Little Nightmares 2

Få spil rammer følelsen af at gennemleve et feberfremkaldt mareridt så godt som Little Nightmares II, hvilket, spillets titel taget i betragtning, dårligt kunne være mere passende. Hvor det første spil på trods af mange kvaliteter ikke helt indfriede sit store potentiale, er Tarsiers selvsikre efterfølger så mættet med mindeværdige billeder og sekvenser, at jeg på godt og ondt havde svært ved at få spillet ud af hovedet i dagene efter, jeg nåede til vejs ende. Godt fordi det vidner om noget, der nærmer sig stor spilkunst. Dårligt fordi jeg frygter, at spillets mareridt, små som store, også bliver en del af mine nætter den kommende tid.

Onde tunger vil mene, at det første Little Nightmares mindede lige vel meget om Playdeads to spil og med sin åbning in medias res i et dystert skovområde, føres tankerne straks over på den forrygende åbning, INSIDE præsterede for snart fem år siden. Det er en sammenligning, der ikke falder helt heldigt ud for Little Nightmares II, for selvom det første kapitel i netop skoven absolut er kompetent udført, byder det hverken på overrumplende set pieces eller mindeværdige gåder og det centrale monster, Jægeren, er ikke af en støbning, der kan true min gode nattesøvn. Men så snart den nye hovedperson Mono og en vis regnfrakkeklædt gammel kending forlader skoven og med varsomme skridt bevæger sig ind i The Pale City, forvandler Little Nightmares II sig til en overlegen demonstration af visuelt overskud, gameplaymæssig variation og noget nær perfekt pacing.

Allerstærkest står billedsiden. Tarsier har formået at skabe nogle af de mest gåsehudsfremkaldende scener og skræmmende monstre, jeg længe er stødt på. The Pale City bringer minder om De Fortabte Børns By og er med sine forfaldne bygninger, regnvåde gader og tage og generelt tyngende atmosfære et af de mest sært dragende miljøer i de senere år. Hvert rum oser af håndlavet personlighed og følelsen af at være en uendelig lille del af en monstrøs storby formidles perfekt de gange spillet præsenterer spilleren for et imponerende vista. The Pale City føles vidunderlig taktil og er realistisk nok til, at det føles som et virkeligt sted, men samtidig formår Tarsier at forvrænge det hele på en måde, så det antager mareridtets form. Byens forskellige områder har i højere grad end forgængeren en rød tråd og samtidig byder de rent visuelt på større variation. En imponerende bedrift.

Den større variation er ikke kun på det visuelle plan. Rejsen mod The Pale Citys hjerte, det ildevarslende Signal Tower, kræver både mod og tankevirksomhed og de rædsler, duoen konfronteres med nødvendiggør et bredere sortiment af redskaber. Ligesom sin forgænger er Little Nightmares II en sidescrollende puzzle-platformer med det twist, at det rent faktisk er i tre dimensioner, hvilket giver mulighed for at nuancere især de katten-efter-musen-sekvenser og flugtsekvenser, det første spil blev kendt for - især når Mono pludselig skal bevæge sig væk fra eller mod kameraet. Netop disse 1-2-kombinationer af gemmeleg og flugt agerer igen klimaktiske set pieces og hører til blandt spillets højdepunkter. Mange af dem er simple ud fra et mekanisk perspektiv, men det skrækindjagende monsterdesign, det tordnende soundtrack og de opfindsomme miljøer, de foregår i, løfter dem til et højere niveau. Nogle af dem byder også på mekanisk opfindsomme scenarier. En af mine favoritter involverer en klaverspillende skolelærer fra helvede, hvor Mono skal udnytte lyden fra klaveret til at løse en gåde få meter fra den sikre død. Den efterfølgende flugt var så skrækindjagende grotesk, at jeg tog mig selv i at hvine af både fryd og frygt. Senere i spillet får du fornøjelsen af en fjende, der kortvarigt kan stoppes ved at bruge en lommelygte til at lyse på den, men ellers er langt hurtigere end dig. Nemt nok når der kun er én eller to efter dig, men når du pludselig skal håndtere en håndfuld, er gode råd dyre.

