Selvom fædrelandet har besluttet sig for at give os lidt sensommer, så er vi sikkert flere, som med længsel kikker frem mod den mørke tid og en stribe store spiloplevelser ude i horisonten. En lille arcade-titel mellem alle de store mastodonter, som venter os i efteråret 2011, er Orcs Must Die!
Orkerne skal åbenbart dø, hvilket ikke er banebrydende eller fremmed terræn for os gamere. Denne gang har de grønne banditter en simpel mission - de vil nå din base, og helst i store talrige flokke. Orcs Must Die er en klassisk tower defence-titel, hvor forsvar af ens base er det store altoverskyggende formål. Det hele er pakket ind i en charmerende tegneseriestil og afvikles i tredjepersonsperspektiv. Det er indbydende, velkendt og nemt at gå til.
Vi lægger ud med en historie, som ikke vil give nogen hovedpine over et kompliceret plot. Vi har et slot, en helt og en masse grønne orker. Meget dybere bliver det ikke. Herefter overtages styringen af den bredskuldrede ridder, og rygsækken fyldes med alskens sadistiske fælder. Orkerne står på lur bag store porte, og inden de sættes fri, skal der laves en sand labyrint af ondskab og fælder.
Heltens redskaber starter ud som simple, men går hurtigt ud af tangenter med svingende morgenstjerne i loftet og diverse andre gadgets som spring ud, op eller ned på de stakkels grønne og særdeles naive fjender. Strategien og overvejelserne omkring placeringerne er i højsædet, og banerne er ganske varierede. Sværhedsgraderne dækker alle spillerniveauer, og jeg forfaldt tit selv til at gennemføre særlig udfordrende baner på det nemmeste niveau - apprentice.
Ens evner udmøntes i et forskelligt antal kranier, som så imellem de forskellige baner kan anvendes til at opgradere fælderne. Efter et par baner står man med en masse forskellige forsvarsmuligheder, hvilket giver en lidt hårde valg, da man kun har en given mængde slots tilgængelige inden nye horder af grønne fjender vælter ind. Jeg endte tit med at forelske mig i de simple og mest spektakulære fældetyper, som langt overgår, hvad Tom og Jerry leverede på TV-skærmen i min barndom.
Mens fjenderne er sluppet løs, og dine morbide løsninger gør deres ypperste for at nedbringe populationen af orker, så kan du deltage i festen med en armbrøst eller forskellige andre våben eller magikerevner. Her går spillet fra tilbagelænet afslapning til hjertebankende action. Flere gange drøner man rundt, mens man hurtigt smider forskellige fælder til højre og venstre for straks derefter at forsøge at ramme kyssetøjet på en fremadbrusende fjende. Det er god underholdning, som leverer sine kicks på grænsen mellem strategi og old-school actionspil.
Formlen i spillet er velkendt, men på ingen måde udtjent. Man bliver grebet af legen, og timerne, som man kunne have smidt ude i sensommerens varme, investeres nemt i opgradering af ynglingsfælderne og nye løsninger på den simple opgave. Hvor andre titler indenfor tower defence-genren har forsøgt sig med co-op eller multiplayer, så er Orcs Must Die en ren singleplayeroplevelse.
Interaktionen med dine venner ligger således på leaderboards, hvor summen af points hentet på de forskellige baner listes. Efter hver bane får man ligeledes en tid for gennemførelsen, hvilket kan sammenlignes med "par" på banen. Elegant lille golfudtryk har fundet sin vej ind der! Men tiden er ikke i fokus på leaderboards, hvilket måske er en smule sært. Man skal være et meget konkurrenceprøget menneske med lyst til at overgå sig selv for at finde incitament til endnu en runde igennem de fleste af banerne. Dette giver så alt i alt en lidt svag holdbarhed, da banerne kan overstås på tre til fire timer på normalt sværhedsniveau.
Blandt andre arcadetitler ligger Orcs Must Die på gennemsnitsniveauet med det visuelle og på lydsporet. Den humoristiske vinkel er gennemført, og selvom der er blodsprøjt i store mængder, så er det tegneserievold af den mere underholdende skuffe. Lydsporet følger op med rock kombineret med klassisk musik, hvilket passer udmærket, når man i højt tempo render rundt på et gammelt slot. Vores helt har enkelte tørre bemærkninger mellem slagene, og jeg trak flere gange på smilebåndet over hans betragtninger.
Orcs Must Die er en af de titler som begejstrer én time efter købet, for derefter at finde en støvet plads på harddisken uden meget mere aktivitet. Titlen kan underholde, og vigtige elementer som styringen og de simple menuer leverer, hvad de skal. Men udover det, så tvivler jeg alvorligt på, at vi vil nævne denne blandt årets allerede mange gode arcadetitler, når vi om et par måneder gør status. Det gør dog heller ikke så meget, for man er godt underholdt så længe det varer.