Super Meat Boy Forever

Super Meat Boy er på alle måder et ikonisk spil. Fra en ydmyg begyndelse på flash-sider tog det springet til Xbox Live Arcade og blev med sin præcise kontrol, vanvittige sværhedsgrad og charmerende præsentation et kæmpe hit på platformen ved siden af titler som Braid og Trials HD. Og da spillets skabere Edmund McMillen og Tommy Refenes senere hen også var med i filmen Indie Game: The Movie, var dets plads på gaming-historiens store harddisk evigt sikret mod overskrivninger. Men arven forpligter, og Super Meat Boy Forever har taget store chancer i forsøget på ikke at gøre SuperBest efter og sælge gammelt kød med ny datomærkning, men rent faktisk skabe en ny, frisk oplevelse.

Vi starter dog på tryg grund med et persongalleri, der vækker genklang hos fans af originalen. Der er Meat Boy og hans partner Bandage Girl, men i løbet af de ti år siden sidst har deres kærlighed kastet en ny karakter af sig, deres barn Nugget. Desværre er skurken Dr. Fetus igen klar til at ødelægge dagen, og under en hyggelig familie picnic kidnapper han deres lille guldklump. Meat Boy og Bandage Girl ser naturligvis rødt og sætter efter skurken, og faktisk har de så travlt, at de aldrig stopper op. Super Meat Boy er nemlig en auto runner, hvilket har rødder i dets oprindelig produktion som et mobil-spinoff. Måske får disse ord alarmklokkerne til at ringe - det har de tydeligvis gjort hos mange andre anmeldere - men lad os for en stund sætte farten ned og fordomsfrit se på, hvad det rent faktisk betyder for spillet.

I en typisk auto runner løber karakteren automatisk fra venstre mod højre, og spilleren skal så komme videre i banen ved at hoppe over eller kravle under forhindringer. Det skal du også i Super Meat Boy Forever, men her har du også et ekstra værktøj i form af en proper næve. Den skal du bruge til at smadre fjender med, men timingen skal være perfekt, da du ellers bliver til hakkekød, hvis du så meget som snitter dem med andet end knytnæven.

Ja, millimeter-præcis timing er heldigvis stadig overskriften, for spillet smider konstant drabelige udfordringer i hovedet på dig. Roterende tandhjul, skarpe torne, dødbringende lasere, der er rigtigt, rigtigt meget, der kan slå dig ihjel i Super Meat Boy Forever, og du kommer til at dø rigtig, rigtig mange gange. Der går ikke længe før hele banen er dækket i blod, men om ikke andet er Meat Boy en ihærdig fyr, og der går blot et splitsekund fra den ufrivillige blodtransfusion, til at han igen drøner derudaf.

Er det svært? Ja. Er det urimeligt svært? Nej. Kontrollen er nemlig lige så solid som i originalen, også selvom du ikke direkte styrer hverken retning eller fart. Det er en anderledes oplevelse, men bestemt ikke mindre tilfredstillende. Fokus er nu i endnu højere grad på timing af dine spring og hurtigere reflekser. Til tider føles det næsten som et rytmespil, når du kravler under motorsave, for derefter at hoppe fra væg til væg, mens du samtidig slår fjender ud af luften.

Det føromtalte knytnæveslag fungerer også som et slags dash, der sender dig igennem luften med høj fart. Kolliderer Meat Boy med en væg (af den slags der ikke indeholder dødbringende torne eller andre modbydeligheder selvfølgelig) kan du bruge dette dash til at skyde i fuld fart den anden vej og dermed ændre hans løberetning - en evne der hurtigt bliver helt essentiel, da du på bedste platform maner også hopper opad ved at veksle mellem to vægge. Et tryk på pil ned, fører normalt til, at du dukker dig, men er du i luften, bliver det i stedet til et hurtigt dyk med strakt næve i bedste Superman-stil. Super Meat Boys udfordringer udnytter alle retninger, og mange af de små niveaudele føles ligesom i originalen som små puzzles, der både udfordrer hjernen og tommelfingrene, for vejen frem er aldrig blot lige ud.

Mange gange glemte jeg helt, at jeg spillede en auto runner, så flydende var kontrollen, at det virkede som den helt naturlige måde at styre på. Når kontrollen på den måde er altafgørende, men samtidig træder i baggrunden, som du fuldstændig opsluges af de hæsblæsende udfordringer, er det et tegn på et yderst velfungerende spil.

