Dead Island

Jeg hører skriget på lang afstand. Få øjeblikke efter ser jeg den første af dem komme løbende over bakketoppen. De er to, begge af typen Infected, den hurtige og aggressive slags. Men jeg holder på mit, griber ekstra godt om mit baseballbat, jeg for nylig har udstyret med en omgang søm i enden, og venter roligt på at de kommer til mig. Den første af dem er lige ved at bide mig i ansigtet, da jeg planter en fod midt i dens brystkasse - zombien vakler, og jeg sender ham i jorden med et slag i hovedet. I samme øjeblik er zombie nummer to over mig, og igen får jeg den på behørig afstand med et velplaceret spark. Denne gang gider jeg ikke ofre durability på mit bat, så jeg sparker bæstet omkuld, og fjerner dens hoved med et curbstomp så hårdt, at Marcus Fenix ville være misundelig.

Vi vader i zombiespil disse dage. Og det er ikke fordi jeg vil klage, mange af dem er gode, men der skal efterhånden en del til at skille sig ud fra mængden. Umiddelbart ligner Dead Island måske en Left 4 Dead-klon, især taget i betragtning hvor meget krudt der er brugt på co-op-delen, valget mellem fire hovedpersoner og dets blanding af Romero- og 28 Days-zombier. Men skinnet bedrager, og Dead Island har formået at grave sin egen lille niche, der ligger et eller andet sted i krydsfeltet mellem skydespil, Xbox-titlen Condemned og open world-rollespilsgenren.

Og skydespil er faktisk det, Dead Island trækker mindst på - jeg var næsten seks timer inde, før jeg fik fingrene i min første pistol. I stedet er det hos rollespillene, der er hentet mest inspiration. Dine våben har statistikker, kan slides ned og repareres, opgraderes og ombygges. Både du og zombierne har et level, der antyder jeres relative styrkeforhold. Små svævende tal viser, hvor meget skade dine slag gør, og hvor mange erfaringspoint du får for at dræbe dem. NPC'ere uddeler quests i hobetal, nogle af dem obligatoriske, andre frivillige.

Som sagt har du fire forskellige figurer at vælge mellem, der har hver deres specialitet og karakteristika. Jeg har brugt mest tid med Sam B, en afdanket hip-hopper, der er kommet til ferieøen Banoi i et sidste krampagtigt forsøg på at redde sin karriere. Han er en stor gut, der får bonus for at bruge stumpe våben, og er tiltænkt at fungere som tank - ham der opsuger fjendernes slag, mens kammeraterne uddeler prygl. I hans skill-træ (for sådan nogle er der!) har han for eksempel evner, der sørger for han automatisk heler, og tiltrækker fjendens opmærksomhed.

Xian er omvendt en lille væver kvinde fra Hong Kong, der foretrækker stikvåben og har evner i sit skilltræ, der netop søger at undgå zombiernes opmærksomhed. De sidste to figurer, Logan og Purna, foretrækker henholdsvis kaste- og skydevåben.

Hver af de fire figurer har sin egen biografi, man kan høre inden spillet starter, men ellers bruger Dead Island ikke meget krudt på baggrundshistorie og forklaring. Hvor zombieudbruddet stammer fra, er der ikke rigtig nogen, der har tid til at tænke over - det handler i stedet om at overleve, at finde forsyninger, sikre opholdssteder, og en mulig vej væk. Det er næsten forfriskende, på en måde. Modsat for eksempel Dead Rising er der ingen i Dead Island, der har tid til at opklare mysterier, dertil er truslen alt for umiddelbar.

Dead Island er et godt spil, men det tager tid, før det rigtig kommer i gang. I de første par timer af spillet følte jeg mig mest af alt henvist til at være glorificeret stikirenddreng. De fleste sidemissioner handler om at finde eller hente noget for nogen - medicin, sprut, glemte arvestykker, you name it. Sidemissionerne er for det meste frivillige, men i starten af spillet er ens figur så svag, at nogle af hovedmissionerne nærmest er uoverkommelige. Altså skal man levelle op, men de første mange sidemissioner savner udfordring, og bliver derfor hurtigt ensformige og kedelige.

Samtidigt føles det som om, man nærmest konstant skal forbi inventory-skærmen, fordi de våben, man har til rådighed i starten af spillet, er umådeligt skrøbelige og jævnligt skal skiftes ud.

Men når man er steget nogle levels, fået et par ekstra felter på ens helbredsbjælke, og vigtigst af alt fundet nogle våben, der både er kraftige og robuste nok til at man gider passe på dem og reparere dem, så finder Dead Island et helt nyt gear. Det tog sin tid, men jeg er fuldstændig grebet.

Udfordringerne bliver bedre matchet, der kommer mere variation i missionerne, og også i omgivelserne. Det meste af Dead Island foregår udendørs, i store åbne omgivelser, man kan udforske mere eller mindre frit. Det er ikke én stor åben verden, den er stadig delt i mindre områder, men man kan rejse lynhurtigt mellem dem via sine safehouses. Men dertil kommer, at spillet jævnligt skifter tempo, så man går fra de åbne vidder og bygader til mere klaustrofobiske miljøer som det zombiefyldte hotel, eller de trange og mørke kloakker. Meget af friheden forsvinder her, og spillet bliver langt mere lineært, men det er med til at sikre både tempo og variation, og er glimrende udført.

Som sagt byder spillet på co-op, og udvikleren Techland har begået et par genistreger på dette punkt. Er ens konsol eller PC forbundet til nettet, holder spillets centrale servere øje med hvor man befinder sig i spilverdenen, og om der er andre spillere online, der er nået nogenlunde lige så langt. Er der det, får man tilbud om at slutte sig til deres spil, og der skal ikke mere end ét tryk til, før man befinder sig i deres spilverden, og er i gang med co-op.

Alle missioner, man løser sammen, tæller med i ens eget spil. Den eneste begrænsning er, at man ikke kan slutte sig til spil, der er nået længere end en selv i historien - men har du en ven, der er nået længere end dig, kan han sagtens slutte sig til din udgave af spilverdenen og give en hånd med.

Er man ikke så meget til tilfældige møder, er her også et traditionelt lobby-system, så man kan finde venner og andre spillere på den måde. Endelig kan man løbende bestemme, om ens spil overhovedet skal være åbent for multiplayer eller ej.
På co-op-fronten virker Dead Island fuldstændig renset for vilkårlige begrænsninger, og det er herligt befriende. Her har udviklerne virkelig ramt plet.

Vi har testet Dead Island på både Xbox 360 og PC, og forskellene er til at overse. De få loading-skærme, der er, er selvfølgelig mærkbart kortere på PC, ligesom grafikken (selvfølgelig, fristes man til at sige) er noget pænere på PC, med langt færre pop-ins. Men det er også de mest væsentlige forskelle. Grænsefladen virker til primært at være designet til brug med controller, men fungerer uden problemer med keyboard og mus.

Dead Island er et rigtig solidt udspil. Indholdsmængden er også helt i top, og vil man klare alle sidemissioner, kan man snildt hive mere end 20 timers spilletid ud af det. Som sagt er de første par timer ret ensformige, på grænsen til det kedelige, men når først det rigtig er kommet i gang, er det svært at lægge fra sig. Takket være sin blanding af genrer fremstår det som alt andet end bare endnu et zombiespil i en endeløs række, og den glimrende co-op er bare flødeskum på toppen af kagen. Dead Island er et spil, du roligt kan smide dine penge efter.