Destroy All Humans!

Når jeg kigger tilbage på det sidste års tid, og i særdeleshed 2020, så har listerne over spiludgivelser haft en del kendte navne med. Det nye sort, er reelt det gamle grå - for at formulere det lidt populistisk. Spiltitel efter spiltitel har fået nyt liv, og er genudgivet så den nyeste og mest potente spilelektronik kan afvikle dem i friske skinnende klæder. Flere af de pyntede spil har endda ikke så mange år på bagen, og jeg har selv tolket det lidt i retning af nemme penge, mere end et reelt ønske om at bringe fantastiske retrospiltitler ud til et nyt publikum. Business er business, selvsagt, men som kunde og passioneret spilfan, så spørger jeg mig selv hver gang, hvor berettiget jeg syntes netop den specifikke genudgivelse er.

For 15 år siden smed jeg for første gang skiven med spillet Destroy All humans! i min højtelskede gamle sorte kasse af en Xbox. Spiloplevelsen står for mig stadig som en af de helt store fra den konsolgeneration. Humor, frihed og et gameplay der sad lige i skabet. Siden da har jeg dog ikke rørt titlen, og ej heller spillet de forskellige efterfølgere udgivet på diverse spilplatforme. Min dyrt købte erfaring siger mig, at flere af de gamle titler skal blive i fortiden. Selvom man kan have nok så stærke minder, så er det mere end en gang sket for mig, at oplevelsen alvorligt blegnende når den blev skudt af i nutiden. Det var derfor med en afmålt begejstring, at jeg for en uges tid siden modtog spillet Destroy All Humans! i en 2020-version. Halløj Crypto, godt at se dig igen, gamle dreng!

Scenen er sat i USA i slut-50'erne, hvor frygten for kommunismen herskede - og Elvis Presley og Marilyn Monroe var det hotteste af det hotte. Flyvende tallerkner og selvlysende køer, bring it on! Du indtager rollen som Cryptosporidium 137 (aka Crypto, blandt venner), en agent fra rumracen Furon. Missionen er klar; find ud af hvad der er sket med din forgænger Cryptosporidium 136, som pist forsvandt efter et besøg på Jorden over ti år tidligere. Sekundært, så skal der høstes menneskehjerner, da de af mystiske årsager indeholder spor af Furon DNA. Vi må have været ude i en hed kærlighedsaffære mellem menneskeheden og Furon-racen tilbage i fortiden. Furon-racen er ved at uddø, så det er nødvendigt at nappe lidt hjerner. Historien hænger ganske godt sammen, og vi smides ud i hjørner med for eksempel en hemmelig statsorganisation ved navn Majestic, der selvfølgelig har en masse skønne gadgets, som seriøst hidser vores temperamentsfulde Crypto op. Vi ender mere end en gang ud i, at Crypto eller hans chef Orthopox 13, som sidder behageligt oppe i moderskibet og forsøger at guide vores helt rundt, lettere tørt konstaterer: Destroy All Humans!

Havde jeg ikke vidst, at dette var et remake af et 15 år gammelt spil, så er der ingen tydelige retro-tegn at spore, når man først kastes ind i spillets flotte sandkasser. Det virker helt nyt og sprødt. Missionerne rundt i de flotte baner foregår enten på gåben, eller i Crypto's flyvende tallerken. Ret hurtigt begynder man at få de første gadgets. De er absolut nødvendige for fremgangen i spillet. Vigtigst af alt er Holobob - en evne til at tage menneskelig form. Dette gør, at Crypto kan bevæge sig rundt uden at blive opdaget. I flere af banerne er dette endda en nødvendighed, da man skal starte forfra hvis man opdages. I andre er det alene en mulighed, og er ens humør til det, så kan man også vælge at smadre alt indenfor rækkevidde i jagten frem mod ens mål.

For at gøre det hele mere sjovt, så er der bunker af gakkede side-udfordringer. Det kan for eksempel være at smadre ti forskere med flyvende køer, eller drukne et helt selskab af festende poolpartydeltagere. Brutalt, måske - men hylende morsomt inde i spillet. Gevinsten ved at gå denne ekstra distance er, at man optjener mere DNA. Dette kan bruges oppe i moderskibet, hvor opgraderinger af såvel Crypto og den flyvende tallerken er absolut nødvendige. Spillet har nogle pragtfulde boss-kampe, og uden de rette opgraderinger, så bliver det nogle lange oplevelser med gentagende forsøg. Udover de ekstra udfordringer, så har banerne også collectibles i form af droner. Fund af disse giver også lidt ekstra frihed til opgraderinger. Når banerne er gennemført i historiedelen, kan man genbesøge dem for at udforske. Denne del er krydret med fire ekstra spilmodes: Armageddon, abduction, race og rampage. Disse kan bruges til at hente flere opgraderinger, og er ligeledes opfindsomme og varierede. Der bygges hurtigt på Crypto's skills, så skal man lige pudse evnen til at kaste med eksempelvis mindre husdyr af, så er dette vejen frem. Hold lige min drink, den kylling skal bruges til at smadre den snaksaglige bondekone!

