Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Super Mario 3D All-Stars

Super Mario 3D All-Stars

Marios fødselsdag bliver fejret med et glædeligt gensyn, men der mangler et par stjerner i All-Stars.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Fødselsdage og jubilæer er lidt ligesom årsregnskaber og selvangivelser - man kan altid få dem til at passe, hvis bare man fusker lidt med tallene. Dåbsattesten er ganske vist aldrig blevet offentliggjort, men skal man tro Nintendo, så fylder den folkekære blikkenslager 35 i år. I hvert fald er det tre og et halvt årti siden det første Super Mario så dagens lys og det skal selvfølgelig ikke fejres i tavshed. Derfor forelægger tre af Marios mest berømte eventyr i den tredje dimension nu i en ny, samlet og let revideret udgave til den håndholdte Switch.

Lad mig få sagt med det samme, at nærværende tekst ikke som sådan er en anmeldelse af de enkelte spil, men snarere en vurdering af samlingen som helhed. Jeg kan næppe finde noget nyt at sige om Super Mario 64, som ikke er blevet sagt i løbet af de sidste 23 år. Det skulle lige være, hvis jeg havde formået at klare en bane helt uden at hoppe. Derfor er udgivelsen nu stadig signifikant, ikke mindst fordi den markerer den første genudgivelse af en ikonisk Wii titel på Nintendo Switch. For slet ikke at nævne den første genudgivelse af et Gamecube spil siden... nogensinde?

Super Mario 3D All-Stars
Dette er en annonce:

Super Mario 3D All-Stars tager naturligvis sit navn fra det originale Super Mario All-Stars, en opdateret samling af Marios fire første 2D-eventyr. Spillet udkom i 1993, samme år som undertegnede, og bød på en gennemgribende renovering af spillenes grafik, forbedret lydside, teknologisk raffinering af de bevægelige platformkulisser og ikke mindst inklusionen af The Lost Levels, en hårdkogt fortsættelse til det første spil, som hidtil ikke havde været den vestlige verden forundt. Rent historisk må den omfangsrige genskabning og -udgivelse have været blandt de første af sin slags. I hvert fald satte den barren højt...

Sammenlignet med 2D-samlingen fra fordums tid kan Super Mario 3D All-Stars godt virke som en lidt flad fornøjelse. Der kan næppe herske tvivl om spillenes individuelle kvaliteter - det er i hvert fald ikke svært at forstå, eller for den sags skyld billige, at en genudgivelse skulle finde sted på den folkekære og almenkendte Switch. Mange mennesker har givetvis ikke haft fast kontakt til den italienske blikkenslager siden barndomsårene og for dem er 3D All-Stars selvfølgelig en kærkommen mulighed for et supernostalgisk gensyn. Men selv set gennem rosenrøde briller virker genudgivelsen en smule skrabet.

Som du sikkert allerede ved, så indeholder Super Mario 3D All-Stars tre klassiske platformtitler: Super Mario 64, Super Mario Sunshine og Super Mario Galaxy. Det er tre fantastiske titler i en genre- og industridefinerende spilserie, som, med kun enkelte forbehold, stadig er en fornøjelse at (gen)opleve den dag i dag. Men modsat de gennemgribende opdateringer i det originale All-Stars, så er der kun blevet pillet meget lidt ved spillene i denne samling.

Super Mario 3D All-Stars
Dette er en annonce:

Helt konkret har alle tre titler fået et grafisk ansigtsløft, så spillene står noget skarpere og tager sig bedre ud på moderne fjernsyn. Sunshine og Galaxy brillerer for alvor i en højtdefineret 16:9-billedratio, mens den nærkvadratiske 4:3-fremvisning af Super Mario 64 må affinde sig med et par sorte bjælker i siderne. Ved siden af de grafiske justeringer, er relevante tekstpassager i alle tre spil blevet ændret, så diverse instrukser nu reflekterer den nye styring og Switchens unikke arsenal af knapsymboler. På samme måde er grafiske elementer som livsmålere og mønttællere blevet opdateret, så de harmonerer med den nye opløsning. Slutteligt følger musikken fra spillene også med i særskilte albumudgaver som man kan lytte til fra spillets hovedmenu.

Og det er i grove træk det. Man skal altså ikke sætte forventningerne op efter radikale omvæltninger eller en total genopfindelse af spiloplevelser fra en svunden tid. I stedet må man forholde sig til et todelt spørgsmål om værdi: er spillene stadig værd at spille? Og kan samlingen virkelig retfærdiggøre sin betragtelige pris?

For mig er det let at besvare det første spørgsmål med et rungende "ja"! Jeg har ikke lyst til at forestille mig en verden uden Super Mario 64. Historien går, at det var det spil som overbeviste Gabe Newell om computerspillenes kunstneriske merit og selvom diskussionen mildest talt er fortrådt og fortærsket, så er det svært at være uenig. Trods alderen, er det stadig en fornøjelse at følge den polygonfattige, næsten kantspidse Mario rundt på eventyr i svampeslottets magiske malerier. Spillet rummer talrige ikoniske øjeblikke - både de almenkendte og de mere personlige - og for mig at se, er både de tekniske, artistiske og underholdningsmæssige kvaliteter stadig åbenlyse, den dag i dag.

