke bare lyder ekstremt appellerende, men både er let og organisk at opnå. Der er få højder i spillet, der føles federe end at bestige et enormt blodtørstigt monstrum, ride i kamp mod mindre bæster og flå dem fra hinanden fra dinoryg. Derudover kan man naturligvis også lade sit midlertidige mount tonse ind i diverse mure, træer mm. og skade det på denne måde. Der er således flere måder at pelse et monster. Det skal dog nævnes, at monstrene stadig har en enorm mængde liv, og det ikke altid er den mest effektive måde at besejre dem på, bl.a. grundet den korte tid ridningen varer, såvel som skaden det udretter. Men nøj hvor føles det fedt, når det endelig falder på plads.

De bedårende iklædte paliko-katte vender tilbage fra World, hvilket er et værdsat gensyn. Derudover får man i Rise endnu en monsterkompagnon: en palamute-hund, som man også designer på lige fod med sin egen karakter og kat kort efter startskærmen. Der er som sædvanligt utroligt mange customisation-muligheder, og der går let over en halv time, før man overhovedet er i gang med spillet (såfremt man ikke bare trykker shuffle). Når man endelig er færdig med karakterskærmen og de indledende tutorials, kan man dog glæde sig til at sige hej til sine nye medrejsende, hvor primært palamute-hunden er en prisværdig kammerat. Man kan nemlig ride herpå, hvilket får spillet til at føles meget mere dynamisk og interessant at udforske, eftersom man hurtigt når fra den ene ende af det store landskab til den anden. Al jagt af flygtende bytte er således gjort 100 gange lettere, hvilket bestemt er en tiltrængt tilføjelse til franchiset, hvor selv de største apex rovdyr på et tidspunkt stikker halen mellem benene og vil lege fangeleg.

En anden forbedring fra World er reduceringen af grinding, eftersom armor og våben ikke længere kræver flere timers materialeindsamling for at kunne opgraderes. Det er svært at sige, hvor meget hurtigere det er at indsamle i Rise, men der skal ca. bruges halvdelen af de materialer, som skulle anvendes i World. Dette er ligeledes med til at streamline opgradering, crafting og derigennem muligheden for at eksperimentere mellem spillets 14 forskellige våbentyper, hvilket altid har været et af franchisets store appeller; de mange muligheder for at tilpasse sin spilstil. Desuden er resterne fra crafting, scrap material, anvendt til at opgradere armor for ens dyrekompagnoner, så ingen tid er spildt og grinding føles derfor mere belønnende.

Spillet tilbyder flere forskellige game modes og objektiver, hvor nogle er kendt fra tidligere. Eksempelvis er Turf Wars fra World tilbage, hvor flere store apex rovdyr kæmper om et mindre territorie. Men det mest interessante mode er en ny tilføjelse, kaldet Rampages, hvor man lig de gode gamle Warcraft Tower Defense maps, skal beskytte sin base mod en hær af monstre. Desværre er denne spilstil ikke helt så simpel som man kunne håbe, og den kræver en stor del planlægning, fældelægning og trial and error-forsøgen. Rampages er lig andre modes introduceret igennem del af spillets historie, og bestemt et spændende element, der er tilføjet til Rise. Det er afgjort med til at bryde rutinen af jagt, slagt, indsaml ressourcer, der ellers kan blive en anelse ensformig. For dette er desværre spillets umiddelbare to største svagheder: historien og den manglende variation. Monster Hunter Rise er som forventet ret tyndt på historie, og fokuserer i stedet på en endeløs jagt af monstre, hvilket de fleste af os nok også havde forventet. Den manglende variation ender i en genkendelig grindfest, der bedst elimineres ved at spille med nogle kammerater. Men dette er næppe noget nyt for fans af franchiset.

Monster Hunter Rise er en fornøjelse at udforske en selvfølgelig anbefaling til alle fans af de tidligere spil. Spiller man alene, kan det dog tidligt synes en tand ensformigt at jagte monstre for at opgradere sit udstyr, således man senere kan jagte større monstre. Men gøres dette i stedet i fællesskab, er det naturligvis mindre hovedløs pligt og mere fornøjelse, hvor man sammen skaber underholdningen. Monster Hunter Rise er en lækker blanding af tidligere Monster Hunter-opskrifter, hvor World er den primære ingrediens. Derudover er de mange QOL-tilføjelser, primært wirebugs, med til at gøre spillet en unik og fastpaced oplevelse, for alle, der har spillet et af spillene før. Er det derimod første gang man overvejer at samle en Monster Hunter-titel op, skal man være klar på at dedikere en del timer, før det hele klikker på plads og man ikke føler sig klodset og fuld.