The Dark Side of the Moon

Storbritannien er langsomt ved at blive verdenshovedstaden for Full Motion Video-spil, eller FMV-spil, som genren også bliver kaldt. Den kom frem sammen med CD'en i 90'erne, og var en måde at vise de "uanede" muligheder dette nye, og skinnende medie kunne præstere. Her kan klassikere som Gabriel Knight, og Phantasmagoria nævnes, hvor sidstnævnte serie flyttede grænsen for hvad spil var, ved at have nøgenhed og sågar en sexscene, som ville have gjort den billigste B-filminstruktør stolt. Jeg spillede dem alle, og her 25 år efter, spiller jeg dem stadig hver og en. Jeg ved ikke hvad der er så fascinerende ved denne genre, men jeg ved, at jeg har spillet alt, der er kommet ud de sidste mange år.

Så det gør jeg så igen, med spillet der hedder Dark Side of the Moon, som er udviklet af én mand og hans studie, Tayanna Studios, i England, og det er for nylig udkommet på Steam. Faktisk er de fleste af disse britiske udviklere meget små studier med få udviklere, og personligt er det fedt at se. Jeg kommer til at tænke på hvad sådan et hold havde af muligheder, hvis de havde mange flere ressourcer, og nej, Netflix' spiltitler gælder ikke.

The Dark Side of the Moon handler om den enlige far Dean Hamilton, som er spillet af Darren Hall, som også er den enlige udvikler af spillet, så man må sige han har slået mange brød op. Deans kone Susan, som også er spillet af hans kone i virkeligheden, er forsvundet sporløst, og det har rystet den lille familie. Deans to børn forsvinder en dag på samme måde, som hans hustru gjorde, hvilke gør at Deans verden kollapser. Efter at have søgt hele huset igennem, tvinges den fortvivlede far ud i den lille engelsk landsby han bor i, for at finde sine børn, og her møder han den supernørdede Alyx, spillet fantastisk af Anarosa Butler, som man måske kan genkende fra en masse andre FMV-spil, og hun ved tydeligvis mere om hvad der foregår. Inden de to kan mødes, banker det på døren til Dean hus, og en skummel kriminalbetjent begynder at udspørge den paniske fader. Denne betjent er meget mistænkelig, og virker mere interesseret i at freake Dean ud, end at nå til bunds i mysteriet. Gedeon, som betjenten hedder, spilles overdrevent og nærmest superskurkeagtigt af Rupert Booth, som man også kan finde i de samme FMV-spil som Anarosa Butler. Specielt er han fantastisk i Contradiction, hvor han spiller den excentriske Chief Inspector Jenks.

Disse to skuespillere er bare spillet. De er ikke Shakespeare-skuespillere, men de spiller deres roller på super underholdende vis, og selv om Darren Hall både er udvikler og har hovedrollen, så er hans skuespil helt på højde med de to FMV-veteraner. Dog har han en tendens til at overspille en smule, så han svinger fra tåkrummende til overbevisende. Jeg kan ikke nævne mere af historien, da spillet kun tager mellem tre og fire timer at gennemføre, så jeg vil ikke spoile hvad der sker, men det er noget af en oplevelse. Her skal det så også nævnes at spillet har fem forskellige slutninger, så der er muligheder for en ny gennemspilning. Generelt er historien ganske underholdende, og får hen ad vejen en X-Files fornemmelse, som jeg sætter stor pris på, og ja, titlen kommer i spil senere, og her snakker vi ikke om Pink Floyd.

Selve gameplayet er ganske simpelt. I venstre side af skærmen er der de muligheder for at bevæge sig rundt i den lille landsby. Man ser det hele fra Dean synsvinkel, og man skal så guide ham rundt til de steder, hvor spor kunne forefindes, til hans børn skæbne. De steder hvor man kan interagere med disse spor, vil i højre side af skærmen have en lille ring med et spørgsmålstegn i, som man klikker på, for at for eksempel bruge en lommelygte eller et USB-drev. Det er så simpelt som det kan være, og det gør også, at det ikke er de mest indviklede gåder man møder undervejs. Det er mere en interaktiv film, end en egentlig udfordring, og jeg sad kun fast et sted, hvor man skulle åbne en tingest med en lås på, som ville føre en videre i spillet. Heldigvis er de fleste af disse gåder ret nemme, hvis man har fulgt med i spillets handling. Det er måske også den største kritik jeg har af spillet, for der er ikke meget at lave andet end at rende rundt til steder man har været, for at se om der kommer en lille ring i bunden, som man trykker på, for derved at komme videre i spillet. Det er dog lidt forståeligt, når spillet er lavet af én mand, og for hvad spillet er, er det også godt.

Spillet kører i 1080p, og den lille by er både hyggelig, og stereotypisk engelsk, hvilket er fedt for en anglofil som mig. Man kan ikke direkte snakke om grafik i normal forstand, men videoerne er flot filmet for det meste, og stemningen er i top. Hen mod slutningen af spillet, kan man se at Darren Hall har lavet baggrundene selv i et 3D program, og det er ikke så overbevisende, da baggrundene virker uden dybde, og en smule kedelige og primitive.

Musikken er til gengæld bombastisk, meget mere end man forventer i et lille spil som The Dark Side of the Moon. Det er faktisk næsten for meget i visse situationer, hvor billederne ikke helt passer med den dramatisk musik. For eksempel er det muligt at besøge en kirkegård, som normalt er et stille sted, men musikken er enormt storladen, som var man midt i en scene fra Ringenes Herre. Det ødelægger lidt indlevelsen, men på den anden side er det så absurd at man trækker på smilebåndet, fordi det passer så dårligt sammen. Et andet kritikpunkt er at lydniveauerne ikke helt er konsekvente, så nogle af videoerne er meget højere, end den dialog man får fra Dean, imens man undersøger hans børns forsvinden. Det kan også være en smule forstyrrende i længden.

Hvad kan man så konkludere om The Dark Side of the Moon? Jo, spillet er helt klart værd at spille hvis man godt kan lide hele B-filmgenren, for dette er en B-film i spilform. Det hele har denne her lidt kitschede fornemmelse, man også får ved at se en "så dårlig så den er god" B-film. Skuespillerne er B-film, teknikken er B-film, manuskriptet er det også, og ved I hvad? Jeg nød det. Jeg grinede højlydt undervejs, for The Dark Side of the Moon har bare en charme, som større spil mangler. Man kan virkelig føle, at det er en mand der har sat spillet sammen med tyggegummi og tape. Det er altså bare lidt fedt.