Det er de mindre positive aspekter naturligvis også. Som tredimensionel alderspræsident for serien, er Super Mario 64 klart det spil som havde haft mest gavn og glæde af en grundig overhaling - hvis ikke grafisk, så mekanisk. Den største synder her er spillets kamera, som man stadig ikke kan bevæge frit og flydende, men kun i grove hak. For det meste opfører det sig nu stadig ganske pænt og jeg er forbløffet over hvor hurtigt jeg faktisk blev grebet af spillets farverige verdener og rytmiske stjerneræs.

Det sagt, så må jeg også vedkende mig de rosenrøde briller. Jeg sætter bestemt pris på at genopleve en ikonisk spilverden fra min barndom, denne gang med skarpere grafik, men ellers er udgaven i 3D All-Stars ikke meningsfuldt anderledes end originalen. Spillet blev faktisk genskabt i en hæderlig, men ofte overset DS-udgave tilbage i 00'erne og selvom implementeringen af den udgave dels havde krævet mere arbejde, dels brudt med nostalgien, så kunne man alligevel godt have håbet på noget mere. Især hvis man har oplevet den glorværdige hyldest til det ikoniske svamperige i Super Mario Odyssey...

Super Mario 3D All-Stars

Mindre ikonisk er måske nok Super Mario Sunshine, et spil der, ligesom den spillemaskine som i sin tid husede det, er gået lidt i glemmebogen - og som i løbet af det sidste årti har været notorisk vanskeligt at opstøve på lovlig vis. Nu er spillet heldigvis tilbage og det må være et vidnesbyrd, dels om udviklernes håndværk, dels om Gamecubens latente hestekræfter, at Sunshine stadig tager sig så godt ud. Musikken, det måske mest mindeværdige ved spillet, hænger stadig fast i ørerne og som folk med emulatorerfaring kan bevidne, så ser spillet ganske godt ud i højdefinition, især når der er blevet skruet lidt ekstra op for farverne.

At gå fra det ene Super Mario til det næste er i sig selv en interessant øvelse i at forstå udviklernes raffinering og den historiske evolution af blikkenslagerens bevægelsesmønster. I Sunshine har Mario ganske vist fået forbud mod baglænssaltomortaler, men til gengæld bliver der åbnet op for en ny verden af farverig akrobatik med den rygmonterede vandslange, FLUDD. Det er med hjælp fra den at Mario skal hoppe, springe og sprøjte sig gennem en snes forskellige verdener, fyldt med både horisontale og lodrette udfordringer, samlergenstande og besynderlige fjender. Af uransagelige årsager undersøtter spillet ikke Gamecube controllers, hvilket også betyder at FLUDD'ens analoge vandstyrke er gået tabt i transitionen. For mig er det ikke en større tragedie, men der er givetvis superfans som vil begræde nuancetabet.

Styringen er ganske vist lidt utraditionel i forhold til andre spil i serien, men den harmonerer for det meste godt med Switchens styremuligheder. Især det flydende, fritsvævende kamera lemper gevaldigt på spillets aldersfølelse. Det sagt, så har Sunshine ofte haft status som seriens sorte får: navnlig starten af spillet virker meget mere diffus og hektisk end godt er. Banerne er mere løse og sandkasseagtige, de mange samlemissioner føles lidt som fyldstof og det store fokus på den besynderlige vandsprøjte distraherer måske lige så meget som det bidrager til det solfunklende platformeventyr. Overlagt stemmeskuespil, ordrige dialoger, en mere tilstedeværende fortælling, et gennemgående ønske om at udstyre italienske blikkenslagere med mærkelige rygsække og andre ukurante elementer vidner alt sammen om spillets alder og lidt akavede historiske position, som del af en vanskelig konsolgeneration for Nintendo.

I Wii'ens velmagtsdage var situationen til gengæld en helt anden. Det mærker man så sandelig også på Super Mario Galaxy. I nyere tid er spillet ofte blevet rangeret over Super Mario 64 og skønt jeg ikke selv nærer helt så stærke følelser for Marios tredje 3D-eventyr, så er spillets tekniske og artistiske (hvad der i grunden er det samme) bedrifter ikke til at overse. Grafikken, musikken og store dele af banerne og spilmekanikken er alt sammen udtryk for en kæmpe forbedring over forgængerne. Ja, med tanke på hvor lidt seriens visuelle udtryk har ændret sig siden '07, kunne man nok overbevise mange om, at spillet faktisk var ganske nyt.

