Batman: Arkham City

Det er hårdt at være Batman. For det første er han havnet midt i Arkham City, en afspærret del af Gotham, omringet af en enorm mur, der nu fungerer som megafængsel for alt byens utøj. For det andet har chefen for dette fængsel, den temmelig skumle Hugo Strange, fundet ud af at Batman er Bruce Waynes hemmelige identitet, og det er tydeligt, at han pønser på noget stort, samtidigt med at Gotham har udviklet sig til en mindre politistat, hvor Stranges private sikkerhedsstyrke også burer småkriminelle og andre uønskede (læs: politiske fanger) inde i Arkham. Ergo skal Strange stoppes.

For det tredje har Jokeren, der er blevet dødeligt syg efter sin leg med stoffet Titan i det forrige spil, overmandet Batman og givet ham en ordentlig dosis af sit blod, så den mørke ridder nu er i et kapløb med tiden om at finde en kur til både sig selv, sin ærkefjende og de hundredevis af hospitalspatienter, Jokeren har sørget for også er blevet smittet.

Det er i korte træk historien i Batman: Arkham City, efterfølgeren til det, der i min bog var 2009's bedste actionspil. Og nu vi er ved korte træk, kan jeg lige så godt slå fast, at Arkham City lever op til eller overgår kvaliteten fra Arkham Asylum over hele linjen.

Den største og mest væsentlige ændring i forhold til forgængeren er selve lokationen. Ligesom Asylum blander City både udendørs og indendørs omgivelser, men hvor øen i Asylum var inddelt i seperate områder, er byen Arkham ét stort område, hvor du kan boltre dig nærmest som du lyster. Da jeg første gang står på toppen af Ace Chemicals-bygningen og skuer ud over landskabet, kan jeg ikke lade være med at tænke på Sonys Infamous til PS3. Det spil brillierede også med sit store bylandskab, hvor man i praksis kunne begive sig op, ned og hen hvor man ville. Batman har en lignende frihed her, takket være nye evner og legetøj.

Det meste af gadget-arsenalet fra det første spil er intakt, og med ganske få undtagelser er det hele tilgængeligt fra starten. Dertil kommer der løbende en lang række nye værktøjer, der hver især giver adgang til områder og hemmeligheder, man ikke tidligere kunne nå. Det er klassisk Metroidvania, og lige så nøje og delikat udført som i forgængeren. Er det længe siden man sidst har spillet Arkham Asylum, er det måske lige en anelse overvældende i starten, men når først man er i gang, kommer det hurtigt på plads.

Dertil kommer, at Batman er blevet væsentlig mere mobil i luften. Man har langt mere kontrol over retning og dyk, og takket være en opgradering til Batclaw kan man gribe fat i gargoyler, mure, rækværk og så videre og "launche" op i luften med fornyet højde og fart, så Batman i praksis kan svæve fra den ene ende af byen til den anden uden nogensinde at røre jorden.

Det meste af skurkegalleriet er nye ansigter, og blandt andet Penguin og Two-Face spiller store roller. Jokeren og de to har mere eller mindre delt byen mellem sig, så man slås mod forskellige håndlangere alt efter hvor man befinder sig.

Udover hovedhistorien er her en lang række sidemissioner og andre aktiviteter. The Riddler er selvfølgelig på spil igen, og har atter spredt små trofæer overalt i byen. Modsat forrige spil gælder det ikke kun om at finde dem denne gang, da de ofte er spærret inde bag snedige puzzles med trykplader, kontakter og andre forhindringer, der i nogle tilfælde først kan klares når man har den rette gadget. Igen er der en nærmest endeløs række af gåder, der skal løses ved at scanne den rigtige genstand i omgivelserne, men Riddler går også mere drastisk til værks i denne omgang, og har indrettet livsfarlige rum med forhindringer, der skal forces, for at redde stakkels kidnappede civilister.

