Demon's Souls

Det hedder sig, at et remake skal appellere til to forskellige segmenter. Fans af det oprindelige spil og de nytilkomne. I Demon's Souls tilfælde kan man tilføje en tredje gruppe. De der har spillet alle Soulsborne-titlerne - med undtagelse af spillet der startede det hele. På trods af lidt erfaring med originalen er det den gruppe, jeg selv tilhører og mit bud er, at rigtig mange potentielle købere af Bluepoints og Sony Japans imponerende remake i større eller mindre grad er i samme båd. Originalen er afgjort en højt elsket kultklassiker, men det var først med Dark Souls, folk for alvor opdagede deres hang til masochisme i spilform - måske fordi Sony i sin tid ikke rigtig troede på Demon's Souls og derfor holdt igen med markedsføringen af det PlayStation 3-eksklusive spil. I dag er situationen en helt anden. Shuhei Yoshida introducerede titlen personligt, da den i juni blev annonceret og i lanceringslineuppet har det en fremtrædende rolle - især fordi det er ét af kun to PlayStation 5-eksklusive spil. Og der er god grund til, at Sony sætter deres lid til Demon's Souls. Bluepoint og Sony Japan har begået et noget nær perfekt remake, som puster nyt liv i originalen uden at forråde det. Men selvom en række velvalgte quality of life-ændringer retter nogle af originalens særheder ud, kan man mærke, at Demon's Souls var første forsøg på en formel, som From Software med tiden har forbedret kraftigt. Derfor vil fans af originalen og de nytilkomne nok sætte endnu mere pris på spillet end min tredje kategori af Souls-veteraner. Men alle med hang til stemningsfuld mørk fantasy, udfordrende kampe og et ønske om at lade deres PlayStation 5 spille med de grafiske muskler bør trodse tågen og rejse til Boletaria.

Bluepoints helt store bedrift er den måde de tager den teknisk tvivlsomme og visuelt spartanske original og forvandler Demon's Souls til et af markedets smukkeste og teknisk mest imponerende spil. Af de lanceringstitler jeg har haft fingrene i, er det klart det flotteste også i den vidunderlige performance mode, der buldrer afsted med 60 FPS og eliminerer de frustrerende fald i frameraten, som gør spillet sværere på den helt forkerte måde (cinematic mode kører med stabile 30 FPS). Boletarian Palace kanaliserer klassisk europæisk middelalder-fantasy med sine smukt opbyggede borgområder, hvis detaljegrad tillader de individuelle sten at adskille sig fra hinanden. Den imponerende draw distance gør det muligt at skue over det omfattende område i al dets herlighed. Andre områder som det horror-infuserede Tower of Latria ændrer farvepaletten til sygelige grønne og blå nuancer med et resultat, der er lige dele Lovecraft og Minas Morgul. From Software har altid haft en evne til at gøre forfald visuelt dragende og Bluepoint griber faklen og løber med den. Deres første store remake, Shadow of the Colossus, var også en imponerende visuel opgradering, men med Demon's Souls bevæger de sig længere væk fra kildematerialet og forvandler det råt udseende forlæg til en funklende juvel uden at miste tristessen og det majestætiske forfald alle Souls-spil har som varemærke.

Som remake er Demon's Souls trofast mod originalen, men Bluepoint og Sony Japan har klogeligt valgt at implementere en række quality of life-forbedringer. Demon's Souls opererer, ud over den velkendte equip burden, også med en item burden, der medfører begrænset plads til pile, overskudsrustninger og så videre. Hvor det før var surt show, hvis man ramte sit loft ude i felten, er det nu muligt at sende ting direkte til ens lager i The Nexus, så man ikke må efterlade for eksempel et værdifuldt sværd midt i en giftig sump. Det er også muligt at indtage flere sjæle på én gang og reparere alt sit udstyr samtidig frem for én ting ad gangen. Derudover er der også en række nye animationer, som eksempelvis våbenspecifikke modangreb efter en succesfuld parering. Det ændrer ikke på gameplayet, men giver et visuelt løft, som reflekterer omgivelsernes ditto.

Ændringerne er med til at slibe nogle af de rå kanter, originalen er kendt for, lidt til, men jeg kunne godt ønske, at man var gået en smule mere drastisk til værks. Det har aldrig været intentionen at genfortolke det originale spil som for eksempel Capcom har gjort det med Resident Evil 2 og 3 eller Square Enix med Final Fantasy VII Remake, hvilket jeg har respekt for, men når for eksempel den ellers glimrende og udfordrende boss Flamelurker til tider forvilder sig hen i et hjørne med snuden først, mister den noget af sin truende karakter. En justering af koden kunne bringe bossens kvaliteter endnu mere frem uden at forråde originalens vision.

