Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Star Wars: The Old Republic

Star Wars: The Old Republic

Oskar har brugt hver eneste vågne time i selskab med Biowares storsatsning. Kan Star Wars: The Old Republic vælte World of Warcraft af tronen?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

For længe siden i en galakse langt, langt væk udspillede der sig en legendarisk kamp mellem Republikken og Imperiet. Lyset og mørket kolliderede i en uforglemmelig filmhistorie i seks dele, der gik hen og gjorde science fiction-genren mainstream, og den dag i dag ser hundredetusindvis af folk regelmæssigt på Star Wars og forundres over hvordan George Lucas formåede at forestille sig og realisere så mageløs en verden.

For endnu længere siden i præcis samme galakse udspillede der sig et andet eventyr, længe før nogen havde hørt om Jar-Jar Binks. I Star Wars: Knights of the Old Republic stiftede vi bekendtskab med vores helt egne helte i Star Wars-universet, og hvad der først så ud som en temmelig ambitiøs afstikker skulle hurtigt vise sig at gemme på fantastisk finpudset gameplay og en historie der, ifølge fansene, overgik de seneste tre film. En fanskare jeg gerne tilslutter mig.

For når man fjernede laget af sminke og redigering, fik man et andet, indzoomet perspektiv på Star Wars som helhed. Jedier var ikke nødvendigvis smukke og selvsikre helte, der gled tættere og tættere på mørket, og Sith behøvede ikke nødvendigvis være psykopater, der ville se verden gå under. I stedet befandt spilleren sig i en gråskala, hvor mange af de valg, vi traf, endte med at definere vores figur og afgjorde om han/hun blev tiltrukket af lyset eller mørket.

Star Wars: The Old Republic
Dette er en annonce:

Star Wars: Knights of the Old Republic var en saga om bedrag, mørke og passion - hvis det var det, vi ville. På samme tid var det en historie om at gøre det rigtige og sætte sig selv i andres sted. Hvis man altså ville. På den led havde spillet, hvad filmene savnede. Figurerne var alsidige, droiderne bød på både mystik og dybde, drejningerne i historien var på højde med den i Episode V, universet føltes uendeligt, og vi kunne besøge næsten hver en afkrog.

Sidenhen skete der noget. Efter en god - men bestemt ikke mesterlig - efterfølger, der ikke blev nogen bragende kommerciel succes, blev der stille om Knights of the Old Republic fra Biowares side. I stedet blev det fantastiske Mass Effect lanceret, efterfulgt at det ligeledes fremragende Dragon Age, og rollespilsguderne havde pludselig etableret deres egne sci-fi- og fantasy-univeser. At vi nogensinde skulle opleve følelsen af enorm valgfrihed med et lyssværd i hånden, var ikke længere nogen selvfølge.

Da der begyndte at gå rygter om, at Bioware var ved at udvikle et online-rollespil med Star Wars-tema, der desuden skulle fungere som en direkte efterfølger til Knights of the Old Republic, fik jeg en klump i halsen. At høre mere om Revan og Malak, og desuden opleve hele Star Wars-universet sammen med mine venner, virkede alt for godt til at være sandt. Desuden virkede det i starten totalt dumdristigt for online-rollespils-novicerne Bioware at udfordre World of Warcraft, når så mange andre havde fejlet.

Men når jeg nu, endelig, får lov at skabe min første figur i Star Wars: The Old Republic - en Jedi Knight - og tager de første skridt, indtræffer den der følelse af, at en hel verden ligger for mine føder, ikke. Og sammenlignet med hvordan det føltes at skabe en Dwarf Hunter for første gang i World of Warcraft, bliver jeg næsten skuffet. Planeten Tython føles aflukket og ganske gammeldags i direkte sammenligning.

Dette er en annonce:

Denne skuffelse varer i omkring 20 minutter. Derefter er jeg alt for involveret i historien til at tænke på noget andet. En jedimester, spillet af en hæs stemmeskuespiller, fortæller at mine afsluttende prøver ikke kan ske lige nu. De andre lærlinge er blevet udsat for et angreb, og jeg bliver sendt af sted for at hjælpe dem. Den uddannelse, jeg allerede har fået i løbet af årene, bør være mere end nok til at give nogle primitive grimrianer på kinden, ræsonerer han.