Men hvad med styringen? Selv havde jeg formået at glemme, at Switchens tvillingehåndtag faktisk rummer teknologien til helt at erstatte den hedengangne Wiimotes bevægelsesfølsomme styring. Så i Super Mario 3D All-Stars kan du igen vifte rundt med fjernbetjeningen som en idiot, for at hvirvle Mario rundt i galaksen eller indsamle magisk stjernestøv. Førstnævnte kan du heldigvis også gøre med et tryk på en knap og sidder du med maskinen i hånden, i stedet for foran fjernsynet, kan du slippe for vifteriet og i stedet pege rundt på skærmen for at interagere med krystaller, kometer og elastiske stjernetegn. At omprogrammere højre styrepind til at fungere som markør havde også været en løsning, men helt overordnet fungerer spillet langt bedre end ventet.

Super Mario 3D All-Stars

Så ja, spillene holder stadig i 2020, men er samlingen pengene værd? Jeg vil nødigt underkende det arbejde som er blevet lagt i at opdatere spillene, men justeringerne synes i højere grad at være motiveret af rent tekniske nødvendigheder, end noget egentligt ønske om at forbedre originalerne. Det giver da også god mening, for selvfølgelig skal spillene kunne opleves akkurat som vi husker dem - sådan cirka, om ikke andet. Men selv uden at introducere nyt indhold til spillene kunne man alligevel have poleret og afrundet oplevelsen på flere meningsfulde måder:

Små metaspilsbelønningerne eller daglige udfordringer på tværs af titlerne; eksklusivt materiale i form af konceptkunst, 3D-modeller, reklamefilm eller interviews; praktiske muligheder såsom emulator gemmefunktoner eller frihed til selv at ændre på kontrolskemaet; eller den oplagte og ikke specielt overdådige inklusion af det oprindelige All-Stars kunne alt sammen have bidraget til følelsen af at sidde, ikke bare med en lettere revideret samling - hvis sjældenhed og utilgængelighed Nintendo ikke bare er komplet herre over, men også aktivt med til at skabe - men den allerbedste, ultimative udgave af tre klassiske Mario spil.

Mest iøjnefaldende er naturligvis fraværet af Super Mario Galaxy 2, et spil som mange fans ofte peger på som det bedste absolut bedste i serien - og som tilmed kan fejre 10-års jubilæum i år! Netop med tanke på hvor godt det oprindelige Galaxy faktisk tager sig ud på Switchen, er det svært ikke at begræde efterfølgerens udeblivelse. Forklaringen kendes ikke på nuværende tidspunkt, men selv gætter jeg på en fremtidig DLC-tilføjelse. Om end det givetvis bliver af den slags som koster ekstra...

Og det er faktisk min største anke ved samlingen: Super Mario 3D All-Stars er ikke prissat til to-, tre- eller firehundrede kroner, men til de fulde fem som er typisk for nye spil. Her er det måske igen værd at påpege, at samlingens yngste kapitel udkom for tretten år siden, mens Super Mario 64 faktisk er så gammelt, at jeg allerede var nostalgisk omkring det da Galaxy udkom. Det er lige lovligt dybt at skulle gribe i lommerne for at genopleve tre spil - ganske vist formidable og denne gang i HD - som ellers kunne være prissat enkeltvist til, ja, betydeligt mindre.

Super Mario 3D All-Stars

Og på den måde kommer Super Mario 3D All-Stars for mig også til at handle om alt det som spillet - og i bredere forstand, Nintendo - desværre stadig ikke er. Switchen mangler fortsat en seriøs arvtager til Virtual Console, hvor hedengangne titler kan genopstå til fornyet hæder. Hvis du er en nostalgisk Switch ejer, så er du lige nu begrænset til valget mellem en håndfuld arbitrært udvalgte konsolspil fra firserne - kun udlånt gennem et månedligt abonnement - eller moderne genudgivelser til heftige priser.

Hvad med Ocarina of Time, Eternal Darkness eller No More Heroes? Hvor er muligheden for at smide 45 kroner, eller en lignende pengesum, for at genopleve en gammel klassiker, med vorter, gigt og hele molevitten? Der er utallige gode spil fra de femogtyve år mellem slutfirserne og fødslen på Wii U, som stadig ligger hengemt i mørke. Og det er en pokkers skam. At 3D-samlingen her tilsyneladende er en tidsbegrænset vare er samtidig under al kritik. Super Mario 3D All-Stars virker derfor både som et løfte og en trussel: en vellykket port af Galaxy garanterer praktisk talt fremtidige genudgivelser af spil som Metroid Prime, Skyward Sword eller Galaxy 2. Og det glæder mig virkelig! Men samtidig er det ikke sikkert at Nintendos arvegods vil blive gravet frem i det tempo man kunne håbe.

Eller til den pris man kunne ønske.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Tre klassiske platformeventyr, denne gang med let forbedret grafik og i håndholdt format. Super Mario Galaxy er et højdepunkt.
-
Småt med ekstramateriale og betydningsfulde revisioner. Kunne være sat til salg enkeltvist, til en mere rimelig pris. Hvor er Super Mario Galaxy 2?
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

6
Super Mario 3D All-StarsScore

Super Mario 3D All-Stars

ANMELDELSE. Skrevet af Magnus Laursen

Marios fødselsdag bliver fejret med et glædeligt gensyn, men der mangler et par stjerner i All-Stars.



Indlæser mere indhold