På mange måder fremstår Demon's Souls dog imponerende tidssvarende dets alder taget i betragtning og er ikke som Shadow of the Colossus et spil, der kræver en vis grad af nostalgi for virkelig at kunne blive nydt. Men selvom Shadow of the Colossus helt afgjort føles mere forældet end Demon's Souls, har det den fordel, at formlen slet ikke er blevet videreudviklet og forfinet i samme grad som From Softwares gennembrudsspil er. Demon's Souls føles på mange måder som en (virkelig god) skitse til mange af de ting, From Software har arbejdet på at forbedre i det sidste årti såsom indirekte historiefortælling gennem genstande, snørklet banedesign med uventede genveje, taktiske kampe baseret på læring af mønstre og timing og adskillige intimiderende bosser. Problemet er, at disse ting er repræsenteret bedre i de titler, som fulgte efter Demon's Souls. Dark Souls' geniale banedesign, som snor sig ind og ud, og konstant overrasker ved at forbinde tilsyneladende adskilte områder på naturligvis vis, er i en anden liga end sin spirituelle forgængers, spil som Sekiro og Bloodborne har taget det til tider lidt rigide kampsystem og udviklet det ved at bringe aggression og timing længere frem så færdighed spiller en endnu større rolle og niveauet på de legendariske bosser er også markant højere i de fleste andre titler. Demon's Souls er præget af lidt for mange dueller med en central gimmick, der gør dem til en blanding af gådeløsning og kamp - en tilgang vi blandt andet kender fra Zelda-serien og Shadow of the Colossus. Det kan være rigtig godt, men i Demon's Souls er bossens svaghed ofte for simpel og let at regne ud. From Softwares styrke ligger i de benhårde dueller, af hvilke der heldigvis er nogle vellykkede eksempler på, men som helhed er rækken af bosskampe ikke på samme måde som i for eksempel Sekiro et af spillets højdepunkter.

Det kan lyde negativt, men på en måde er det jo bare et udtryk for hvor dygtige From Software har været til at videreudvikle det de startede med Demon's Souls. For det er, helt fritaget for nostalgi, et glimrende spil. Hvad kampene mangler i dynamik opvejes af slagenes tyngde og muligheden for at tilgå situationer på forskellige måder. Den varsomhed man metodisk udforsker de stemningsfulde områder med er uhyre tilfredsstillende og verdenen belønner nysgerrighed og udforskning med udstyr og genstande, der kan tippe situationen til din side. Questlines med betragtelige belønninger åbenbarer sig for de modige, selvom man i sædvanlig Souls-tradition skal være påpasselig med at stole på alt NPC'erne siger. At områderne generelt holder et højt niveau både visuelt og designmæssigt illustrerer både From Softwares stærke forlæg og Bluepoint og Sony Japans succesfulde transformering af deres visuelle udtryk. Upper Latria ryger eksempelvis direkte ind blandt mine favoritområder med sit snørklede men stadig logiske design og adrenalinfremkaldende afslutning i form af en af spillets bedste bosskampe. Spillets verden er ikke kun dragende fra et visuelt eller designmæssigt perspektiv. Tekstbeskrivelser og beretninger fra NPC'er er værd at læse og lytte efter for at få et så fuldt formet billede af Boletaria og dets historie som muligt. Og flere af bosskampene får tilføjet følelsesmæssig tyngde, når man kender sin kender sin modstanders (tragiske) baggrund.

Remaket af Demon's Souls illustrerer, hvor meget From Software har forfinet deres formel det sidste årti, hvilket ikke falder heldigt ud for Bluepoint og Sony Japans titel. Når det er sagt, er det stadig et rasende underholdende og mekanisk solidt spil med et dragende univers. Derudover er det suverænt det grafisk mest imponerende og teknisk mest stabile af Souls-spillene. Trofaste fans af originalen kan glæde sig over at have fået et dybt imponerende remake, der sliber nogle rå kanter af uden at forråde forlægget. Hele pakken er der komplet med fuld multiplayer og det lidt uigennemsigtige men spændende World Tendency, som From Software aldrig har rørt siden. For helt nye spillere med interesse for serien, er det et glimrende sted at starte og selvom Souls-veteraner uden nostalgi for originalen som undertegnede måske vil finde elementer af spillet undervældende, er der så meget at hente i Demon's Souls - med og uden de spilhistoriske briller på - at det står som PlayStation 5's stærkeste lanceringstitel.