Det er jeg enig i, og på en måde er det ret sigende omkring spillets primære indflydelse. Det er nemlig tydeligt, at The Old Republic ikke havde set ud som det gør, hvis det ikke var for World of Warcraft. Styringen er så imprentet på rygradden fra første sekund, at det for WoW-spillere vil føles mere som at skulle lære en ny klasse end at lære et helt nyt spil.

Samtidigt føles alting så friskt. Grafikken er herligt tegneserieagtig, og dialogsystemet giver hele begrebet online-rollespil et væsentligt løft, da det tidligere har været næsten pinligt primitivt sammenlignet med enhver anden genre. Læg dertil en fantastisk gribende historie, og du har The Old Republic i en nøddeskal.

For det bekymrer mig oprigtigt, når min Jedi Knight, Woodpig, skal vælge mellem at slutte sig til, skåne eller dræbe sin mesters forhenværende lærling, der er gået over til den mørke side, men også har en god grund til dette valg. Han påstår nemlig at Jedi-ordenen er gammeldags, og må erstattes med nyt blod. Og det har han belæg for, hvilket jeg personligt har set under tidligere opgaver.

Jeg må hele tiden kæmpe med min moral, og fundere over hvad mit synspunkt egentlig er. Hvem vil jeg slutte mig til? Vil jeg blindt følge min medfødte Jedi-etik, eller vil jeg forme universet efter mine egne meninger? Kommer jeg til at miste den ledsager, jeg synes bedst om, hvis jeg vælger at gøre det ene eller det andet?

Star Wars: The Old Republic

Når vi desuden er flere i gruppen, bliver samtalerne endnu mere interessante. Præcis som i virkeligheden har vi alle forskellige meninger, og når det Mass Effect-lignende dialogsystem genererer vores samlede svar, er det ikke altid sikkert at min mening har gjort nogen større forskel. Det bliver altså vigtigt at vælge sine allierede med omhu, i stedet for at stirre sig blind på hvem, der har den bedste udrustning.

Da Woodpig fortsætter sin rejse gennem Tython, rydder op og drager videre i livet, bliver det pludselig åbenlyst, hvor enormt The Old Republic faktisk er. Næste stoppested, Coruscant, viser sig at være et betydeligt større sted, og jeg går pludselig mellem gader, paladser, trænere, sælgere, quest-givere og valgmuligheder.

For at finde et ståsted i al vrimlen vælger jeg at fokusere på udviklingen af min egen figur, snarere end alle dem, der vil have en Jedis hjælp i hårde tider. Her må jeg træffe mit første rigtigt afgørende valg i kraft af fordelingen af klassesystemet. Vil jeg være en superstærk Jedi Guardian og modstå skade af alle typer, eller være en lynhurtig og overvældende Jedi Sentinel med dobbelte lyssværd, og fokusere på at uddele skade i stedet for at tage imod?

Star Wars: The Old Republic

I stedet for at fundere for meget over sagen, tager jeg Kenobis visdomsord til mig, følger mine naturlige instinkter og beder træneren om at lære mig, hvordan man bliver en fuldbyrdet Jedi Sentinel. Visionen om at bære to lyssværd, og desuden hakke mig hurtigere gennem bølger af fjender, vejer tungest for mig, og da jeg straks bliver belønnet med et ekstra lyssværd, føles beslutningen helt rigtig.

Samtidigt med Woodpigs rejse starter jeg et helt andet eventyr. Dusørjægeren (bounty hunter) fungerer som den direkte modgift til min utilitaristisk filosoferende og næsten overdrevent godhjertede jediridder. Hvor blæserpartier og lyse strygere sætter stemningen for jediridderen, ligger ondskabsfulde cello-riff og gnider som en påmindelse om, at dusørjægeren spiller i en helt anden liga.

Jeg bestemmer mig tidligt for kun at fokusere på egen vinding som dusørjæger, og bliver hurtigt frygtet og berygtet som den ledeste fyr i byen, men jeg kunne lige så godt agere beskyttelsesjæger for de svage og forsvarsløse i samfundet, præcis som en jedi, bare med et lille twist på det hele. I stedet for at tale fornuft og visdom med folk, nøjes man ganske enkelt med at skyde magthaverne i hovedet.