Humoren i spillet er plat og helt igennem fantastisk. Hele spiloplevelsen er sovset ind i det, og udover cutscenerne og replikkerne mellem Crypto og Pox inde i spillet, så støder man på mange andre gode grin. Crypto's evner og gadgets er en hel boldgade for sig selv. I flere baner skal man bruge hans evner til at læse folks tanker, og her støder man på nogle pænt aparte af slagsen. Spillet er dejligt fri for den nypuritanske bølge, der svømmer ind over anno 2020. Et stykke inde i spillet får Crypto adgang til den berygtede anal-probe. Jeg må erkende, at jeg grinede højlydt der foran skærmen helt alene, da jeg drønede gennem en by bevæbnet med netop denne anordning. Folk hopper pænt højt, når dette aggregat smides i aktion! Løb der er en rummand, AV!

Hvis vi hopper tilbage til udgangspunktet, og snakken om relevansen af genudgivelse af forskellige spiltitler, så overvejer jeg tit hvem der egentlig er tænkt som målgruppe! For de fleste ældre retrospil, er det med stor sandsynlighed folk, som i deres barndom har nydt de forskellige spiltitler. For at smide et kvalificeret lod ind i den debat, kastede jeg spillet ind til min 13-årige søn, og lod ham lege med det. Han havde allerede kigget mig over skulderen, og tørt grinet med et par gange. Efter en lille time var han hooked. Så vidt jeg husker, siddende her foran skærmen med min begyndende feriehjerne, er det første gang jeg har set det ske med et ældre spil i nye klæder. Spillet er i sin grundform ældre end ham er - og der er tonsvis af referencerammer han ikke vil opfange! Men han stornyder spillet stadigvæk. Han spillede typisk banerne på andre måder end mig - og andre dele af spillet fangede hans opmærksomhed. Der er eksempelvis mulighed for at låse nye skins op til Crypto, hvilket han gik all-in på. Dette kan gøres ved at gennemføre specifikke baner til perfektion. Ordne alle udfordringerne i et hug. Bingo, her er et cowboyoutfit til Crypto, eksempelvis. Sådanne dele ville jeg ikke engang have nævnt her, da det er så himmelråbende ligegyldigt for mig. Men knægten dykkede ind i de dele. I jagten på nye opgraderinger havde vi dog fælles fodslag, og vi har allerede haft flere dybe debatter om de rigtige veje at gå, og hvordan man nemmere kan gennemføre diverse boss-kampe. Konklusionen her er klar: dette er i den grad også en udgivelse, som vil aktivere en hel ny Crypto-fanbase.

Samlet set er dette den mest relevante genudgivelse jeg har set længe - ja, måske endda nogensinde. Spillet vil fjerne omkring 250 - 350 kr fra dine ferielommepenge, og det vil jeg mene er en god value-for-money-investering. Jeg ser så, at man i tidens ånd kan tilkøbe skins til Crypto-drengen, men det er vist ikke rettet mod gamle halvgnavne spillere, som jeg. Er man kold over flot moderne grafik, så kunne den oprindelige udgivelse sikkert også bruges nu. Til forskel fra denne, er der dog en ekstra bane med i spillet her i 2020. Denne skulle efter signende have været droppet i den oprindelige udgivelse. Hvad argumenterne for det skulle være, er mig ukendt - da jeg nød den i ligeså høj grad, som de resterende baner.

Skal jeg på falderebet nævne en enkelt ting, som kunne opfattes som et lille minus, så er det den svingende sværhedsgrad. Nemme kampe er blandet med markant mere udfordrende kampe. Men det bliver aldrig direkte ulideligt. Jeg var af et par omgange nød til at hoppe tilbage til de åbne baner, og så kaste mig ud i at høste midler til opgraderinger. Men da dette er ganske underholdende, så gik der ingen flig af glæden her. De mange forskellige gadgets man åbner op for kræver også en grad af strategi. Hvad skal jeg bruge og hvad skal jeg opgradere? Det endte som et godt strategisk element, og så kan jeg fint leve med at sværhedsgraden ikke traditionelt bare er stigende og stigende spillet igennem. Selv her 15 år efter den første udgivelse, så er kampen mod menneskeheden enormt underholdende, og jeg kommer uden tvivl til at rende rundt som Crypto resten af sommeren for at prøve alle hjørner af denne gamle spilperle i nye klæder.