FIFA 21

Forsiden af FIFA 21 prydes i år af den unge verdensstjerne Kylian Mbappé, og i menuerne dukker de 20-årige stortalenter Jadon Sancho, Erling Haaland og João Félix op med store dollargrin. Det store fokus på unge spillere indikerer, at der er tale om en ny begyndelse. En frisk start oven på en fodboldsæson, der i virkelighedens verden har været præget af Covid-19 og store problemer med implementeringen af det kontroversielle VAR-system. Men man skal ikke lade sig narre. FIFA 21 er stadig langt hen ad vejen, det samme spil, som vi har spillet siden FIFA 17, der var sidste gang serien sparkede bolden fremad og ikke stillede sig tilfreds med afleveringer på tværs.

Dermed ikke sagt, at FIFA 21 blot er en gammel, udslidt spiller i en ny skinnende spilledragt. Der bringes masser af nye features og justeringer, men om det hele er for det bedre, kan diskuteres. FIFA 21 praler af ny agile driblinger, der giver dig mere kontrol over de finere boldberøringer. Du skal blot holde RB/R1 i bund, og bolden er klistret til dine fødder. Et stykke hen ad vejen kan man godt fornemme, at den tætte kontrol er blevet en smule skarpere, og ofte kan du med en enkelt skarp kropsfinte efterlade forsvarsspilleren med røde ører. Den lidt skarpere kontrol er dog ikke udelukkende et plus. For det virker ofte til, at spillerne er på vej i flere retningerne på en gang, og kontrasten til en rigtig fodboldkamp virker større end længe. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg foretrækker, at spillerne har lidt mere tyngde, som i sidste års udgave.

Momentum spiller dog stadig en rolle, men det er alt for nemt for angribere at vende rundt på en tallerken, selv i høj fart. Mindre atletiske forsvarsspillere føles ofte som tanks på skøjter, og det kræver ofte timing af en anden verden at stoppe atletiske angribere. At det er så nemt at sætte sin mand, fjerner i mine øjne en del af spillets autenticitet, hvilket dog til dels afhjælpes af en række nye animationer. Særligt når det kommer til at tage bolden med sig i løb eller opsnappe afleveringer er variation blevet styrket, og på dette punkt er spillet til tider skræmmende realistisk. Der er også færre kluntede kollisioner i det nye FIFA, og selvom det er mere realistisk, så savner jeg nu alligevel de akrobatiske klovnenumre, der gav de enkelte kampe et unikt særpræg.

Selvom FIFA 21 klart favoriserer angriberne, så er dagene heldigvis ovre, for hurtigere spillere løb på tværs gennem forsvaret som en anden Usain Bolt. Nu skal der trods alt et par afleveringer og kreative løb til. Jeg var indledningsvis meget skeptisk, da jeg hørte at pasning-systemet, nu ville være endnu mere præcist. I de sidste mange FIFA-spil har bolden ramt spillernes fødder som varmesøgende missiler, selv hvis man slog en aflevering under pres. Det gør de sådan set stadig, men man har nu lidt mere kontrol over afleveringerne, så man faktisk føler, at det er ens egne evner, der fører til scoringer, og ikke en al for gavmild AI-assistance. Du kan nu også styre og time dine medspilleres løb. Men da næsten alle spillere smutter i dybden som Aubameyang og har en benzintank, selv Kante ville misunde, er det sjældent man får brug for denne feature. Det skulle da lige være for at få pisket backerne i gang. Siden FIFA 19 virker de til at være stavnsbundne til egen banehalvdel, og selvom de kommer bedre med i år, så er deres løb stadig alt for sjældne.

Den måske mest markante ændring i gameplayet kommer i form af en lille smart tilføjelse. Brænder du en stor chance eller forærer modstanderen et mål, kan du nu gå ind i replay og spole tiden tilbage til det fatale moment, og vupti, du får endnu en chance. Måske er featuren inspireret af VAR. Det vides ikke, men det er i hvert fald det tætteste, vi kommer på det kontroversielle video-dommersystem. Desværre er funktionen kun tilgængelig i Kick-off, hvilket er ærgerligt, da det kunne have reddet mange controllere, fladskærme og måske endda ægteskaber, hvis man også kunne spole tilbage i karriere og de andre offline modes. Alt i alt er spillet på banen ikke bedre end FIFA 20, men trods alt anderledes nok til at det føles friskt.

I forhold til præsentationen har EA altid været kongerne af grønsværen, men et par besynderlige valg gør, at FIFA 21 her tager et par små skridt tilbage. Spillet har altid, inspireret af den engelske Premier Leagues farvefiltre, valgt at anvende en helt grøn plæne. Hvilket enhver, der har været på et Superligastadion i februar, godt ved er en noget romantiseret forestilling. I FIFA 21 er græsset mere naturligt, grimt og pløjet, og det kræver lige en anelse tilvænning, især for os, der primært følger engelsk fodbold. Det samme kan bestemt også siges om kommentator-parret Derek Rae og Lee Dixon. Efter at have spillet andenviolin til Martin Tyler og Alan Smith i de sidste to udgaver, overtager de nu helt og holdent mikrofonerne. Og de er ærlig talt trættende at høre på. De laver ikke andet end at spytte klicheer, der nogle gange nærmer sig det rene nonsens. Min favorit: "This goalkeeper makes some special saves, and that's what makes him special." Indrømmet, Tyler og Smith kom også med masser af trætte klicheer, men det var altid med et personligt tvist og en naturlig begejstring, der er slemt savnet i FIFA 21.

