Assassin's Creed Valhalla

Jeg elskede Assassin's Creed Origins. Det er som sådan okay, hvis du ikke gjorde, spillet udviste trods alt klassiske Ubisoft-tendenser hist og her. En til tider ufokuseret hovedhistorie, en lidt for stor verden med lidt for langt imellem det interessante indhold, jeg ved det som sådan godt. Men for mig, der var det et tigerspring frem for en serie, der i brede træk var fuldstændig stagneret som upræcist, drøjt action-spil. Serien havde brug for et hårdt, hårdt reset, og det var præcis det den fik.

Lige så ambitiøst som Assassin's Creed Origins føltes, lige så uambitøst føltes det efterfølgende Assassin's Creed Odyssey der bare var endnu større, bredere og mindre fokuseret. Det beviste dog fortsat, for mig om ikke andet, at overgangen til en mere Witcher-inspireret rollespilsstruktur var den korrekte beslutning.

Og hvorfor starte med en så personlig anekdote? Jamen fordi det er nok afgørende kontekst for, hvorledes du skal læse den her anmeldelse. Ligeledes leder det til en relativt letforståelig opsummering af, hvad jeg nu skal bruge tusindvis af tegn på at forklare - jeg kan, rent principielt, godt lide seriens retning.

Det er først og fremmest vigtigt at forstå, at Assassin's Creed Valhalla, i brede træk, delvist er en "mere af det samme"-situation, og din tolerance overfor denne designbeslutning er naturligvis derfor meget personlig. Der er stadig en gigantisk åben verden, der er stadig Viewpoints at synkronisere, våben og rustninger at opgradere, minispil at mestre, sideopgaver at takle og et relativt simpelt men tilfredsstillende kampsystem. Der er stadig en sund blanding af snigeri, åben krig og udforskning, og det hele struktureres fortsat af et gigantisk Skill Tree. Det er en naturlig fortsættelse af Origins og Odyssey, skulle du være i tvivl.

Men naturligvis slipper vi ikke bare her, og ønsker jer "held og lykke" i at træffe en købsbeslutning. Assassin's Creed Valhalla <er</em> nemlig ambitiøst og sammensat på en mere innovativ måde end sine forgængere, og føles som en naturlig 3'er, en eskalering, og en slags videre uddybelse af de temaer, mekanikker og koncepter, som vi først blev introduceret for i Origins.

Det starter med den narrative streng. Layla Hassan vender tilbage og er tydeligvis mærket af begivenhederne fra The Fate of Atlantis-udvidelsen til Assassin's Creed Odyssey. Samtidig står verden overfor en lignende katastrofe som i Assassin's Creed III, med bizarre planetære rystelser, magnetiske forstyrrelser, global hungersnød og andet godt. Løsningen? Et mystisk signal giver vores hold et praj om at de skal finde liget af vikingen Eivor Wolf-Kissed, og sådan går den vilde skattejagt.

Lad os dog starte med at slå fast, at den nutidige portion af den samlede narrative struktur ikke fylder synderligt meget, men der er dog sket en forening mellem de begivenheder, der foregår udenfor Animus-maskinen, og det man er på jagt efter som Eivor inde i den. Det er en kærkommen omprioritering, der nok hverken spilder dem der er ligeglades tid, samtidig med at det nok er mere sammenhængende end både Odyssey og Origins.

Eivors egen fortælling er ligeledes præget af nuancer, af moralske gråzoner og af spændende mystik. Først motiveret af hævn, siden af hans urokkelige troskab imod sin bror, Sigurd, drager Eivor til England i sin søgen efter at skabe en ny nation, og det er med mystiske visioner i rygsækken. Han skal skabe alliancer, forråde venner og gøre op med sig selv om ønsket om at bygge noget nyt er al volden værd.

