Dansk
Gamereactor
anmeldelser
The Dark Pictures: Little Hope

The Dark Pictures: Little Hope

Anders har kigget nærmere på Supermassives andet forsøg på at følge Until Dawn-successen. Forhåbentlig er det bedre end Man of Medan...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Udvikleren Supermassive Games har fundet deres egen niche indenfor cinematiske spil. Selvom deres mest kendte spil Until Dawn fandt både ris og ros, så lader Supermassive til at holde sig til formlen: cheesy horrorspil, som er lige dele film og spil. De fortsatte den campy stil med sidste års The Dark Pictures: Man of Medan, og allerede nu kommer anden del af The Dark Pictures-antologien, Little Hope. Timingen for dette horrorspil er intet mindre end perfekt, med en udgivelsesdato lige op til halloween. Som forgængeren kommer Little Hope med en Movie Night mode, hvor du kan dele karaktererne op mellem dig og din partner i sofaen. Det er altså et genialt kærestespil, som kræver stort set nul gaming-evner, og giver nogle timers underholdning her i de mørkere tider. Men har Hope historien, karaktererne og ikke mindst uhyggen, som skal til for at løfte denne opgave?

Som så mange andre, så er jeg en kende skeptisk overfor disse spil, som næsten ikke er spil. Det hænder nemlig ofte, at de trods den lave interaktivitet ikke har historien, plottet, karaktererne eller manuskriptet til at suge mig ind. For mig var Until Dawn præcis denne slags oplevelse, og de unaturligt ler-agtige ansigter hjalp heller ikke. Af denne grund gik jeg i en bue udenom Man of Medan.

The Dark Pictures: Little Hope
Dette er en annonce:
The Dark Pictures: Little HopeThe Dark Pictures: Little Hope

Allerede fra begyndelsen af Little Hope kunne min kæreste og jeg dog konstatere, at vi denne gang har at gøre med bedre, men ikke perfekte, ansigtsanimationer. Dette er vigtigt, da man bruger det meste af tiden på at se disse karakterer reagere og diskutere, og hvis det ikke er bare en smule overbevisende, så er det lidt træls. Modsat Until Dawn, hvor ansigtstræk mest bestod i at vise tænder, så forekommer ansigterne her mere realistiske, men stadig ikke helt så overbevisende, som man kunne håbe.

Nuvel, hvad foregår så i Little Hope? Den mystiske fortæller fra Medan, The Curator, vender tilbage, og er klar til at fortælle endnu et kapitel. Denne gang følger vi en professor og 4 af hans studerende, som strander i den forladte by Little Hope, efter deres bus kører galt. De kan ikke finde chaufføren, og de finder hurtigt ud af, at byen, som er indhyllet i en tæt tåge, ikke vil lukke dem ud. Som de bevæger sig dybere og dybere ind i den forladte fabriksby træder de også ind i byens fortid, som rummer frygtelige hekseprocesser, og besynderlige genfærd, som virker underligt bekendte.

Spillet gør imponerende brug af både fortid og nutid, og der er faktisk rigtig mange spændende ideer i brug. Fra starten virker karaktererne dog både cliché, og ret svære at holde af. De virker trodsige overfor hinandens idéer, uden grund. Mens karaktererne vokser på én, som spillet skrider frem, så dialogerne mellem dem ofte enormt mærkeligt og forceret skrevet. Vi har 1. professoren John, som tydeligvis gerne vil være en betydningsfuld leder, 2. Andrew, den unge og medgørlige studerende, 3. den ældre, stædige kvinde, Angela, 4. Taylor, den rebelske unge kvinde og 5. den posh og sporty fyr, Daniel. Igen, jeg begyndte at holde af karaktererne ca. halvvejs gennem spillet, men der er godt nok en periode, hvor man skal vænne sig til mængden af cliché. I forhold til hvor vigtigt det er for spillet, så er kemien mellem karaktererne heller ikke særlig velykket.

Dette er en annonce:
The Dark Pictures: Little Hope
The Dark Pictures: Little HopeThe Dark Pictures: Little HopeThe Dark Pictures: Little Hope

Spillet bryster sig af sit "forgrenede" narrativ, hvor enormt mange dele af udfaldet er op til dig, og du derfor skal have en følelse af ægte impact på historien. Egentlig var det positivt, at en egentlig meningsfuld handling kunne have et uventet negativt udfald. Det giver et incitament for at spille det hele igen og se, hvordan alternativet ser ud. På den anden side, så er det ikke altid tydeligt, at den mulighed, man vælger, spiller sig ud som den gør. Det betyder, at man tæt vælger forkert pga. misvisende "labels" i dialogvalgene. Det er et velkendt problem i denne type spil, men er dog det mere frustrerende, når man (som her) ikke kan gemme eller reloade nærmeste checkpoint, men skal spille hele kapitlet igen for at gøre en handling om.