I det originale Super Meat Boy skulle man starte niveauerne helt forfra, når man døde, men her er der checkpoints, da niveauerne er meget længere. Banerne føles næsten som en samling af små separate niveauer, hvilket faktisk lige præcist er, hvad det er. Super Meat Boy Forever består nemlig af 7.000 små scenarier, der blandes tilfældigt sammen for at skabe nye, unikke niveauer - deraf Forever. Det kan lyde som opskriften på en katastrofe, men i praksis fungerer det glimrende, som en uendelig lang buffet af nye pinsler at navigere igennem.

Og spillet løber aldrig tør fra tricks. Du tror, du har set det hele, men så introducerer spillet et nyt element, som kasser, der vender tyngdekraften på hovedet, muligheden for at teleportere sig gennem luften eller en powerup, der bremser tiden og lader dig drøne forbi nærmest umulige forhindringer. Det er det bedste fra to verdener. Du får en række velkomponerede, håndlavede udfordringer, der altid føles friske, da de i et nyt spil, vil være sammensat på tilfældige måder.

I alt er der seks verdener med hver seks niveauer og en boss, der venter forenden. Disse boss kampe er særligt modbydelige, da du skal igennem tre hårde faser uden brug af checkpoints. Ud af de cirka fire timer (og langt over 1000 dødsfald), det tog mig at spille igennem til rulleteksterne, vil jeg nok tro, at en time til halvanden gik udelukkende med at få has på bosserne.

Netop boss kampene er et af de få steder, hvor jeg følte spillets simple kontrol med kun to knapper nogle gange blev lidt presset. For at lave et dash med din næve skal du nemlig dobbelttrykke på hoppe-knappen, og det kunne godt give lidt problemer i de mest hektiske kampe, hvor et dash nogle gange blev til et hop eller omvendt - selvfølgelig hver gang med en dødelig udgang.

Heldigvis er spillet er dog langt fra færdigt, når du endeligt har besejret den sidste boss. Som allerede nævnt, kan du starte forfra og prøve med en hel ny samling af tilfældigt genererede baner. Eller du kan kaste dig over ekstramaterialet i form af collectibles og speedruns. Du kan finde Nuggets sutter i de forskellige baner, hvilket låser op for nye karakterer. Alle baner har også en tidsrekord, du kan slå, hvilket låser op for dark world - en super svær udgave af banen for de mest dedikerede platform-masochister. Og så er der også 36 in-game achievements, for hvorfor ikke?

Oplevelsen løftes til nye højder takket være en fremragende præsentation. Den pixelerede stil fra originalen er afløst af mere klare streger, og den visuelle variation er helt i top. De enkelte verdener både indledes og afsluttes med meget flotte tegnefilm, der formår at give den simple historie både liv og humor. Soundtracket består af simple melodier i et højt tempo, der perfekt understøtter den hektiske action, og inspirationen kommer fra både rock, industrial og endda country alt efter stemningen i de enkelte niveauer. Riduculon, der også står bag musikken til The Binding of Isaac, har gjort et fremragende stykke arbejde, om end jeg nok stadig foretrækker Danny Baranowskys mere chip tune inspireret score fra originalen. Det eneste lille minus er, at der ikke er så mange forskellige numre til et spil, du potentielt set kan spille i utallige timer, og sidder man fast i et meget vanskeligt stykke, føles det næsten som om musikken håner dig ved at spille det samme stykke igen og igen.

Super Meat Boy Forever er en af de mest overraskende og friske efterfølgere, jeg nogensinde har spillet. Fremfor blot at trække på originalens succesfulde opskrift har Team Meat udfordret sig selv - og spillerne - med et helt nyt kontrolskema, der er mange ses ned på grundet dets simplicitet og rødder i mobilverden. Men ud af de simple ingredienser har de formået at skabe en perfekt tempereret efterfølger, der både fanger originalens ånd og giver os en hel ny oplevelse.

Spillet har allerede mødt en del kritik. For at have ændret sin visuelle stil. For ikke at være mere af det samme. Og for det simple faktum, at det er en auto runner. Men det rammer i mine øjne helt forbi. Ved ved netop at løbe i fuld fart bort fra sin begyndelse og undervejs endda perfektionere en udskældt genre formår Super Meat Boy, her ti år senere, at komme hele cirklen rundt og levere en oplevelse, der er lige så frisk som originalen. I en tid med samlebånds-producerede, fokusgruppe-testede efterfølgere er Super Meat Boy Forever en kærkommen overraskelse. Jeg ville ønske flere udviklere havde modet, vanviddet og attituden til at gøre Team Meat kunsten efter, for det her er simpelthen eminent.