Silver Chains

Jeg kan fortælle jer, at jeg gik ind med relativt høje forventninger til indie-udviklerne Cracked Heads Games' første persons overlevelsesgyser-debut Silver Chains, baseret på ingen anden forudindtaget viden end en veludført trailer, og et æstetisk interessant logo-billede. Gennemspilningen på ca. 5-6 timer endte dog med at være en ordentlig rutsjebane af en oplevelse for mig, og ikke på en 'En tur til!'-måde, men nærmere en følelse af spildt tid, som jeg aldrig får tilbage.
Jeg spillede igennem den nyligt udkomne PlayStation 4 port af spillet, som tidligere udkom på både PC og Switch tilbage i 2019, men ud fra spillets visuelle side, kunne det lige så godt have været en PlayStation 3 version, som jeg havde fået stukket i hånden, men mere om det senere.

Spillet foregår i start 1900-tallet og følger protagonisten Peter, som vågner op ved et mystisk gods efter at have kørt galt i sin bil. Som man nærmer sig det mystiske gods, får man en silhuet at se i et af godsets vinduer, som hurtigt forsvinder kort før Peter besvimer. Stemningen er sat, og jeg er nysgerrig på hvad der kommer til at ske inde i godset. Peter vågner efterfølgende op i en seng og en blok af hvid tekst kommer op på skærmen, om hvad Peters tanker om hele situationen er, og det er primært igennem disse hvide tekst-tanker at spillets narrativ bliver fortalt.

Peter kan ikke huske hvordan eller hvorfor han er endt hvor han er, for, selvfølgelig, har Peter - i bedste gyserkonventions-stil - hukommelsestab, og det er op til spilleren at indsamle information om Peter og hans forbindelse til det mystiske gods. Spillet virker da også i høj grad til at have inspirationskilde fra hukommelsestabs gyserklassikeren, Amnesia. Ikke kun hele historiens set-up og periode, men også måden historien bliver fortalt igennem den hvide tekst-masse, og de udspredte dagbogssider. Der er som sådan ikke noget galt med dette, men det virker en smule som en 'nem' måde at fortælle historien, og jeg savnede en mere kreativ måde at få historien fortalt på end at få store mængder af tekst smidt direkte i hovedet på mig. Det lader umiddelbart til, at spiludviklerne har kastet den narrative fortælleteknik 'show, don't tell' til side til fordel for masser af tekstlæsning for overhoved at fatte hoved eller hale i det clichéfyldte plot, og Silver Chains har stort set heller ikke nogen længerevarende cut-scenes, som fortæller historien på en ordentlig måde, og de gange hvor det ellers gav mening, fader den til sort, og protagonisten vågner op et nyt sted på godset.

Silver Chains' gameplay er meget simpelt, og ligesom så mange andre gyser 'walking-simulators' er der få mekanikker man skal forholde sig til: at tænde sin lygte, interagere med objekter, og løbe rundt på godset - der var desuden egenskaben til at sætte sig på hug og snige sig, men jeg brugte det simpelthen ikke en eneste gang, og hvorfor kommer jeg ind på lige lidt senere. Efter noget tid får man en magisk monokel, som man kan se igennem godsets vægge med for at finde det næste mål, og det er så det.
Dit mål er at finde ud af hvad der er sket på godset, og hvad din relation er til dette. Dette foregår igennem puzzles, som primært består i at finde en genstand i den ene ende af godset, og så huske hvor du sidst havde ramt en narrativ væg, og dernæst bruge det nyanskaffede objekt til at komme videre. Det føles uhyre simpelt, og det er det også. Ikke en eneste gang følte jeg mig mentalt udfordret, og det er at rose spillets puzzles i høj grad at overhoved kalde dem for puzzles. Det ville være mere passende at kalde dem for små gemmelege, for det var netop den følelse jeg fik af at lede i huset. Find den manglende del til lysestagen - returner den manglende del til lysestagen, voilá en hemmelig dør er blevet åbnet. Dette gameplay blev copy-pasted i resten af spillets 5-6 timers spil-tid, og man blev hurtigt træt af gemmelegen.

Det er selvfølgelig ikke uden fare, at Peter bevæger sig rundt i huset, da han undervejs møder spillets 'monster' - en spøgelsesdame iført en natkjole med forvrænget ansigt - som mest af alt minder om en 'wraith' fra The Witcher 3, der bliver kaldt 'Moder'. Det var klart tidligt i spillet, da flere garderobeskabe var placeret strategisk som gemmesteder i godset, at et monster ville jagte Peter rundt på godset, men disse scriptede events føltes afskåret fra resten af spillet, og man indser hurtigt hvornår moderen kan finde på at dukke op, da der altid er placeret et belejligt skab i nærheden af et historie-event.
Moderen i sig selv er ikke særlige skræmmende og første gang man møder hende får man hende at se i fuldt lys, hvilket gør hende en hel del mindre skræmmende, både fordi man afslører det uhyggelige element, samt det faktum at hun ikke er animeret specielt godt. Moderen er desuden ikke svær at gemme sig for, og 20 sekunder efter man har gemt sig er hun væk igen. Hun ender med, at ikke være særlig skræmmende men nærmere en irriterende gimmick, som kun bliver aktiveret ved bestemt historiebegivenheder måske 6-8 gange i løbet af spillet. Resten af tiden kunne jeg vandre rundt i huset, uden overhoved at være bange på nogen som helst måde, udover en håndfuld cliché-udførte 'jump-scares', og for det meste gik jeg bare rundt og var irriteret på godset.

