Encodya

Det klassiske "point n' click", eller herhjemme et "peg og klik eventyrspil", er ikke den mest populære genre i disse moderne tider. Faktisk sker det ret sjældent, at der kommer nye spil af denne art nu om dage, hvilket er synd. Genren er blevet til en niche, men heldigvis kommer der med jævne mellemrum enkelte lyspunkter, som vi fans af den slags kan nyde, og sjovt nok kommer de tit fra Tyskland. Jeg ved ikke hvad det er som gør at tyskerne stadig går op i genren, men tak gud at de gør, for ellers ville genren næsten være død. Encodya, som jeg har spillet mig igennem, er også fra vores preussiske brødre, og er udviklet af Chaosmonger Studio og Nicola Piovesan, ogudgivet af Assemble Entertainment, og kan købes på Steam.

Encodya foregår i en dystopisk fremtid, hvor en digital folkesygdom har ramt borgerne i Neo-Berlin. Ligesom i Ready Player One, som nogen måske har læst eller set, så er mange af Neo-Berlins borger blevet afhængige af Virtual Reality, og står på gader og stræder med deres headset, som virtuelle junkier. Problemet er så stort at folk glemmer at spise, og derfor er dødeligheden blandt disse stakler høj. Denne skæbne har også ramt lille Tinas mor, som desværre dør som resultat, og derfor må den lille pige leve på gaden med sin barnepigerobot S.A.M. Den lille pige fylder snart 10, men er ret lille. Faktisk bliver hun kaldt Tiny Tina, som for de indviede er en reference til Borderlands. Man kunne forestille sig at Chaosmonger Studios har overvejet denne tilfældighed for der er den slags intertekstualitet hele vejen igennem spillet. Der er i det hele taget hundredvis af referencer til popkulturen i dag, og nogle er sjove og andre rammer meget ved siden af. En af de bedre er manden man møder inde i Neo-Berlin, som sælger gammel hardware til computere. Han har den berømte trehovedet abe fra det første Monkey Island-spil på sin trøje, med teksten, "Look! A three-headed monkey". Tina og S.A.M kan også finde på at snakke direkte til spilleren, så de bryder den fjerde væg, og det er ret sjovt, for det meste, men der er også fejlskud.

Man møder Tina og S.A.M, da de skal til deres daglige rutine, og det første man skal er at finde mad til Tina, olie til S.A.M, varme sokker og noget der kan reparere presenningen over deres hule højt over de beskidte gader. Med andre ord standard "peg og klik"-opgaver, der udvikler sig til en historie om korruption og jagten på Tinas forsvundne far. Undervejs møder man Neo-Berlins Trump-agtige borgmester, og ja han er direkte baseret på den tidligere amerikanske Præsident. Det er faktisk sjovt, for når man starter spillet op, kommer der en lang tekst om, at spillet er udviklet af mange personer med forskellige nationaliteter, seksualiteter og politiske holdninger. I denne tekst siger udviklerne at de ikke er ude på at såre nogen, og det føles som en stor undskyldning for, hvad der er i spillet. Det er som man vil komme kritik i forkøbet, og det kunne meget vel være med det spillet indeholder, for Encodya er en direkte kritik af nutidige problemstillinger. Det er som om spillet flirter med hele cancelkulturen, og efter jeg har spillet spillet, er jeg ikke sikker på hvilken holdning udviklerne har, for på den ene side kritiserer de politikere som Trump med den lille Borgmester Rumpf, men på den anden har man en sushikok, som har den tykkeste japanske accent, grænsende til det stereotypiske. Tina har flere bemærkninger omkring denne accent, hvilket kokken selv afviser, fordi han ikke mener han har en accent overhovedet. Så Encodya bevæger sig tit på grænsen til det politisk ukorrekte, men tester også grænserne af for hvad man tør sige i disse tider, og jeg kan egentlig godt lide denne balancegang, som giver spillet lidt kant. Hvis ikke spillet gik den balancegang, ville historien være super generisk, men det når den aldrig at blive heldigvis.

Som jeg allerede har skrevet er spillet er klassisk peg og klik, og man ser det fra siden mens man med sin mus styrer de to helte rundt på skærmen. Her skal man så finde hotspots, og samle ragelse op, som man kan bruge til at løse de små opgaver spillet sætter en til, for at komme videre i historien. Denne del er også mit største kritikpunkt, fordi der er meget få hotspots, og ting man kan interagere med. Man kan få hints af S.A.M., og i dette tilfælde skulle jeg have noget presenning, som han mente kunne fås på terrasser der var højt over jorden. Han mente desuden at jeg skulle snakke med en karakter, der kunne få mig derop, hvis jeg til gengæld udførte et ærinde for personen. Problemet var bare at der af de karakterer jeg snakkede med, ikke var en eneste der nævnte noget om adgang til en terrasse. Det brugte jeg alt for lang tid på, og fandt ved et tilfælde ud af, at man skulle klikke på en lille bitte kontakt, ved siden af hvad jeg troede var en dør, som viste sig at være en elevator. Denne kontakt havde jeg ikke ramt før i min søgen efter fremskridt i historien, så da Tina havde bemærket, at den var der, dukkede der en dialog mulighed op hos en lille dreng jeg tidligere havde snakket med. Sådanne eksempler er der desværre en del af i spillet, og gør at progressionen til tider kan gå totalt i stå, hvilket er meget frustrerende. Spillet har en hjælpeknap, som er mellemrumstasten, men den highlighter kun grafik, og viser ikke alle muligheder på skærmen med tekst, som det ellers er blevet kutymen i moderne eventyrspil. Her er Encodya bare en smule mere af den gamle skole, og er man til det, så er det jo perfekt. Jeg er dog kommet lidt videre, så det irriterede mig ret meget.

Spillet er 2.5D, som man kalder det. Karaktererne er alle lavet i 3D, men baggrundene er i 2D, og er ikke noget at skrive hjem om. Karaktererne er nuttede og fint lavet, men det der giver spillet stemning, er de mange neonlys, som giver Encodya et Cyberpunk-inspireret æstetisk udseende. Det, kombineret med regnen der kommer senere i spillet, får det hele til at se ret flot ud. Senere kommer man også udenfor Neo-Berlin, og her tager det grønne over, men den del synes jeg var lidt svag rent stemningsmæssigt, så det hele er lidt en blandet landhandel.

Her til sidst skal stemmeskuespillet nævnes, for det er som så meget af historien også en blandet fornøjelse. S.A.M og Tina har generelt gode stemmeskuespillere, men S.A.M, kan især godt føles en smule kedelig og endimensionel. Den første karakter man møder efter man er kommet ned fra sit skjul, er en VR-pusher, som er professor på Neo-Berlins universitet om dagen, og jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, han lyder som en tilfældig tysk borger, udvikleren har stoppet på gaden, spurgt om han vil være med i spillet, og overrasket ham med at han kan snakke engelsk. Han er horribel, og heldigvis sætter han ikke standarden for de andre stemmeskuespillere, men om jeg fatter hvor de har ham fra, og hvordan de kunne lade ham få linjer i spillet. Puha.

Så kan Encodya anbefales? Ja, og nej. Spillet har mange af de irritationsmomenter, som peg og klik spil havde tilbage i 90'erne, så er man til det mere gamle design, og en god historie, vil jeg sige giv det en chance. Er man ikke, så kan Encodya være meget generisk og frustrerende.