Star Wars: The Old Republic

Jeg vil desuden drage en lille sammenligning med The Elder Scrolls V: Skyrim, da dusørjægeren bestemt minder en del om hvordan det føles at være med i lejemorderlauget The Dark Brotherhood.

Det er ikke kun i historien, at jeg finder variation mellem klasserne, men også i kampsystemet. Hvor jedien bygger Force om med visse angreb og slipper den løs med andre (lidt i stil med Death Knighten fra World of Warcraft), skal dusørjægeren sørge for at holde sit våben afkølet, så det ikke overopheder, selvom hvert angreb øger trykket. Forberedelse inden den næste kamp er altså vigtigere for dusørjægeren end jedien, der i stedet skal holde et godt tempo i kampens hede for hele tiden at have lidt Force med sig.

Det er en fryd at udforske, lære til sig og til sidst skræddersy hver klasse, efter hvordan man selv ønsker at spille. Foretrækker man den mørkere side af Kraften, bør man måske kigge nærmere på en Sith, der kan kvæle folk på afstand, gøre sig usynlig og skyde med lyn, præcis som Kejseren i filmene. Vil man hellere skyde først og udleve sine Han Solo-fantasier, bør man spille som smugler, gemme sig bag dækning og flyve det flotteste rumskib i hele spillet.

Star Wars: The Old Republic

Med så mange forskellige klasser og så enormt meget indhold bliver det hurtigt svært at fatte, hvordan Bioware har formået at holde styr på den involverende og dynamiske historie. Bare det at komme gennem prologen tog mig omkring 15 timer med jediridderen, og det er først derefter spillet rigtig begynder. Læg dertil et imponerende antal stemmeskuespillere for hver dialog, og du har en hel del at lave denne vinter. Og forår. Og sikkert også sommer, efterår og derefter vinter igen.

Samtidigt kan jeg ikke lade være med at fryde mig over hvor godt Bioware har taget hånd om de detaljer, der gør Star Wars, både filmene og deres tidligere spil, til mesterværker. Musikken er oprigtigt tilpasset traditionen fra de sort/hvide film, som Lucas lod sig inspirere af i skabelsen af Star Wars. Alle de forskellige væseners stemmer lyder nøjagtigt som de gør i filmene, uden nogensinde at gentage de samme stavelser igen og igen.

Der er desuden kigget nøje på, hvad fansene egentlig vil have, og handlet derefter. Jar-Jar Binks glimrer ved sit fravær (indtil videre, i hvert fald!), smugleren skyder altid først og har et rumskib i stil med Millenium Falcon, og alle lyssværd, du nogensinde har set, kan findes et eller andet sted i The Old Republics massive verden.

Star Wars: The Old Republic

En af de vigtigste årsager til, at Star Wars: The Old Republic fungerede så godt, var, at det virkelig føltes som om jeg var en af få jediriddere i solsystemet, der rejste rundt og hjalp mennesker i nød, nøjagtigt som Qui-gon Jin eller Obi-Wan Kenobi. Mit største forbehold omkring Biowares beslutning om at føre serien over til rollespilsformatet var derfor, at det ville føles mærkeligt og forkert med hundredevis af andre spillere i samme by som jeg, men det problem har man faktisk formået at løse ganske godt.

I de vigtigste sekvenser lukkes jeg inde i min egen fase, hvor jeg ikke ser andre end mig selv og mine kompagnoner. Desuden støder man sjældent på hinanden, når man løber rundt, så man ved ofte ikke, hvad ham derover egentlig går og laver. Sammenlign det med at møde en fremmed på gaden. Men i sidste ende skal man selvfølgelig tage hensyn til at det er et onlinerollespil. Selvfølgelig vil der mangle fjender nogle steder, hvis en anden lige har været igennem området. Kald det genrens akilleshæl, om man vil.