Riddler-opgaverne er dog langt fra det eneste sideindhold. Der er en ganske lang række reelle sidemissioner, hvor man både skal hjælpe og bekæmpe nye og gamle skurkebekendtskaber overalt i Arkham. Nogle er så simple som at stoppe overfald på politiske fanger, når man kommer tilfældigt forbi dem, mens andre involverer lange mordefterforskninger. Uanset hvor man befinder sig, er der altid noget at lave, og man kan få mange timer til at gå, uden at bringe hovedhistorien videre.

Kampsystemet var et af de store trækplastre i det forrige spil, og det er blevet udvidet i stor stil i Arkham City. Grundpræmisserne er stadig de samme: én knap til at slå, én til counters, og så længe man timer disse rigtigt, ikke slår ud i luften og ikke bliver ramt, opbygger man comboer. Når man når en combo på otte slag, åbnes der for diverse specialangreb.

Nyhederne er i form af netop disse specialangreb, muligheden for at bruge flere af sine gadgets i kamp som del af disse comboer, og et langt mere alsidigt fjendeudvalg. Nogle fjender er iført rustning, så de skal lammes med kappen inden man kan slå dem. Andre fjender bruger knive og andre stikvåben, og for at undgå disse angreb skal man holde counter-knappen nede mens man trykker bagud. Og så er visse fjender udstyret med riot-skjold, og skal angribes med et særligt hoppespark, mens fjender med stødknipler kun kan angribes bagfra.

Endeligt kan op til tre fjender nu slå på en ad gangen (i Asylum var det kun én), hvilket også betyder at man kan lave dobbelt- og tripple-counters.

Det fungerer stadig fortræffeligt, og de mange nye fjendetyper og -våben giver et ekstra taktisk element til kampene, da man i endnu højere grad end før er nød til at prioritere blandt modstanderne. Følelsen af at nedlægge ti eller flere modstandere i én lang uafbrudt combo er intet mindre end fantastisk, og når man ser combo-indikatoren i hjørnet af skærmen vise, at man lige lavede en serie på 45 slag, er det svært ikke at sidde med et smørret grin, der ville være Jokeren værdigt.

Batman er badass som få andre superhelte, og det viser Arkham City til fulde.

Dynamikken ændrer sig selvfølgelig fuldstændig, når der kommer skydevåben med i billedet. Batman har lært et par nye tricks, som for eksempel røgbomber og et par nye angreb fra luften. Det samme gælder dog fjenderne - nogle af dem har fået nattesyn, så de kan se Batman når han sidder skjult oppe i mørket, mens andre er udstyret med jammere, der spærrer for Batmans røntgensyn, detective vision. Miner er også med til at gøre livet svært for Batman, og det er alt sammen med til at give de situationer, hvor man er oppe mod bevæbnede fjender, yderligere dybde.

Batman er dog ikke den eneste, der får lov til at uddele tæsk. Indtaster man den medfølgende DLC-kode (den slags, der skal dæmme op for brugtsalg) får man også lov til at spille som Catwoman i fire særlige missioner, placeret på strategiske tidspunkter i hovedhistorien, ligesom hun kan bruges i challenge-baner. Modsat Batman kan hun ikke flyve, og har ingen batclaw til at nå høje steder. Til gengæld har hun sine klør og pisk, der gør at hun kan kravle op ad stort set enhver overflade, på undersiden af visse lofter og svinge sig gennem luften som en anden Spider-Man.

Hvor Batman i kamp er hård, brutal og udnytter sin råstyrke, er Catwoman anderledes væver, hurtig og adræt. Kampsystemet fungerer på samme måde, når man spiller som hende, men animationerne understreger den skarpe kontrast mellem de to. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at hun er den mest sexede spilfigur jeg mindes at have set, men samtidigt sparker hun røv som få andre.

Desuden har Riddler spredt en række trofæer rundt i byen som kun Catwoman kan nå, og når først hovedhistorien er gennemført, kan man skifte frit mellem Batman og Catwoman i jagten på alle hemmelighederne.

Som sagt er Catwoman-missionerne vævet ind i historien, men det hele hænger stadig sammen uden dem. På en måde virker de lidt som en sen tilføjelse til spillet, da de ikke har helt samme niveau af polering og indpakning. Dermed ikke sagt, at de ikke er underholdende - de er stadig bedre end langt de fleste andre actionspil. Men niveauet matcher ikke helt Batman-missionerne, selvom Catwoman i sig selv er en fornøjelse at spille med.

