Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Glyph

Glyph

Glyph tager springet fra PC til Nintendo Switch og taber undervejs sine VR-briller. Men kan spillet stadig levere uden den ekstra fortryllelse, som brillerne giver?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Danske Bolwerk Games har med Glyph foretaget en vovet, nærmest halsbrækkende manøvre. Spillet tager nemlig et vaskeægte trespring - fra PC til Nintendo Switch, fra free-to-play til premium, og ikke mindst fra VR til, ja, en mere normal præsentation. De mange spring kunne også bruges til at beskrive selve spillet, for det handler i grove træk om at kunne sammensætte en række lange og præcise hop i et destilleret, men udfordrende platformspil.

Du spiller som den lille mekaniske skarabæ Glyph, der minder lidt om legetøjet Bakugan. Din opgave er at samle mønter og krystaller, der skal bruges til at låse op for flere niveauer. Samler du ressourcer nok, kan du til sidst også genopbygge det imponerende tempel, der fungerer som spillets hub. Til at hjælpe dig har du selskab af din ven Anobi, der giver brugbare tips og fortæller historiske anekdoter om den forsvundne civilisation, der i sin tid konstruerede templet.

Glyph

Glyph selv er en tavs skabning, men hvad det lille kræ måske mangler i personlighed, gør det op for med sine atletiske evner. Ikke at du får brug for dem i starten. De første baner virker næsten fornærmende nemme. Du skal samle en eller flere nøgler for at låse op for en portal, og flyver du igennem den, har du gennemført niveauet. Den eneste reelle fare er sandet, der må bestå af samme kemiske struktur som vand i de tidlige Grand Theft Auto-spil. I hvert fald er det giftigt, og fører til en øjeblikkelig genstart, skulle du drøne ned af en platform.

Dette er en annonce:

Strukturen er den samme spillet igennem, men den simple opgave bliver hurtigt kompliceret. Hvor du til at starte med hopper rundt på brede, stabile platforme, så skal du senere navigere ujævne søjler, høje monumenter og mystiske svævende platforme, mens du undgår store sanddynger. Alt i mens dødbringende fælder og en række sælsomme fjender også gør livet svært for det ihærdige insekt.

Du får derfor brug for hele dit akrobatiske repertoire, og heldigvis har Glyph et par smarte tricks i ærmet. For eksempel kan du kravle op af vertikale overflader ved at hoppe kontinuerligt. Du kan også lade energi op ved at lande på platforme med lysende, blå symboler. Det lader dig lave et dobbelthop. Når du så er i luften, kan du folde dine vinger ud og svæve af sted - en praktisk egenskab, der kombineret med præcise hop kan sende dig af sted på nogle meget lange svæveture.

Glyph

Du kan endda styre den lille kugles fart og momentum i luften. Det er selvfølgelig ikke spor realistisk, men det går ikke noget. For med den præcise (og ikke mindst hurtige) kontrol over både Glyph og spillets kamera, kan du lave nogle helt vanvittige stunts, der giver dig sved på panden undervejs og en fantastisk følelse i kroppen, når de rent faktisk lykkes. Et platformspil står og falder på sin solide kontrol, og Glyph excellerer på dette punkt. Men der skal også andre elementer til, og her svæver spillet desværre knap så højt.

Dette er en annonce:

Først og fremmest føles niveauerne en anelse ujævne. Når det er bedst, virker de væltede søjler, svævende platforme og mystiske monumenter som autentiske ruiner, samtidigt med at de giver nogle stramt komponerede udfordringer. Men desværre er der alt for mange niveauer, der frustrerer frem for at udfordre. Her er det mere din tålmodighed end dine evner, der bliver sat på prøve, da du skal lave en lang række ikke-specielt udfordrende hop. Men fordi banerne er store og monotone, ender du ofte med at lave en dyrebar fejl og skal starte helt forfra. Jeg endte derfor til tider med at spille så forsigtigt, at al spændingen blev suget ud af spillet.

Glyph

Journey og Assassin's Creed Origins beviser, at det sagtens kan lade sig gøre at smide visuel variation ind i et ørkenlandskab. Glyph er selvfølgelig lavet på et brøkdel af eksemplernes budgetter, men formår alligevel at levere et hæderligt indtryk selv uden VR, da udviklerne engang imellem pifter sandkagen op med sne (eller støv?) samt stemningsfylde niveauer badet i måneskin. De enkelte elementer i banerne er smukt designede, og flere platforme og portaler kombinerer det antikke og futuriske, som var det autentiske efterladenskaber efter en glemt, avanceret civilisation. Men desværre er det mest til pynt. Du skal ikke regne med, at sandet gemmer på hemmeligheder på samme måder som i førnævnte Journey, og spillets præsentation løftes ikke af en dragende historie.

Lydsiden er acceptabel. Men man kunne dog igen godt ønske sig lidt mere variation særligt i soundtracket, der er den klassiske dronende new age affære. Kompetent og stemningsopbyggende, men desværre ikke på nogen måde mindeværdigt eller originalt. Jeg kan dog godt lide den klikkende, metalliske lyd, når Glyph kolliderer med et objekt - den kommer du også til at høre en del.

Glyph

Free-to-play-modellen er afløst af en fast pris på 149 kr. Med masser af niveauer, samlegenstande og endda en række udfordrende time trials får du en del valuta for pengene, men prisen virker stadig en kende høj. Særligt da spillet bliver en smule ensformigt. I forhold til PC-udgaven mangler der også multiplayer. Det er ærgerligt, for spillets skarpe kontrol og brug af momentum egner sig glimrende til ræs mod vennerne.

Glyph formår at levere en overraskende solid oplevelse. Men den manglende variation og det ujævne level-design springer desværre også lidt mere i øjnene uden VR-brillernes fortryllelse. Ejer du et VR-headset, vil jeg derfor klart anbefale, at du kaster dig over PC-versionen. Mangler du lidt udfordrende og præcis platformsleg til din Switch, så sæt spillet på ønskelisten og vent på et tilbud.

06 Gamereactor Danmark
6 / 10
+
Meget præcis kontrol. Lange hop giver svedige håndflader og hjertebanken. Flot og stemningsfuld visuel side.
-
Ujævnt leveldesign. Lydsiden kunne godt trænge til mere variation. Bliver lidt ensformigt i længden. Ingen multiplayer. Høj pris.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

1
GlyphScore

Glyph

ANMELDELSE. Skrevet af Jakob Hansen

Glyph tager springet fra PC til Nintendo Switch og taber undervejs sine VR-briller. Men kan spillet stadig levere uden den ekstra fortryllelse, som brillerne giver?



Indlæser mere indhold