Burnout Crash

Flylederen konstaterer desperat, at ja, piloten har prøvet at sparke maskinen i gang. Jeg ræser væk fra landingsbanen, der snart eksploderer i et inferno af stål og ild. Flyet rydder effektivt de sidste ruiner af, hvad der engang var kontroltårnet, og tallene flyver rundt i et lyserødt inferno af bonus-point. Velkommen til Burnout Crash, Crash-mode som i de gode gamle dage - og så lidt mere.

Min første oplevelse med Burnout-serien var på Nintendos Gamecube, følelsen af at skulle køre farligt for at opbygge nitro-turbo (eller hvad det nu hed) var, så man kunne mærke blodet blive udskiftet med benzin.

Udgiveren Acclaim gik i mellemtiden konkurs og EA samlede resterne op. Criterion var stadig ved roret og med Burnout 3 Takedown peakede serien for mig. Racing-delen var over-the-top forrygende. Den skreg ARCADE i hvert et sving, og selvom kontrollen over bilen helt ærligt blev hjulpet så godt på vej af utroligt tilgivende mekanikker, var fartfornemmelsen så vild, at man måtte kaste håndklædet i ringen og juble. Arcade-racing havde aldrig set så godt ud på hverken Xbox eller PlayStation 2.

Det var dog i spillets Crash-mode at jeg for alvor blev forelsket. Her skulle man ræse mod et vejkryds og ved slutdestinationen skulle man forsøge at skabe så store ødelæggelser som overhovedet muligt ved at styrte. For hver skade der skete, optjente man kraft til et såkaldt Aftertouch. I bund og grund betød det at man kunne "detonere bilen" og i eksplosionsøjeblikket rette bilens kurs mod endnu mere der kunne destrueres. Det var som at være del af en kaotisk pinball-maskine. I slutningen af banen blev din score gjort op, og det var nervepirrende at se tallet vokse.

I Burnout Paradise vendte denne tilbage, men flere ting ramte lidt skævt. Fysikken var ændret en anelse og værst af alt: pointene talte ikke længere op, men blev vist samlet ved slutningen af banen. Det magiske øjeblik var væk, og jeg tabte lysten til serien. For mig var serien blevet synonym med Crash-delen, og den var ikke længere tilfredsstillende.

Criterion må have tænkt lidt det samme og besluttet sig for at genopfinde Burnout kun med fokus på Crash-delen. I Burnout Crash er styrtet det eneste omdrejningspunkt, grafikken er nu set i fugleperspektiv, og selvom det i stillestående billeder virker simpelt, er det alt andet end det, når eksplosionerne ruller over skærmen.

Du har 18 baner fordelt på seks områder, og hvert område har sit specielle tema. Villakvarterer, landingsbaner, surf-paradis og til de UFO-gale er der endda et Roswell-tema. Du styrer bilen med dit venstre analog-stick og detonerer med en enkelt knap, og det er det.

Vælger du spillets Roadtrip-mode, skal du (som altid) smadre så meget som muligt, men hvis du misser fem biler i destruktionsturen, er det game over. Da trafikken kommer fra alle sider og du stadig opbygger kraft til at kunne destruere din bil, er det lettere sagt end gjort at forhindre de uheldige bilister i at undslippe.

I Rush Hour har du samme opgave men kun 90 sekunder til det, og endelig i Pile-up gælder det om at skabe så meget kaos som muligt med et begrænset antal biler i trafikken.

Hvad der gør Burnout Crash til en vinder er detaljerne og den vanvittige humor. Når bilen kastes rundt i flammehavet, pepper Criterion følelsen af at være i en pinball-maskine op ved at levere mekaniske boing/klirr/virr-lyde og sammen med en radiovært, der kunne få Stryker fra Crash FM til at græmmes, er lydtrykket solidt. Læg dertil lyden af dæk, eksplosioner, tal der tælles op og vanvittige musik-samples, og du har så en cocktail der er rasende fed (og hovedpinefremkaldende). Det er næsten for meget (hvilket Criterion er opmærksomme på, da du kan slå henholdsvis musikken, speaken eller lydeffekterne fra).

Udover at optjene boost til at detonere din bil i Aftertouch, sikrer destruktionen også en anden bonus. Denne kan bestå af en isbil (med tilhørende galning der skriger ICEEE CREEEAAAM), onde politibiler der sætter dig i skammekrogen i fem sekunder (til Bad Boys-temaet naturligvis) og altopslugende huller i jorden (hvor du selvfølgelig får ekstra point for at skubbe de andre bilister i).

Hovedattraktionen er dog de enorme Super Features, hvorfra beskrivelsen i indledningen af denne anmeldelse stammer. På Skywing-landingsbanen følger du nemlig en stakkels ansat i kontroltårnet og hans kamp for at bevare fatningen, mens destruktionen løber løbsk. Den endelige super-feature i dette tilfælde er et enormt passagerfly, der ser sig nødsaget til at lande og dermed rydde skærmen for de sørgelige rester.

Det er fedt, latterligt og på alle måder grotesk. Og så har jeg endnu ikke nævnt ufoen, asteroiden, hajen med indbygget propel eller Pizza of Fortune.

Som vi også så det med Reckless Getaway og et hav af mobile titler, optjener man stjerner for sin indsats. Disse åbner op for nye biler (med forskellige fysisk-karakteristika) eller nye baner. Det sker først og fremmest ved at score mange point, men det kan også ske ved at løse underopgaver, som at smadre alle skibe i havnen eller sikre sig en 10x smash combo.

EAs autolog sikrer konkurrence til stregen ved at implementere mange af de fine tiltag, som vi også kender fra Need For Speed. Så vil du eksempelvis ikke slå dig selv, kan du altid tage kampen videre mod vennerne - og naturligvis blive prikket venligt, når en af dem slår dig.

Skulle jeg personligt glemme alt om at vejlede dig, ærede læser, ville jeg ende på et ti-tal, for jeg elsker Crash og jeg elskede (som omtrent den eneste i verden) de latterlige radio-kommentarer i Takedown. Så for mig er dette essencen af Burnout. Og jeg er sikker på, at jeg vender tilbage til denne titel igen og igen og igen. Og igen. Jeg ved dog også, at det ville svare til at give Halo karakteren to, fordi jeg synes Master Chief er kedelig. Det er de mange små ting, der sammenlagt klikker for mig og gør, at jeg gladeligt ignorerer små irritationsmomenter. Du skal dog ikke være i tvivl:

Jeg elsker Burnout Crash.

Har du kigget til højre på siden, ved du også at jeg ikke endte på denne skyhøje karakter, og det er der (meget) få årsager til. Den væsentligste er spiltiden.

Det tog mig omkring fem timer at have åbnet op for alle baner med lige over 120 ud af 270 stjerner. Efter nutidens standarder er det en fin spiltid, men jeg følte dog, at der var lidt for få baner især med tanke på hvor små og simple de var. Noget andet er, at man hurtigt bliver mæt at det simple spil.

Begge detaljer er dog til at leve med, og til en pris på omkring 80 kroner, er det svært at stille sig utilfreds med mængden af indhold.

Elskede du Takedowns Crash-mode, holder du af flipperspil (men savner mere kontrol) eller er du bare high score-junkie, er der ingen tvivl: Burnout Crash tager førstepladsen.