Iron Man VR

Det er nemt at forstå, hvorfor Camouflaj og Marvel var enige om, at Iron Man var den mest oplagte superhelt til et VR-spil. Alt fra thrusters til repulsors og den propre næve, han ynder at sende afsted udføres elegant med de efterhånden meget bedagede move controllere, hvilket resulterer i luftkampe, hvor adrenalinen pumper og indlevelsen er tæt på total. I disse øjeblikke er Iron Man VR enhver tegneseriefans drivvåde VR-drøm. Andre gange føles det klodset, gammeldags og tynget af den aldrende hardware, det afvikles på. Det resulterer i en ujævn oplevelse, som dog har nok lyspunkter til at sikre en forsigtig anbefaling.

Styringen er både en af Iron Man VR's største styrker og en kilde til lejlighedsvise frustrationer. Iron Man styres ved hjælp af de to thrusters og gennem dit blik og dine hænders placering (samt lidt hjælp fra de to drejeknapper). Efter lidt tilvænning bliver man hurtigt i stand til effektivt at manøvrere elegant i høj fart - når altså der er plads. Iron Mans banedesign er nemlig en blandet pose bolsjer - tit inden for samme bane. Når der er god plads at boltre sig på, er det en fornøjelse at væve ind og ud imellem de kampdroner, der er spillets mest talstærke fjender, undgå deres skud og kvittere med et velplaceret missil eller en salve fra dine repulsors, som naturligvis er hovedvåbenet. Ud over dem er det i øvrigt muligt at låse op for og udstyre Iron Man med seks forskellige sidevåben, der har forskellige fordele og ulemper. For effektivt at gøre det af med spillets fjender er det nødvendigt at benytte forskellige taktikker. En type drone er for eksempel usårlig, undtagen i øjeblikket efter den har affyret sin kraftfulde laser, så en undvigemanøvre i sidste øjeblik efterfulgt af en salve fra dit favoritvåben er vejen frem. En anden fjende (spillets eneste jordbaserede af slagsen) er hamrende svær at få under kontrol, men ved at flyve højt over den og sende et "ground pound" afsted, bliver den, helt hjælpeløs, sendt på en eftertrykkelig flyvetur, der åbner den for skydevåben. Der er ofte mange fjender på samme tid, så succes handler om hurtig handling og et køligt hoved. Det giver nogle glimrende kampe, hvor man flittigt fyrer løs med sine repulsors på de mindre fjender, bruger boost til at undvige de farligste angreb, åbner en større modstander op med en proper næve og derefter sætter det tunge sideskyts ind - alt sammen inden for få sekunder. Sådan er det heldigvis tit, men der er også øjeblikke - og desværre ikke så få af dem - hvor pladsen er trang. Her føles styringen pludselig klodset og upræcis. En mere afmålt måde at bevæge sig på som i Lone Echo ville have været kærkommen. Problemet er særlig udtalt i bybanen, hvor skyskraberne jævnligt kommer i vejen for de gode dueller. Ud over at være et gameplaymæssigt problem, udstiller det også de mudrede teksturer, som særligt på denne bane ligner noget fra PS2-æraen. Andre steder står spillet skarpere. Helicarrier-banen er således et flot spektakel, som ydermere er fantastisk sjov at spille. Som helhed fremstår Iron Man VR dog noget ujævnt visuelt, og selvom den aldrende hardware har en del af skylden, viste eksempelvis Blood & Truth, at man stadig kan lave et visuelt solidt spil på PSVR.

Når man ikke suser rundt og redder dagen som Iron Man, er der tid til at lade op i Stark Mansion, hvor du kan udforske bygningen, snakke med Gunsmith og Friday, opgradere din dragt og tilgå sideindhold samt allerede gennemførte missioner for at tjene flere research point til førnævnte opgradering af dragten. Sideindholdet begrænser sig til kamp- og flyveudfordringer på allerede spillede baner, og hvis du bare vil følge historien, kan de nemt springes over. Dog kan det betale sig at bruge lidt tid på dem, da du derved får mulighed for at låse op for flere sidevåben. Andre opgraderinger til dragten, som for eksempel kraftigere repulsors er også nyttige, men der er så få af dem, at du nok skal få dem hurtigt låst op gennem hovedhistorien.

Ud over den gameplaymæssige funktion tjener Stark Mansion og andre lignende lokationer også en pacing- og fortællemæssig funktion. De rolige stunder giver et pusterum fra de ofte meget hektiske actiondele og giver mulighed for at binde historien sammen og lade karaktererne udvikle sig. Camouflaj vil nemlig gerne fortælle en fuldblods Iron Man-historie, hvilket de slipper fra med blandet held. I stedet for at fortælle en origin story starter vi flere år inde i Tonys karriere som Iron Man, hvilket i mine øjne er en klog beslutning. Origin stories er fine, men skal helst ikke serveres for ofte og ved at hentyde til tidligere begivenheder spillet igennem, får Camouflaj alligevel dannet et billede af fortiden, der er fuldt tilstrækkeligt. Tony er således efterhånden langt fra sin tid som våbenproducent, men hans tvivlsomme fortid begynder dog at hjemsøge ham ganske bogstaveligt, da Ghost gør sin entré på scenen. Hun er katalysator for en fortælling, der forsøger at fremsætte et argument for, at Tony Stark på flere måder er sin egen værste fjende, men da han oftest blot reagerer på den mest umiddelbare trussel uden væsentlig stillingtagen, fremstår han mere passiv end selvdestruktiv ud fra et personlighedsmæssigt synspunkt. Camouflaj kæmper også lidt med tonen, hvis vekslen mellem drama og komik ikke altid lander. Særligt én skurk er storslem på dette punkt og føles fortællingen igennem som et unaturligt og akavet element i universet. Med det sagt har historien et fint tempo. Man kastes fra scene til scene i høj fart, uden sammenhængen og karakterernes motivationer går tabt. Dog gør spillets loadtider deres bedste for at ødelægge den udmærkede pacing. Alle sceneskift ledsages af en loadingskærm, som gerne varer op mod 1 minut, og da der aldrig er mere end 20 minutter mellem disse skift, bliver det et ret generende element. Særligt fordi det i VR er en smule sværere at flytte fokus over på eksempelvis telefonen.

Selvom Iron Man VR kæmper en hård kamp på en del områder, er det alligevel svært ikke at holde bare en smule af den magtfantasi, spillet præsenterer. Ligesom Iron Man selv flyver det højt og falder dybt og nydelsen af Camouflajs take på et superheltespil er nok ret afhængig af, hvor villig man er til at acceptere de styremæssige begrænsninger og tekniske problemer. Er man det, venter der flere timers fremragende luftkampe samt en medrivende om end ujævn superheltehistorie. Hvor mange VR-titler kan prale af det?