Bright Memory

Jeg blev i første omgang ret så overrasket. Bare £6.69 for Bright Memory, et spil der tidligere så ganske solidt ud, om end måske en fattigmandsudgave af Doom Eternal, men spændende alligevel. Prisen virkede lidt uvirkelig, men man får selvfølgelig hvad man betaler for, og dette er bare den første del af den samlede oplevelse, Bright Memory: Infinite, som lander næste år.

Det betyder at det her eventyr er et kort et, og det er jeg faktisk ikke særlig ked af, for efter at have gennemført ønskede jeg mig så sandelig ikke mere af samme skuffe. Det skyldes hovedsageligt at spillet udkom til PC sidste år, og er blevet bragt til Xbox Series X uden videre udvikling eller dedikeret støtte til platformen. Inde i selve konsolversionen finder du faktisk en begrænset mængde PC-indstillinger hvor de fleste er slukket eller låst til "Low". Der er desuden slået V-Sync til, der giver en ubehagelig mængde strobelys til tider.

Jeg har ikke lyst til at brokke mig alt for meget om de tekniske detaljer her, spillet er jo trods alt udviklet af bare én enkelt person. Og set i lyset af dette faktum, så er det faktisk lidt af teknisk mesterværk, men det hjælper mig bare ikke som forbruger her, eller anmelder. Spillet føles halvfærdigt, og til tider halter det i en sådan grad, at det bliver direkte ubehageligt. Nå, hvordan er spillet så? At jeg skal pille ved indstillingerne for så at få adgang til mesterværk? Ja, det ville jo ikke gøre noget.

Man bliver kaster ind i rollen som Sheila. Præcis hvem hun er eller hvad hendes samlede mål er føles en smule uklart fra starten af, men det betyder ikke at hun ikke er solidt designet, og har en række tricks i ærmet der gør hende "likeable" lige med det samme. Eller, det gælder kun frem til at man begynder at spille. Fordi øjeblikkeligt står det klart i det du tager styringen over Sheila, at noget er riv rav ruskende galt. Det lader til at udvikleren FYQD har indstillet samme hastighed på både X- og Y-aksen (nok fordi WASD-styring er overført direkte til Xbox), og det kan ikke ændres. Jeg blev nødt til at sætte tempoet gevaldigt ned for overhovedet at få det til at virke.

Hun gør også brug at et sidelæns dash, for på den måde hurtigt at bevæge sig væk fra fjendtlig beskydning, som er ret brugbart, men desværre er det hele så upræcist implementeret, at det snarere er til fare for spillerens ve og vel. Jeg endte eksempelvis med at kaste mig udover kanter, netop fordi hele bevægelsesmønsteret er så uforudsigeligt. Derudover er kampsystemet dog det bedste kort Bright Memory har på hånden, fordi det giver dig mulighed for virkelig at udmanøvrere fjenderne med hurtige kombinationsangreb, og hvad der bedste kan beskrive som luftjongelering, ligesom i kampspil.

Men bare fordi at det er spillets bedste kort på hånden, så betyder det ikke at det er direkte godt. Fjenderne er enten alt for lette, eller "bullet sponges", der bare æder enorme mængde skade, og tygger på bly som om det var müsli. Det samme problem opstod efter få timer i det seneste kapitel af Serious Sam, nemlig at balancen er alt for ujævn. Her kunne den ene udvikler med fordel have kigget id Softwares balance i Doom Eternal efter. Desuden er boss-kampene direkte kedelige, fordi de bliver ved alt for lang tid. Man er simpelthen investeret i kaosset i sidste ende, når du pløkker løs på den samme endimensionelle boss i otte minutter.

Så er der virkelig intet at sætte pris på her? Jo, altså, selve præsentationen og det grafiske design sidder egentlig der hvor det skal. Effekterne er imponerende og detaljerede, og universet, ideerne under overfladen, synes at byde på en masse potentiale. Jeg sad bare og konstant og ønskede at der var et bedre spil under kølehjelmen, når nu lakken er så sprød (ja, det er en lidt strukket analogi). Musikken mindede mig desuden om 80'ernes anime-åbninger, som stadig får mit manga-hjerte til at bløde lidt.

Og når ja, det er kort. Rigtig kort. Som i virkelig, virkelig kort. Som i at jeg gjorde det hele færdigt på omtrent 30-40 minutter. Det er virkelig billigt, men du får hvad du betaler for. På alle tænkelige måder.

Til næste år kommer Bright Memory: Infinite, og om hvorvidt udvikleren har tid til at introducere skelsættende nok ændringer til at få det hele til at synge, det tvivler jeg altså på. Men samtidig krydser jeg fingre, for der er gode ideer her. De skal bare pakkes helt om.