Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Resistance 3

Resistance 3

Det lakker mod enden for menneskeheden. Chimeraernes sejr virker uundgåelig, og op mod 90 procent af jordens befolkning er enten død eller muteret.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er ikke meget modstandskamp tilbage i de få lommer af mennesker, der endnu holder stand, og som mest af alt prøver at overleve og holde sig skjulte.

Resistance 3

Det gælder også Joe Capelli, der bogstaveligt talt lever under jorden i den lille by Haven i Oklahoma, sammen med sin kone, søn og en lille flok andre overlevende. Her bor de i relativ fred, indtil forskeren Malakov en dag dukker op med chimeraerne lige i hælene. Et stort ormehul har åbnet sig over New York, en port til chimeraernes hjemverden, og det spreder kulde og vinter over den tidligere millionby. Langsomt men sikkert vil jorden blive nedkølet, og menneskeracen vil uddø, så kun chimeraerne er tilbage.

Malakov har ledt efter Joe i månedsvis, fortæller han, da han har brug for Joes hjælp til at få lukket hullet. Joe siger modvilligt ja, og sammen begiver de tog sig ud på den omtrent 2000 kilometer lange rejse mod New York.

Dette er en annonce:
Resistance 3Resistance 3

Resistance 3 er lidt som en roadmovie - et road-skydespil. Man rejser på tværs af landet, stopper op flere gange undervejs, møder og hjælper mennesker, man næppe kommer til at se igen, mod at de hjælper en videre på sin færd. Det er en sjov model at trække ned over et skydespil, men en hvis potentiale spillet ikke helt udnytter fuldt.

Historien om Joe er i sig selv ikke videre interessant, og formålet med rejsen er også lidt diffust og svært at forholde sig til. Til gengæld er den verden, man rejser gennem, smukt realiseret. Resistances univers er absolut et af de bedre eksempler på en fortælling om menneskehedens undergang, og de steder, man gør ophold undervejs, viser forskellige grupperinger og små samfunds reaktioner på truslen og deres kamp for overlevelse og sammenhold.

I spillets stille stunder kan man ofte høre en kortbølgeradio i baggrunden, hvor forskellige enklaver kommer med efterlysninger af savnede, efterspørger handel med rationer og medicin, eller bare giver status over hvordan de egentlig klarer sig. Det er lige til at blive rørt af, når det er bedst.

Dette er en annonce:

Men nu er historie og fortælling ikke det vigtigste for mig i et skydespil - det er derimod skyderiet, og her har Resistance 3 masser af saft og kraft. Nogle af de mere tvivlsomme designvalg fra forgængeren er droppet igen, og det betyder at man atter kan bære samtlige våben på én gang, og at man ikke bliver healet af at gemme sig i et hjørne - man skal i stedet ud og finde healthkits.

Resistance 3

Våbenudvalget er herligt opfindsomt, og består både af gengangere og nytilkommere. At et våben som Augeren, der har røntgen-sigte og kan skyde gennem vægge, er det første, man får udover startvåbene, siger alt om hvor meget ildkraft man får fingrene i undervejs. Her er faste indslag som sniper-riffel, raketstyr og haglgevær, men også eksotiske indslag som lyngevær, frysegevær eller en god gammeldaws forhammer.

Hver af dem har en eller anden form for sekundær funktion. Førnævnte Auger kan for eksempel smide et skjold på jorden, haglgeværet kan skyde med concussion-granater, og den dejligt sadistiske Mutator laver en giftsky, der får alle berørte til at brække sig til døde. Alle 12 våben er nyttige, og der er kun få overlap. Ydermere bliver de opgraderet, jo mere man bruger dem, så de for eksempel giver mere skade, får kikkertsigte, kan indeholde flere granater til secondary fire og så videre.

Oven i det kommer så modstanderne, der jævnligt stråler med glimrende AI (eller i hvert fald illusionen af det). De klogere fjender forsøger at flankere og presse en ud af dækning med granater, og på den led minder de mig om kommandosoldaterne fra det første Half-Life, hvilket er en rigtig, rigtig god ting. Ser man bort fra bosserne kan antallet af fjendetyper tælles på to hænder - nogle af dem er endda bare varianter med andre våben - men de gør alligevel arbejdet godt.

De Auger-udstyrede Steelheads holder sig i baggrunden og søger konstant dækning, mens de mobile Longlegs konstant springer mellem afsatser og hustage, så kampene foregår hele vejen rundt om en. Vi er milevidt fra endeløse rækker af dumme fjender, som for eksempel Call of Duty for det meste spiser en af med. Selv de zombie-agtige Grims kan finde ud af at falde tilbage og snige sig ind på en fra en ny vinkel. Dertil kommer bosskampene, der sjældent minder om hinanden og har al det format, man kunne håbe på.