Irritationen kom af, at spillet kun foregår inde på godset, og man derfor ender med at gå en hel del i de samme korridorer og sparsomt designede værelser for at finde en lille genstand, som der ellers ikke var nogen indikator på at finde. Godset er i sig selv ikke særligt stort, og man lærer hurtigt godsets interiør at kende, eller i hvert fald de steder, som har noget med historien at gøre, for godset er simpelthen fyldt med tomme værelser, som ikke gør noget for spillet, eller låste døre, hvor kun få af dem senere kommer til at blive låst op. Det hele føltes som at gå på et tomt westernfilm-set, hvor alt er 2-dimensionelt, føles falskt og lavet med det eneste formål at fylde det ellers tomme gods ud.

Der er ikke meget at interagere med i det tomme gods og de få ting der er, bliver sjældent fremhævet på en ordentlig måde. Normalt ville jeg sige, at jeg er rimelig kvik og skarp med puzzles og spil, men hånden på hjertet, jeg brugte pinligt lang tid på spillets gemmelege, da der simpelthen ikke var indikeret godt nok hvor fanden jeg skulle lede henne. Jeg var fanget i omkring 10 minutter ved en af spillets første rum, fordi jeg blev ved med at overse et lille rødt børne håndtryk på væggen, som simpelthen ikke blev vist godt nok. Kort tid efter sad jeg fast igen fordi at dette håndtryk åbenbart aktiverede en seddel som blev skubbet under en aflåst dør, som indeholdte en nøgle... altså hvordan skulle jeg nogensinde have regnet det ud. Når man går rundt på godset i længere tid uden der sker noget som helst, fordi man ikke har aktiveret et historie-event, så mister hele uhyggen lidt sin effekt, og jeg endte med at blive ret irriteret på spillet. Hver gang man så endelig kommer videre, føler man ikke, at det er fordi man har gennemskuet noget, men nærmere fordi man tilfældigvis er faldet over den genstand som spillet kræver, at man har i besiddelse for at næste historie-event kan blive aktiveret.

Det visuelle hjælper ikke spor, da spillet forekommer fuldstændigt tomt og på trods af godsets ældre 1700-tals æstetik, så føles det hele bare meget fesent. Væggene er fyldt med malerier og portrætter, men kommer man tættere på forestiller portrætterne bare nogle klatter eller en dårlig rorschach test. Jeg begyndte faktisk at grine højlydt da jeg startede spillet op. Jeg troede simpelthen ikke på, at dette spil var et PlayStation 4-spil, det lignede mest af alt noget fra PS3 tiden, med sine kantede og flade teksturer. Jeg har efterfølgende set gameplay fra PC, og spillet ser betydeligt bedre ud der, så det kan muligvis også have noget at med PS4-port-versionen som jeg spillede at gøre, men jeg skriver selvfølgelig ud fra mine egne oplevelser.

Soundtracket var tæt på ikke-eksisterende, og jeg blev helt overrasket da der pludselig kom baggrundsmusik i mit spil, da der ellers havde været helt stille og tamt. Musikken er essentiel for et gyserspil, og det går bare ikke at Silver Chains ikke benytter sig at musik som gyser-redskab. Når musikken så endelig starter, så ved man at det er fordi der skal til at ske noget, og man kan med garanti gemme sig i et skab og vente 10 sekunder til musikken er slut og moderen er færdig med at lede efter Peter.

På trods af min ellers meget negative anmeldelse så var der da nogle elementer som jeg holdt af i min spilgang af Silver Chains. De få steder hvor den uhyggelige stemning fungerede, var det megafedt. Jeg fik gentagne choks af spillets 'jump-scares', dog blev det til sidst lidt en nem måde at skræmme mig på, og det mistede noget af sin charme. Men undervejs blev jeg da i øjeblikke draget ind i Silver Chains verden, som da jeg jagtede en bold, som blev ved med at rulle væk når jeg kom for tæt på, for til sidst at blive samlet op af en lille spøgelsesdreng foran mig, og disse øjeblikke var ret intense, men der var desværre langt imellem dem. Små ting som dette reddede min oplevelse, men manglen af musik, den fesne uhyggelige stemning, det uinteressante interiør, den uintelligente og scriptede A.I, og de ligegyldige og til tider frustrerende puzzles ødelagde simpelthen spiloplevelsen for mig, og jeg vil under ingen omstændigheder anbefale jer at spille dette spil igennem, medmindre PS4-porten på en eller anden måde får en visuel opdatering.