Så når det hele gøres op mod spillet på banen sige at ende uafgjort. FIFA 21 bringer nye forbedringer, men taber også et par skridt. Men hvad så med udenfor banen? Lad os starte med den største succes. Fans har i årevis skreget på forbedringer af karrieredelen, som er blevet noget forsømt, efter at Ultimate Team er løbet med al opmærksomheden (og ikke mindst rigtigt, rigtigt mange penge.) Og jeg kan med glæde sige, at EA i år faktisk har leveret på det område.

Nej, det er ikke på ingen måde Football Manager, men det ligner unægteligt i præsentationen. Efter at simuleringen af kampe havde nået et lavpunkt sidste år, hvor du blot fik smækket et resultat i hovedet, så kan du nu følge med i kampens forløb, mens små gajoler (repræsenterende dine spillere) drøner rundt og forsøger at omsætte dine instruktioner til mål. Du kan skifte ud undervejs eller justere taktikken, men er småjusteringer ikke nok, kan du også bryde ind i kampen og selv spille sejren i hus.

Du har også mere indflydelse på din klub udenfor kampdagene. Træningssystemet har fået en gevaldig overhaling, og du kan nu træne flere spillere ad gangen, flere gange om ugen. Det er også muligt at vælge individuelle træningsplaner til dine spillere, så du kan forme dem i den optimale retning, og du kan endda omskole en rutineret spiller til at overtage en ny position, som man ofte ser det i den virkelige verden, når for eksempel en fløj rykker ned på backen eller ind på den centrale midtbane. Og forbedringerne slutter ikke her. Transfersystemet har fået flere muligheder for låne- og bytteaftaler, og som en lille fin detalje, starter dit hold nu også med en række autogenerede ungdomsspillere. Det virkede ikke særligt realistisk, når du tidligere som en hel ny manager, skulle introducere en storklub som Real Madrid for konceptet scouting. Hvis jeg skulle hæfte et ord på både gameplayet og karrieredelen ville det være kontrol. Mere kontrol over bevægelser og afleveringer, mere kontrol over din klub og dine spilleres langsigtede udvikling.

De øvrige spiltyper har set færre forbedringer. Jeg vil ikke bruge for lang tid på Ultimate Team, da du højst sandsynligt ved, hvad du får. Som altid handler det om at sammensætte det bedst mulige hold ved at optjene (eller købe) kort-pakker, og i år er der fra starten af over 100 legender at samle heriblandt Michael Laudrup og Peter Schmeichel. Den mest markante tilføjelse, er at din klub nu har sit eget stadion man kan udsmykke med diverse opgraderinger. Det er med til at øge din indlevelse en anelse og låne lidt personlighed til en spil-del, der ellers mest handler om en utroligt vanedannende grind, der heldigvis også er blevet en smule mere strømlinet, da du ikke længere behøver at anvende fitnesskort.

Volta blev introduceret sidste år som en afløser for den mislykkede historiedel Rejsen. Her spiller du gadefodbold, og selvom det ikke bliver lige så vildt som i det klassiske FIFA-Street, så er det stadig en glimrende spil-del at have med i pakken. Hvor man sidst år forsøgte sig med en tåkrummende historie, der nærmest satte et nyt lavpunkt for interaktiv fortælling, har man, frem for at ansætte mere talentfulde tekstforfattere, blot valgt at skrue gevaldigt ned for dramaet. Du får stadig en verdensfjern og ligegyldig historie, men den er nu allernådigst begrænset til en slags interaktiv tutorial, der blot varer små to timer.

Endeligt brillerer FIFA som vanligt med sine mange licenser, omend den italienske Serie A begynder at virke lidt tynd, nu hvor både Roma og Juventus spiller under falsk flag takket være deres eksklusivaftale med eFootball PES 2021. Du har Champions League-turneringen samt den sydamerikanske pendant CONMEBOL Libertadores, og så kan du også stadig spille kvindefodbold med en lille håndfuld landshold, hvor Danmark desværre ikke er med. Netop kvindefodbolden repræsenterer lidt en misset mulighed for EA. Hvorfor ikke inkludere flere landshold eller nationale ligaer, som den engelske FA Women's Super League, der i disse år oplever en vældig stigning i popularitet? Og nej, det skriver jeg ikke ud fra et eller andet kønskritisk perspektiv, men bare ud fra en undren - hvorfor inkludere en spil-del og så bare lade den hænge?

Så hvor står FIFA her på kanten af en ny konsol-generation? På den ene side får du mere indhold end nogensinde før. Der er virkelig tale om en komplet pakke. En detaljeret karrieredel, det underholdende Volta og et velfungerende gameplay. Omvendt så virker spilmotoren også til at trænge til en opgradering. Frem for at udvikle sig har man de sidste år lavet en række sideskift uden rigtigt at komme fremad. Lidt mere fokus på afslutninger det ene år, det næste år fart, og tætte driblinger og pasningsspil. Den nye konsol-generation kan ikke komme hurtigt nok, for spillet på banen trænger til en gennemgribende opgradering, men foreløbigt må vi altså nøjes med denne - alt taget i betragtning - ganske udmærkede pakke.