Star Wars: The Old Republic

At spillet er åbent for alle, betyder selvfølgelig at folk skriver i chatten konstant. Det kan virke forstyrrende i vigtige samtaler, men jeg er også for doven til midlertidigt at lukke chatvinduet med det éne knaptryk, det kræver. At hvem som helst kan skrive i chatten indebærer også, at nogen kan fortælle hvad der sker senere i spillet, og der er ikke noget direkte forsvar mod spoilers. Vær forsigtig med hvad du læser, med andre ord.

Rent grafisk kan jeg lide, at Bioware har implementeret en næsten tegneserieagtig stil. At efterstræbe total realisme havde elimineret innovativt potentiale, og på sin vis føles det som om Star Wars lige så godt kunne stamme fra en tegneserie som en filmrulle. Desuden er det lykkedes Bioware at fremhæve særprægene ved hver eneste figur, hvor det ellers kan være svært at skelne figurer fra hinanden, hvis det ikke var for navnet over spillerens hoved, i spil som World of Warcraft, Rift eller Guild Wars.

Og nu vi taler om World of Warcraft - igen, men det er ikke til at komme udenom - kan jeg opleve at Star Wars: The Old Republic har en relativt nådesløs indlæringskurve. Det er som om Bioware har regnet med, at alle deres spillere i forvejen har erfaring med World of Warcraft, og derfor kun behøver introduktion til forskellene snarere end MMO-konceptet som helhed.

Star Wars: The Old Republic

Ganske vist er det skønt for mig som veteran i genren, at jeg ikke behøver døje med dybdegående tutorials og i stedet kan komme i gang med det samme, men den fordel har nybegynderne selvfølgelig ikke, og det kan potentielt være en kilde til frustration.

Det kan trods alt tage sin tid at få styr på mere eller mindre minimalistiske begreber som PvP, PvE, LFG, Warzone, DPS og hvad det ellers hedder, og selvom The Old Republic satser på historie-nichen, er det på alle måder et fuldbyrdet online-rollespil, med alt hvad det indebærer.

Men slutproduktet af Biowares hårde, lange slid er nemlig ikke bare en ren kopi af genrens tidligere stortitler, og det er jeg taknemmelig for. Det havde været let at lave en flot trailer og en traditionel Warcraft-kopi i Star Wars-miljø. Folk havde købt det. Jeg havde købt det. I stedet har man, som lovet, tilføjet en ekstra dimension, der ellers altid har manglet, og skabt et spil, der ikke bare maskerer triste opgaver med lidt historie, men faktisk engagerer spilleren i moralske valg og dialoger, der føles ægte.

Samtidigt har man ikke sluppet taget om genrens afslappede kendetegn. Til tider kobler jeg bare af og diskuterer Star Wars med andre spillere. Hvilken film er egentlig bedst? Hvad ville der ske, hvis Darth Vader besøgte Oprah? Til andre tider går jeg bare rundt og længes efter alt det, man nogensinde har drømt om fra Star Wars-universet. Sin egen speeder, for eksempel. Eller sin egen Wookie. Og det kan alt sammen lade sig gøre takket være Star Wars: The Old Republic.

Star Wars: The Old Republic er stort og vi har nærmest kun skrabet overfladen selvom timetallet er højt. Vi vil i den kommende måned blogge og fortælle meget mere fra vores oplevelser i Star Wars: The Old Republic også her på den danske redaktion. Men har du brug for en anbefaling eller et blåstempel inden købet, har du det hermed i form af denne foreløbige anmeldelse.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Sindssygt meget indhold, strålende lyd, enormt vanedannende, fængslende historie, utrolig poleret
-
Nådesløs indlæringskurve
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Krashan
    Star Wars: The Old Republic (Kort sagt SWTOR) er et formidabelt spil... De har taget meget fra de forrige spil som Star Wars: Knights of the Old... 8/10

Relaterede tekster

Star Wars: The Old RepublicScore

Star Wars: The Old Republic

ANMELDELSE. Skrevet af Oskar Nyström - GR SE

Oskar har brugt hver eneste vågne time i selskab med Biowares storsatsning. Kan Star Wars: The Old Republic vælte World of Warcraft af tronen eller skal vi glemme sammenligningen?



Indlæser mere indhold