The Pathless

Det er muligvis Spider Man: Miles Morales der stjæler scenen lige pt. for PlayStation-gamere, og med rette. Giant Squid følger nemlig op på deres fantastiske Abzû fra 2016 med et nyt, og mindst ligeså mystisk, spil. Som sin forgænger sender The Pathless dig ud på en drømmeagtig rejse, men hvor Abzû sendte dig længere og længere ned i en smuk undervandsverden skal du denne gang redde gudernes ø fra en ond kraft. The Pathless er ude nu til PS4, PS5 og PC, men er det en værdig arvtager opfølger til Abzûs succes? Vi har skudt tusindvis af talismans og befriet forbandede guder i dette besynderlige, men fascinerende spil for at kunne give dig svaret.

Jeg elsker spil som The Pathless. Historien er forførende ligetil, men utroligt smukt fortalt. Du er en jæger, som er sendt til gudernes ø for at fordrive The Godslayer, en mørk kraft som har forhekset guderne og gjort dem til monstre i hans tjeneste. Dette har bragt en mørk forbandelse over hele verden. Med din bue og pil er det op til dig at løsrive guderne én efter én, og sende The Godslayer tilbage til hvorend han kom fra. Relativt simple, men højtragende sager.

Det er som sådan ikke så meget denne historie der løfter spillet, men hvordan den fortælles gennem gameplay, verdenen og dine handlinger. The Pathless er et enormt sjælfuldt spil. Spændingen i universet mellem mørke og kulde på den ene side, og varme, lys og kærlighed på den anden, føles meget tydeligt. Med meget lidt dialog i et ukendt sprog lykkes det spillet at skabe masser af stemning og mindeværdige øjeblikke med kunstnerisk sans og en fortællestil, som er unikt for spilmediet. Du knytter et meget tæt bånd til en magisk ørn, som bliver en slags kæledyr, og som du senere i spillet flyver med. Gennem spillet er der mange øjeblikke, hvor din kærlighed til ørnen virkelig kommer til udtryk på imponerende og overbevisende vis. Blandt andet skal du nusse den, hvis den kommer til skade, for at du kan flyve ordentligt igen. Det lyder måske ømt, men det er yderst overbevisende i spillet. Det er bare fantastisk, når man oplever historier, som ikke kunne være fortalt på samme måde i andre medier.

Hvis du har spillet japanske action-eventyr af den ret åbne slags, så vil du uden tvivl nikke genkendende til mange elementer i The Pathless. Den cel-shadede verden drager uden tvivl inspiration fra The Legend of Zeldas nyere stil. Kampene mod de forheksede dyre-guder vækker minder om Shadow of the Colossus, også fordi det er de eneste kampe, udover når du selvfølgelig møder skurken, The Godslayer. Spillet føles også tit som et behageligt gensyn med PS2-klassikeren Okami. Ligesom i Okami er verdenen smuk, men forbandet, og det er op til dig at bringe verdenen og naturen til live igen ved at løfte forbandelsen.

Alle disse inspirationer er velkomne, og trods referencerne her føles The Pathless også som fuldkommen sit eget spil. Dette er ikke kun grundet den gudesmukke verden og visuelle stil. Da jeg gik i gang med The Pathless slog det mig nemlig ret hurtigt, at jeg aldrig havde oplevet et bevægelsessystem helt som dette før. Ser du, verdenen er fyldt med talismans, altså svævende figurer, som din bue auto-sigter på. Når du sprinter bruger du stamina, og når du rammer en talisman får du mere stamina. Men sprinter du mens du rammer en talisman får du også et gevaldigt boost. Dette skaber en rytme til spillet, som gør det helt meditativt og meget indlevende at spille.

