Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Football Manager 2012

Football Manager 2012

Der er lovet hele 800 ændringer og justeringer i dette års udgave af Football Manager. Vi sendte Christian på trænerbænken for at prøve dem af.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Hvordan udvikler man yderligere på et spil, der år efter år scorer toppoint i anmeldelser og tryllebinder fodboldentusiaster verden over til skærmen? Opgaven synes næsten umulig for Sports Interactive, der dog igen i år har formået at gøre oplevelsen som virtuel fodboldmanager endnu bedre med udgivelsen af Football Manager 2012.

I år har udviklerne med Miles Jacobson som alfaderlig frontfigur lavet over 800 justeringer i spillet, som Jacobson kalder det mest komplette Football Manager-spil i rækken.

Og man skal have argumenterne i orden for at modsige hr. Jacobson. Spillets interface ligner godt nok sig selv med det overskuelige besked-system, der var en af de mere opsigtsvækkende opfindelser i 2011-udgaven. Og umiddelbart skal man lede langt efter de opdateringer, der giver den helt store adrenalin-rus.

Football Manager 2012
Dette er en annonce:

Men som erfaren FM-spiller, der har spenderet utallige sene nattetimer på det makabert vanedannende fodboldspil - helt fra dengang Kennedy Bakircioglu hamrede kasser ind på stribe og Tó Madeira var et af de bedste køb - er de mange små justeringer utroligt kærkomne. Overordnet set betyder de 800 ændringer, at man bruger langt færre musseklik på at danne sig det kølige overblik - helt fra transfersøgningen, der nu filtreres i realtid, til interaktion med spillerne, der prompte reagerer på dine udtalelser.

En af de største tilføjelser er, at det er blevet muligt at tilvælge flere ligaer midtvejs i sæsonen. Denne nye feature har været efterspurgt længe, da man hidtil har skullet starte helt forfra, hvis man ville overtage roret i en klub, man ikke havde valgt fra starten. Hvis man tilvælger flere ligaer, skal man dog vente til den nye sæson, før den nye liga bliver aktiv. Så kører man død midtvejs i sæsonen med Barcelona, fordi det er for nemt, kan man tilvælge den danske liga og fra næste sæson føre Hvidovre tilbage til toppen af dansk fodbold.

Sports Interactive har slået på trommer for deres 3D kamp-motor, som efter deres eget udsagn har fået en gevaldig overhaling. Men det er stadig en halv-patetisk oplevelse at overvære 22 næsten statiske tændstikmænd i samme stive positur spæne rundt på grønsværen. Og selvom dommeren, tilskuerne og spillerne er blevet en anelse mere livlige, så er det utvivlsomt et punkt, hvor udviklerne kan gøre det langt bedre.

Det er spild af tid at bruge krudt på den elendige lydside, der stadig er det første, der bliver deaktiveret af undertegnede, efter at have lagt øre til det en enkelt gang.

Dette er en annonce:
Football Manager 2012

Der er i årets spiludgave blevet mulighed for at modellere sin karakter i langt højere grad end tidligere. Således kan du udtale dig i fem forskellige tonelejer i næsten alt, hvad du foretager dig. Skal du for eksempel forsøge at gejle dine drenge op i et aggressivt eller lidenskabeligt toneleje i halvlegspausen i Champions League-finalen? Eller skal du forsøge dig med at sige tingene tøvende?
Det fungerer supergodt, og du får spillernes reaktion på dine udtalelser omgående. Er det ikke noget, du vil bruge krudt på, kan du, som med størstedelen af de andre beslutninger, overlade det til din assistenttræner.

Skuffende er det dog at opleve de konstant tåbelige pressekonferencer, som er lige så interessante som sukat og surkål. De tandløse spørgsmål og svarmuligheder inviterer til, at man enten klikker sig hurtigt igennem uden at læse spørgsmål og svar - eller, igen, overlader cirkusset til sin assisterende manager. Sports Interactive har forsvaret sig med, at pressemøder i det virkelige liv også ofte er ret kedelige. Nå, jaja, men det ville da klæde spillet, hvis man skiftede nogle af spørgsmålene og svarmulighederne lidt ud.

Kontraktforhandlingerne har også fået en ekstra dimension. Agenterne har igen i år forskellige tilgange til deres klienter; nogle af dem er enormt arrogante og pengegriske, mens andre tager lidt mere løst på forhandlingerne. Møder du en af de strikse, er det i år muligt at fastsætte et decideret lønloft. Men gør du brug af det nye værktøj, skal du regne med, at agenten gør indsigelser på andre klausuler i kontrakten. Det er en vellykket feature, der enten kan få dig i fedtefadet, hvis du er for nærig, eller få dig til at føle dig som en vaskeægte krejler, hvis du snørrer agenten og signer den nye Messi for ussel mammon.

Taktikdelen er gjort langt mere overskuelig. Langt flere features er blevet rykket ind på selve taktikskærmen, så du igen ikke skal klikke rundt og lede efter de forskellige indstillinger, hver gang du skal sætte taktikken. Det er nemmere at forberede holdet til kamp, da kampforberedelserne er blevet flyttet fra træning- til taktik-skærmen. Derudover er det blevet muligt at tilføje op til tre forskellige taktikker, så du hurtigt kan skifte imellem eksempelvis hjemme- og ude-taktikker. Derudover har Sports Interactive flyttet indstillingerne for spilfilosofi og aggressivitet til taktikskærmen. Alt sammen er det noget, der betyder, at du skal bruge færre klik og får et bedre overblik.

Football Manager 2012

Det er umuligt at komme omkring alle de mange små justeringer, der er foretaget i årets udgave. Men sammenlagt giver de en langt mere helstøbt spiloplevelse. Og er man førstegangsspiller, er tutorial-delen blevet udvidet med quests, der giver nybegyndere en solid start på det absolutte bedste fodboldmanagerspil i historien. Det er som sagt ikke svært at finde argumenter for, at årets udgave af spillet er et af de bedste i serien.

Sports Interactive slår med Football Manager 2012 ikke et større brød op, end de kan bage, men samtidig sørger de for, at det hæver ganske langsomt og sikkert.

09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Mulighed for vælge ligaer til og fra undervejs, mange små forbedringer i menuerne, bedre overblik, udvidede kontraktforhandlinger
-
Elendig lyd, kedelig kamp-grafik
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Football Manager 2012Score

Football Manager 2012

ANMELDELSE. Skrevet af Christian Slot

Der er lovet hele 800 ændringer og justeringer i dette års udgave af Football Manager. Vi sendte Christian på trænerbænken for at prøve dem af.



Indlæser mere indhold