Resistance 3Resistance 3

Som skydespil brillerer Resistance 3 på mange måder, men på den rent tekniske side er der flere skuffelser. For det første er der ansigtsbevægelser og tale - i mellemsekvenserne er de fine, men udenfor disse passer figurenes læber sjældent til deres ord. Ofte er de kun få milisekunder ved siden af, men det er nok til at bemærke det. Til tider kan man også opleve, at en figur står og taler ud i luften, som om man stod foran ham, selvom man allerede har flyttet sig.

Resistance 3

Mellemsekvenser er der i øvrigt mange af, især i starten af spillet, og man føler til tider at man bliver fragtet fra mellemsekvens til skydescene til mellemsekvens. Nogle steder skal man vente på at en NPC åbner en dør for en, og i disse tilfælde er scriptingen til tider en smule ulden, så man skal finde det helt rette sted at stå, før han gider åbne døren. Jeg har en enkelt gang oplevet at et script slet ikke startede, så NPC'erne bare stod og kiggede ud i luften, og jeg ikke kunne komme videre. Heldigvis var det ikke langt fra det seneste checkpoint, så jeg var hurtigt på farten igen. Men optimalt, det er det ikke.

Hele kampagnen kan spilles i co-op for to spillere, både i splitscreen eller online. Der er ikke løbende drop-in/drop-out, men man kan starte sit co-op-spil fra en hvilken som helst del af kampagnen, man allerede er nået til i singleplayer (og omvendt), og det er næsten det vigtigste. Jeg tør roligt anbefale Resistance 3 i co-op, da det giver de mange ildkampe en ekstra dimension at være to.

Som de fleste andre af Sonys egne PS3-spil kan Resistance 3 spilles med Move, men det er ikke nogen udpræget fornøjelse. Spillet benytter den gængse styreskabelon, som vi kender fra tidligere Move-skydespil og Wii-ditto, men for mit vedkommende føles det som en akavet styreform. Der er tit fart over feltet i Resistance 3, og mobilitet er i højsædet, og det gør det svært bevæge sig rundt med noget, der ligner elegance, når man skal dreje ved at føre sigtekornet mod kanten af skærmen. At sigte med ironsights er endnu værre, da sigtekornet her er låst til midten af skærmen som normalt, og det derfor er svært at få en fornemmelse for hvor langt man skal bevæge sin Move-controller for at flytte sigtet henover fjendens pande.

Dertil kommer, at nærkampsangreb skal udføres ved at stikke med Move-controlleren som var den en kniv, hvilket mest af alt føles som en dårlig gimmick. Resistance 3 spilles klart bedst med den almindelige Dualshock.

På falderebet skal vi også lige forbi lyd og grafik. Jeg synes skuespilleren, der lægger stemme til Joe, har en lille tendens til at overspille engang i mellem, men ellers er stemmeskuespillet på et flot niveau, og det samme gælder lydsiden generelt.

Våbnene har den bund i lyden, som man forventer, og Chimeraernes dødsrallen og -eksploderen tilfredsstiller også. Udover de stive ansigtanimationer er spillet generelt også flot, og giver en god fornemmelse af skala, når man støder på de enorme Goliaths. Farverne holder sig mest i det brune, blå og grå spektrum, og er temmelig afmættede, men det underbygger bare spillets stemning af forestående undergang.

Resistance 3 er ikke perfekt, og dets mangler er nok til at dæmpe min begejstring en smule. Gameplayet fejler dog ikke det store, og jeg vil bestemt anbefale spillet til enhver skydeglad PlayStation 3-ejer. Selvom det i mange henseender ikke er videre originalt, så er det stadig forfriskende anderledes i forhold til Call of Duty og alle dets kloner. Resistance 3 er ikke exceptionelt, men mindre kan også gøre det, og her er stadig rigeligt med underholdning at hente.

HQ
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Fede våben, gode kampe, co-op i hele kampagnen, holder gamle skydespilværdier i hævd
-
En del tekniske problemer, der ganske vist er små, men som man alligevel bemærker
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Brugeranmeldelser

  • Nike
    n 3 blev lanceret, har en af de store titler været Resistance. Serien er skabt af Insomniac Games, folkene bag Ratchet & Clank, hvilket altid... 9/10
  • The Pez Dispenser
    Resistance 3 er det afsluttende kapitel i Insomniacs Fps serie. Firmaet er nok mest kendt for Ratchet and Clank serien som især var populært... 6/10

Relaterede tekster

Resistance 3Score

Resistance 3

ANMELDELSE. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Det lakker mod enden for menneskeheden. Chimeraernes sejr virker uundgåelig, og op mod 90 procent af jordens befolkning er enten død eller muteret.



Indlæser mere indhold