Efter en kort introduktion får du din partner, ørnen, og sammen skal I redde flere områder og tilhørende guder fra forbandelsen. Dette skaber en semi-åben verden, som du frit kan flyve og skyde dig rundt i. Du redder området ved at samle tokens og indsætte disse i udvalgte tårne, som lidt har en Sauron/Saruman vibe over sig. Når du frigør disse tårne skyder der lys frem, og når tre tårne i et område er frigjorte kan du udfordre guden i området.

Når du rejser rundt i et område er der ingen waypoints, og spillet fortæller dig ikke hvor du skal hen. Du kan i stedet bruge en slags sjette sans, som lyser vigtige områder op med et rødt slør, og på denne måde kan du regne ud, at du kan få enten et power-up eller et token der, eller at det er et af de vigtige tårne. Det er som regel ganske intuitivt at rejse i spillet på denne måde, uden vejledning. Det giver også en frihed og forbundethed med verdenen, det føles som mit eventyr, og ikke noget der er givet på forhånd.

Det er også forfriskende, at spille et spil, hvor den eneste vold består i boss-kampe. Alt andet er puzzles i disse områder, hvor du indsamler power-ups eller tokens. Disse er glemte ruiner, hvor du typisk skal regne dig frem til, hvordan du får låst op for skatten, bl.a. ved at flytte og skyde på targets, eller ved at skyde en pil fra en tændt fakkel til mange slukkede. Visse af disse puzzles er mere udfordrende end det lige lyder her, men overordnet set sad jeg kun lidt fast et par gange. Overordnet set er udfordringen her ganske balanceret.

Det her lyder jo lidt som en indie 10/10'er, ikke sandt? Det er egentlig også ganske fristende, og The Pathless er uden tvivl et mindeværdigt spil. Dog skal det have lidt hug for de boss-kampe, jeg på bekvem vis ellers har udeladt indtil nu. Bevares, kampene er da ofte hæsblæsende, endda skræmmende, og skifter så sandelig spillets ellers afslappende stemning ud med spænding. Men når man tager i betragtning, at disse skulle være højdepunktet for gameplayet, så minder de desværre alt, alt for meget om hinanden. De forskellige kampe har for det meste unikke elementer, men når man er ved den fjerde boss-kamp er det svært ikke at føle, at man har spillet præcis den samme kamp for lidt siden, bare med nogle modifikationer. Det er en skam, når spillet ellers er så veldesignet.

Ligeledes er resten af gameplayet meget af det samme, omend kerne-gameplayet er ret lækkert. Noget mere variation som man rejser gennem spillets fantastiske verden havde derfor ikke skadet. Det er lidt sigende, at de førnævnte power-ups blot giver dig flere "flaps" med vingerne. Bevares, det er da lækkert, men det siger også noget om, at gameplayet er ret simpelt i The Pathless, og hen mod slutningen kan man godt mærke, at det ikke har rykket sig meget gennem ens playthrough.

Alt dette er som sådan okay, for på sine 8-10 timer er The Pathless en fantastisk, men kort oplevelse, som varmt kan anbefales. Det er vidunderligt smukt, og skønheden skrues kun højere op af Austin Wintorys fantastiske soundtrack, som i denne omgang bringer fascinerende japansk og mongolsk-inspireret musik ind i lydbilledet, med alverdens strenginstrumenter og til tider glimrende brug af mongolsk throat-singing. Spillet havde ganske enkelt ikke været det samme uden det sublime soundtrack.

Lidt repetitive kampe og gameplay-elementer til trods, så er The Pathless stadig et sjovt og fascinerende spil, især i kraft af den fantastiske følelse af at bevæge sig gennem verdenen. Jeg har ikke haft det så sjovt med at bevæge mig på tværs af en åben verden i et andet spil, udover i Spider Man, og det er for mig en stor bedrift. Lægger du en mindeværdig, velfortalt historie og spandevis af stemning oveni, delvist takket være Austin Wintorys fænomenale soundtrack, jamen så har du en dejlig oplevelse. Giant Squid har søreme gjort det igen.