Hvor det første spil lænede sig lidt for kraftigt op ad sine groteske monstre og flugten fra dem, er de mere sjældne i Little Nightmares II. I stedet introducerer Tarsier længere stræk, hvor gåder og platforming får lov til at stå alene. Ingen af delene er voldsomt udfordrende, men de bidrager til variationen og pacingen og er i egen ret vellykkede. Platformingen har en fin tyngde og Mono føles rodfæstet i verdenen. Ligesom i det første spil gør de tre dimensioner det ind imellem lidt svært at bedømme ens position, men Tarsier er blevet bedre til at bruge diskrete visuelle markører som lys og og skygger til at afhjælpe dette. Gåderne involverer tit udforskning af omgivelserne for at finde den rigtige genstand til at komme videre. I en af de mere opfindsomme af slagsen er det nødvendigt at bruge en røntgenmaskine til at kigge en række bamsers indre igennem efter en nøgle og derefter finde en måde at få nøglen ud af den pågældende bamse. Senere i spillet får Mono fat i en fjernbetjening, der kan tænde og slukke for fjernsyn, som både hypnotiserer fjender og agerer portaler til andre fjernsyn, hvilket resulterer i en række af spillets bedste gåder og mest absurde scenarier, når man bruger et tændt fjernsyn til at lokke en hypnotiseret fjende i den sikre død - om end den så kommer af et fald fra 10. etage eller den klassiske elektrificerede vandpyt.

På den måde får man med jævne mellemrum mulighed for at give ens plageånder igen på snedig vis, men Tarsier har også indført mere traditionelle kampe. Det er ikke noget, der grundlæggende ændrer spillets grundform, for kampene er sjældne og yderst simple. En tre-fire gange i løbet af spillet får Mono muligheden for at samle en økse eller et rør op, som han ved et enkelt tryk med møje og besvær svinger mod de små fjender, som våbenet kan gøre det af med. Det bedste man kan sige om dem er, at de tematisk giver mening og bidrager til variationen, men specielt mindeværdige er de ikke og særlig en fjende har et irriterende bevægelsesmønster, der gør det svært på den frustrerende måde at time ens angreb rigtigt.

Kampene er ikke det eneste punkt, hvor Little Nightmares II kommer lidt til kort. Spillets trial-and-error natur medfører, at jeg spillede visse sekvenser adskillige gange (dette er også udtalt for førnævnte kampe), hvilket punkterer den ellers nøje opbyggede spænding og uhygge og puster frustrationerne op i stedet. I det mindste er loading-tiden barmhjertig, så man hurtigt er tilbage i mareridtet.

Jeg har anmeldelsen igennem bevidst forsøgt at holde mig fra at være for specifik, når det gælder alt andet end første kapitels hændelser, fordi Little Nightmares II bedst opleves uden særlig meget kendskab til de miljøer, monstre og begivenheder vores duo skal gennemleve. For eksempel var jeg - på den masochistiske måde - taknemmelig for, at jeg ikke kendte til især et af monstrenes centrale egenskab, da den første gang demonstrerede sine imponerende evner udi fleksibilitet for sagesløse Mono. I stedet vil jeg understrege at rejsen ind i The Pale Citys mørke gader har alle de elementer, der skal til for at skabe et førsteklasses gys. Ligesom tilfældet var med det første spil, er Tarsier ikke bange for at berøre tunge emner som misbrug af børn og de konsekvenser det har på lang sigt, men fortællingen er mere dragende og klarere i spyttet end forgængerens ditto og mere involverende rent følelsesmæssigt. Måden de to børn hjælper hinanden igennem den ene hårrejsende situation efter den andet er med til at skabe et bånd mellem dem og spilleren. Med et lille nik til ICO er det muligt at tage Monos ledsagers hånd, hvilket jeg tog mig selv i at gøre langt oftere, end det egentlig var påkrævet. Little Nightmares II rammer også en noget nær perfekt pacing, hvor nye områder, evner og monstre kender deres besøgelsestid og glidende afløser hinanden. Et enkelt monster føles måske lidt underudviklet, men ellers får alle deres tid i solen.

Med Little Nightmares II træder vores svenske naboer definitivt ud af Playdeads skygge med en af de bedste Limbo-likes overhovedet. Egentlig er det kun INSIDE, der i min bog er bedre. Det er ikke uden sine svage sider - her tænker jeg på kampene og et par set pieces, hvis sværhedsgrad ikke er helt velafstemt - men oftest er det medrivende, stemningsfuldt og ikke mindst skræmmende. Little Nightmares II føles som kulminationen på de lovende takter, Tarsier viste med det første spil. Et fuldbyrdet, feberfremkaldt mareridt med adskillige billeder, der nærmest står ætset på min hornhinde. Hvad end Tarsier beslutter sig for at lave nu, har de min fulde opmærksomhed, men jeg håber, de bliver ved med at omfavne mørket, for de forstår som få, hvordan man gør et mareridt tiltrækkende.