Lydsiden er selvfølgelig fantastisk. Stemmeskuespillet er fremragende over hele linjen, og igen brillerer både Kevin Conroy og Mark Hamill som henholdsvis Batman og Joker, ligesom allestedsværende Nolan North er fremragende som den bryske og grove Penguin.

Musikken gør selvfølgelig også sit til at få pulsen i vejret, med klare referencer til lydsporene i tidligere Batman-værker, Inception og Deus Ex: Human Revolution, og det når passende episke højder i de helt store kampe og slag.

Jeg har allerede nævnt de imponerende animationer, men resten af Arkham Citys visuelle side er også utroligt stærk. Den vintermørke by oser af stemning, detaljerigdommen i arkitektur og omgivelser er i top, og figurerne er også blevet nævneværdigt flottere siden første spil. Designerne har også fået klemt en imponerende mængde variation ind i de indendørs områder, der hver har sin helt egen stil, både arkitektonisk og hvad angår farver og lyssætning.

Udover kampagnen vender challenge-banerne også tilbage, denne gang under navnet Riddler's Revenge. Her er to typer, Brawl og Predator, der ligesom før handler om henholdsvis bunkeslagsmål og at rydde rum for bevæbnede vagter på tid. De kan spilles enkeltvis, men som noget nyt kan man også spille dem i såkaldte kampagner. Her skal man klare tre af dem i træk, i en kombination af både Brawl og Predator-baner, og hver kampagne har forskellige modifiers tilknyttet, som skal benyttes undervejs. En kan for eksempel gøre, at en skiftende tilfældig fjende ikke kan tage skade, en anden sætter en tidsgrænse på banen, mens en tredje gør at Batman regenererer undervejs. Som sagt skal alle benyttes, men man vælger selv hvilken bane de hver især skal gælde på. Man kan spille som både Batman og Catwoman (via den medfølgende kode, altså), og jo længere ind i spillet man kommer, jo flere challenge-baner og kampagner låser man op for.

Mest af alt er Batman: Arkham City nemlig langt. Det tog mig i omegnen af 15 timer at gennemføre hovedhistorien, inklusiv afstikkere til sidemissioner og jagt på trofæer og gåder. Og da rulleteksterne gled over skærmen, manglede jeg stadig langt over halvdelen af sideindholdet. I skrivende stund har jeg hældt omkring yderligere 5-6 timer i spillet, og har nået en completion rate på 52%. Som sagt, Arkham City er stort.

Efter man har gennemført, låses der desuden op for New Game Plus - her starter man historien forfra, men beholder sit level, gadgets unlocks og så videre. Til gengæld er modstanderne væsentligt hårdere fra starten, og det lille indikator-mærke, der viser hvornår man lave counters, er slået fra. Det gør spillet væsentligt sværere, men ikke umuligt, og skal nok falde i god jord hos de virkelig inkarnerede fans. Riddler-gåder og XP deles i øvrigt mellem New Game Plus og den almindelige kampagne, så man kan fortsætte trofæjagten i begge spiltyper som man lyster.

Batman: Arkham City er en magtdemonstration. Forgængeren tog fusen på mig ved nærmest at komme ud af det blå og levere det bedste licensspil nogensinde, men det er som om Rocksteady har fundet et gear mere, bedst som jeg troede de allerede var i topfart. Det er et fantastisk spil, og har levet op til alle mine forventinger. Det er kræs for både action- og Batman-fans, og med undtagelse af en enkelt lille mekanik, der ikke blev præsenteret helt ordentligt og derfor gjorde, at jeg sad fast i et bestemt puzzle i næsten en time, skal man lede meget længe efter svaghedstegn. Arkham City er et af årets bedste spil, hvilket ikke siger så lidt, når man kigger på udgivelseskalenderen for 2011, og et du hurtigst muligt bør suse ned til din spilpusher for at anskaffe.