Det er to sideløbende, og forenelige fortælling, og selvom at det naturligvis glipper scene til scene en gang imellem, hvor den egentlige kvalitet og troværdighed ved selve udvekslingerne falder en del, så er det let i brede træk at kalde det samlede narrativ i Assassin's Creed Valhalla mere spændende end i hvert fald Assassin's Creed Odyssey, og det er rart igen at kunne sige, at der er en overliggende fortælling, der ikke er direkte spild af tid.

Ligesom de to tidligere kapitler, så læner Valhallas sig mere op af The Witcher 3: Wild Hunt end eksempelvis Unity eller Black Flag. Det betyder, at du igen har med typiske RPG-størrelser at gøre her. Du vælger selv dine våben, og kan frit skifte imellem dem på farten for at få en gradvist anderledes kampoplevelse. Spyd, økser, sværd, tohåndsvåben og skjolde, og via en enkelt opgradering kan du sågar skifte hænder midt i kampens hede. Betyder dette, at spillet føles markant anderledes? Nej, ikke rigtig, og arkadeagtig dybde finder du ikke her, men hvad det dog er, er tungt, tilfredsstillende og velsammensat, og kombineret med buer, stomps, rullefald og timing der leder til kritiske angreb med distinkte animationer, så har du et habilt kampsystem, der tydeligvis er kreeret til at tilfredsstille snarere end at udfordre.

Men friheden til at designe dine egen karakter har du. Først og fremmest er der det førnævnte Skill Tree, der er æstetisk designet som konstellationer på den nordiske mytologiske himmel, hvor du løbende hæver diverse værdier og låser op for nye evner. Det er både prangende og effektivt, og samtidig med det finder du desuden nyt grej, som opgraderes ved hjælp af ressourcer. Det skyller ikke ind over dig med ubrugeligt skrald som i Origins og Odyssey. I stedet er nye rustninger eller våben nærmest en begivenhed, da de hver især kan opgraderes og tilpasses. Det skaber variation at kunne vælge en morgenstjerne til en specifik boss-kamp, samtidig med at du måske gerne vil bære to knive til en anden. Rustninger og våben kan desuden bære runer, der forøger disses statistiske værdi. Eivor kan også udsmykkes med særlige tatoveringer over hele kroppen, og du finder løbende nye designs. At det hele måske er en kende overfladisk, ja, det vil nogen nok sige, men det er samtidig svært at kalde spillet for rigidt i sit design.

Du har også en by at tage dig af, Ravensthorpe, der er dit fodfæste i det engelske. Du former alliancer med de lokale via en række dedikerede narrative ark på tværs af Englands fire kongeriger, men det er afgørende at have et øje på basen derhjemme, hvor du løbende kan bruge ressourcer på at bygge nye bygninger, opgradere dine tropper og afholde store gilder, der giver statistiske forøgelser til alle for en stund. Igen, ikke noget synderligt dybt system, tænk Ni No Kuni II: Revenant Kingdom, men tilfredsstillende i sidste ende, og fungerer som et ganske hyggeligt pusterum ind imellem udforskningen og krigene.

Men når du så er ude og udforske, er det en ganske spændende verden, om ikke andet i brede træk. Først og fremmest er det værd at nævne, at England, på et helt geografisk og farvepaletmæssigt plan, ikke helt formår at gengive den storslåethed som du finder i det gamle Grækenland eller i Egyptens storhedstid. Det er nu heller ikke helt det, Ubisoft går efter, og det her i stedet en mere beskidt, brutal, mudret fortidsskildring, men det er værd at nævne, at som spiller bliver man ikke bjergtaget af sine omgivelser på samme måde. Det er dog stadig tilfredsstillende at opleve et Assassin's Creed-spil der tør gå mere beskidt til værks, og det bliver bandet, pisset, slagtet og tævet på livet løs i de engelske byer man besøger. Der er også rigeligt at tage sig til, og det er tydeligt at mærke, at Ubisoft har forsøgt på livet løs at komme af med forestillingen om at deres verdener kun er fyldt med glorificeret spildtid.