Den overordnede historie har som nævnt en ret fed præmis, og jeg er faktisk ganske positiv omkring, hvordan fortiden flettes ind i nutiden. Byen Little Hope er oprigtigt interessant at udforske, og hen mod slutningen havde jeg egentlig gerne spillet mere, fordi spillet har en så interessant præmis. Det er dog synd at dialogen tit føles som om den går i ring, og er ret så tamt skrevet. Der er dermed mange andre elementer, som holder historien tilbage. Historien skuffede måske mest ved slutningen, som jeg af gode grunde ikke kan afsløre. Jeg kan dog blot konstatere, at jeg synes Supermassive tog nogle virkeligt nemme genveje for at lukke det hele af, og det er virkelig ærgerligt, når setuppet ellers gav rigeligt med muligheder.

På samme måde bruges der på gameplay-fronten også nogle nemme genveje, hvor jeg hellere havde set lidt nyt i denne "gameplay-minimale" genre. Det mest frustrerende er måske spillets brug af hurtige quick-time events, hvilket forgængeren også blev kritiseret for. Da Supermassive ellers havde lovet at rette op på dette er det en anelse overraskende, at quick-time events stadig er et irriterende element i spillet. Jeg mistede fx en karakter i spillet, ikke fordi jeg havde truffet de forkerte narrative valg, men fordi sigte-mekanismen er vanskelig at arbejde med, og jeg ikke gad at re-loade hele kapitlet igen. Ser du, karakteren døde nøjagtigt samme sted efter jeg havde re-loadet hele kapitlet én gang, og derfor gav jeg op. Jeg forstår godt, hvad Supermassive vil med dette, men jeg ville langt hellere miste karakterer fordi mine valg bragte dem af en bestemt vej, end pga. en rigid auto-save mekanisme og kluntede controls. Gameplay-mæssigt har Supermassive uendeligt meget at lære fra deres ligesindede hos DontNod, Telltale og Quantic Dream, i min optik.

Når nu gameplay og narrativ er så forbundne, som de er i denne type spil, så kunne jeg også tænke mig et klarere sprog omkring det. I Little Hope kan man spille det hele igennem uden at kigge på en menu, hvilket er helt fint. Men spillet fortæller hele tiden én om karakterernes relationer, som påvirkes, samt ens "bearings". For mig er det ikke helt tydeligt, hvad jeg egentlig kan bruge denne information til, eller hvad den overhovedet betyder for mig. Her kan man sammeligne med Life is Strange-serien, som helt modsat formidler de centrale valg og konsekvenser til dig på en mere overskuelig måde.

The Dark Pictures: Little Hope
The Dark Pictures: Little HopeThe Dark Pictures: Little HopeThe Dark Pictures: Little Hope

Lykkes spillet så, måske vigtigst af alt, på horror-fronten? Både ja og nej. Det er jo i den meget campy ende af horror, og mens det har sine øjeblikke af chok og creepy stemning, så er det en lidt "hyggelig" form for horror (du ved, når du ser horror som er så forudsigeligt at det mest er hyggeligt og lidt sjovt). For effektiv horror ville jeg til hver en tid samle Resident Evil 2 eller lignende op, fremfor dette. Det skal dog siges at det er en noget mere seriøs tone end man fandt i Until Dawn, hvilket for mig er positivt.

Mens Little Hope er bedre end jeg havde frygtet, så er det stadig et spil, som kunne være så meget mere. Supermassive fortsætter i samme spor, og som forventet er dialogen af svingende kvalitet, og der er både billige tricks, uforløst historie, metervare karakterer og underlige ansigtstræk i vente. Oveni dette er den smule gameplay, som spillet rummer, til tider ret frustrerende. Hvis man finder en charme i Supermassives tilgang, så kan spillet måske være det, man leder efter. Med mindre man er storfan af denne genre og tilgang, så er der dog bedre horrortitler, man kan smide sin tid og sine penge efter.

HQ
05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Fed præmis, god setting, karakterene vokser på én, gode narrative idéer, fin stemning
-
Stadig nogle sære ansigtsudtryk, mærkelig dialog, skuffende historie, frustrerende quick-time events, uklare gameplay-koncepter, uforløst historie, clichéer en masse.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

7
The Dark Pictures: Little HopeScore

The Dark Pictures: Little Hope

ANMELDELSE. Skrevet af Anders C. Fischer

Anders har kigget nærmere på Supermassives andet forsøg på at følge Until Dawn-successen. Forhåbentlig er det bedre end Man of Medan...



Indlæser mere indhold