The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn

Faraos Cigarer, Tintin i Tibet og Flight no. 714 til Sydney. Sammen med lidt blandet Asterix-tegneserier er det nok disse titler, der har skabt mest slid på mine forældres lånerkort ,da jeg var en ung purk.

Den Palle Huld-inspirerede Tintin har været synonymt med eventyr for flere generationer men det er først nu han har fundet vej til det helt store format, hjulpet på vej af selveste Steven Spielberg og Peter Jackson.

Spillet følger det samme eventyr som filmen og fører Tintin fra det Belgiske til det åbne hav, ørkenen og andre lokaliteter. Og der skal både sniges, flyves og skydes med slangebøsse.

Spillet tager sit udgangspunkt da Tintin og Terry er på en slags loppemarked, Terry snuser sig frem til et prægtigt modelskib og efter lidt prutten om prisen har Tintin erhvert sig en model af Enhjørningen, samt en bog om den forbandede Haddock-familie der er sin tid sejlede på de syv have i den virkelige Enhjørning.

Det viser sig hurtigt at Tintin ikke er den eneste der er interesseret i den gamle skude, og så går skattejagten ellers i gang.

Det meste af spillet foregår som en todimensionel platformer. En simpel en af slagsen. Øretæver til tjenestefolk, skumle lejesvende og en sjælden boss styres ved hjælp af en enkelt knap og man kan ikke gøre meget andet end at affyre en lige højre, eller venstre eller kaste alskens skrammel efter sine modstandere. Sværhedsgraden ligger sig bekvemt et sted mellem at stjæle slik fra et barn og at binde snørrebånd.

Man kan også snige sig rundt af og til, og så overrumple fjender inden de ved man er der, ofte har det dog ikke det store udfald hvilken tilgang man har til det.

Af og til er der ingen fjender i nærheden og mere rendyrkede platformsektioner kommer til forgrunden. Det er nok denne del af spillet til fods der er mest spændende, at stikke af fra et synkende skib var helt sikkert et af højdepunkterne.

Kort inde i spillet møder vi den iltre Kaptajn Haddock, der er noget melankolsk over at være en del af Haddock-familien, da hans forfader begik en kaptajns dødssynd da han ikke gik ned med sit eget skib. Han råber som sædvanligt hans noget sære fornærmelser efter folk og af spillets rollebesætning er han klart den mest kompetente.

I løbet af historien er der flashbacks til Haddocks forfader Francis, der forsvarer sit pirat-infesterede skib. Denne del af spillet er noget skrammel, kort og godt. Stort set alt kører på auto-pilot og man kan klare sig med en knap og den ene styrepind.

Til tider befinder Tintin, Haddock og Terry sig i et fartøj af en art, blandt andet et lille propel-fly, hvilket fører til luftakrobatik og kampe mod hvad der må være halvsovende modstandere. Måske var det de flotte maleriske skyer på himlen eller en sjælden frihed i manøvrering der gjorde det, men jeg blev faktisk godt underholdt af denne del af spillet. Først i historien og senere i udfordringssektionen der lader spilleren prøve de fleste gameplay-scenarier fra historien sågar med lidt mere tilfredsstillende sværhedsgrad.

Historien bevæger sig ganske hurtigt, men med undtagelse af få scener er der ikke meget der mindeværdigt over begivenhederne. Spillet er også ufatteligt kort og kan spilles igennem på en eftermiddag, så det er heller ikke fordi der plads til den store eksposition.

Hvis man vil spille sammen med en anden kan det gøres i specielle baner der foregår i noget så underligt som Kaptajn Haddocks drømme der går ud på at samle point og skjulte himstregimser.

Det er ikke meget bedre skruet sammen end det normale spil, men en ekstra spiller kan gøre underværker for underholdningsværdien. At det foregår i en drømmeverden gør bestemt også en positiv forskel i banedesignet, hvilket også kommer til udtryk i at Tintin og Haddock har hver deres specielle redskab, Haddock kan slæbe tunge ting og Tintin har en krog på et reb han kan skyde afsted så han lettere kan klatre rundt.

Hvad end man syntes den kommende film er flot eller er årets uhyggeligste film, bestående udelukkende af unaturlige menneskelignende mannequiner er der ikke så meget at sige til at karaktererne i spillet ser lidt flade og triste ud. På afstand, som i platformsegmenterne virker de acceptabelt og animationerne for diverse bøller man slår ud har simpelthen fanget Tintin-ånden perfekt. Når man kommer tæt på er det en anden sag, Tintin ser decideret støvet ud, Terry ser ud som om han er blevet udstoppet og kun Haddock formår at få ansigtsudtrykkende helt på plads.

Udover kaptajn Haddocks stemmeskuespiller, der har sur, skotsk søulk under huden, er det ikke noget ørehængende godt stemmeskuespil. Tintin kan ligefrem lyde lidt småirriterende, hvilket må siges at være en skam for historiens helt.

Når det kommer til licensspil, især de spil der baseres på film, når mine forventninger sjældent over havniveau. The Adventures of Tintin har sine op- og nedture, og kan til tider bringe tankerne hen mod Another World og Prince of Persia, men i sidste ende er der altså ikke nok kød på spillet til at gøre det vanvittigt anbefalelsesværdigt.