Først og fremmest kan det mærkes på sidemissionerne, der nu kaldes "Mysteries". I stedet for lange, overkomplicerede sidefortællinger er det nu små, bizarre og ofte humoristiske historier, mere i stil med de tilfældige opgaver man støder på i Red Dead Redemption 2. En mand ønsker, at der skrives en storslået fortælling om ham, og man lokker derfor ulve til hans lejr, der så på tragisk vis øjeblikkeligt slår ham ihjel, det er den slags småtterier, og selvom at det naturligvis ikke er lige så ambitiøst, som virkelig engagerende sideindhold, så er der tydeligvis også mere respekt for spillerens tid. Samtidig med det har Ubisoft implementeret to virkelig sjove minispil, Flyting og Orlog. I det ene skal du nærmest lave et diss track imod din modstander, og det andet er et terningespil med megen strategi, der godt nok ikke når Gwent helt, men gør et ihærdigt forsøg. Samtidig har Ubisoft skruet op for den mere implicitte historiefortælling, der præsenteres dynamisk for spilleren, imens man udforsker. I en by ved du, at der er en kiste med ressourcer inde i et aflåst hus, og ved siden af låsen hænger der er et brev. Dette brev er det første af tre spor, der leder dig hen til nøglen. Den slags støder man ofte på i Assassin's Creed Valhalla, og det er ret spændende.

Jeg anmeldte Assassin's Creed Valhalla på Xbox Series X, hvor spillet allerede havde fået sin dedikerede opdatering, der gjorde det muligt at spille i 4K/60fps, og faktisk forbliver det den uden tvivl mest imponerende next-gen oplevelse jeg har haft indtil videre. Billedhastigheden bevægede sig stort set aldrig under de lovede 60fps, og ikke bare er opløsningen høj, men det er kvaliteten af de grafiske aktiver også. Assassin's Creed Valhalla er ikke visuelt perfekt, og jeg stødte på en teknisk fejl hist og her, særligt i forbindelse med Eivors kappe, men samlet set baner det vejen frem for den måde disse åbner verdener kan tage sig ud i fremtiden, og når man starter med at ride under Nordlyset på de sneklædte norske bjergtinder, så er det altså en oplevelse helt for sig. Så sandelig sætter det i hvert fald Watch Dogs: Legion helt og aldeles til vægs.

Ligeledes har danske Jesper Kyd leveret et storslået musikalsk score, der inkorporere buldrende trommer, smukke kor og episke kompositioner, som tilsammen gør Valhalla til et af de spil i serien med den bedste musik. Stemmeskuespillet er ligeledes relativt høj kvalitet. Jeg var desværre ikke vild med Magnus Bruuns mandlige Eivor, der lyder lidt kantet og akavet. Ja, jeg ved at danskere er særligt på vagt over såkaldt "danglish", men når vi nu taler om en norsk karakter, så var det faktisk ikke det, jeg studsede over. Replikkerne blev bare en kende stive i det hist og her. Til gengæld er der kun rosende ord tilovers for Cecilie Stenspils kvindelige Eivor, som derfor kan anbefales.

Det er let at forstå, at der findes dem, der for evigt vil være en kende reserverede overfor Assassin's Creed. Særligt i slutningen af action-æraen, altså via Unity og Syndicate, var det tydeligt, at Ubisoft ikke bare burde flytte fra et årligt lanceringsskema, men også burde give serien et gevaldig overhaling. Men jeg kan kun sige efter at have tilbragt mange, mange timer med Assassin's Creed Valhalla (du kan let forvente over 70 timers indhold her), så kan jeg kun sige at dette er endnu et solidt spring i den rigtige retning. Nej, spillet er ikke mekanisk dybt, og det er der nogen der vil kalde på, men hvad du får er tilpasning, variation, karakter og robust opbygning hele vejen igennem. For mig er det ret let, det her.