Saints Row: The Third - Remastered

Saints Row har været igennem en hel del i løbet af sit 14-årige liv, og det har ikke kun set ændringer til historiedelen. Volition tog dets seriøse GTA-konkurrerende bandesaga-identitet og kastede den ud af vinduet lidt efter lidt, indtil alt var blevet skiftet ud med aparte, alien-agtigt slapstick-kaos. Hvis fans havde misset en enkelt installation i serien, før de vendte tilbage, ville de blive kastet ind i noget fuldstændig ukendt og uventet, og hvis de havde formået at holde fast i serien lige fra begyndelsen, ville mange stadig være lamslået over de mange ændringer, der var foretaget indimellem spillene. Selvom det måske ikke bidrog med den største forandring til serien, så var spillet, der stod som katalysatoren for forandring stadig år 2011's Saints Row: The Third.

Selvom det bestemt ikke bragte et sandt bandelivsagtigt narrativ, så indeholdt historien i Saints Row 2 også lignende grader af seriøse, underligt hårdtslående historiesekvenser indimellem de skøre sideaktiviteter og mærkværdige missioner, hvilket i en eller anden forstand gjorde det troværdigt. Fans spillede spillet lige så meget for historien, som de gjorde det for gameplayet. Saints Row 3 havde mindre fokus på skabelsen af et engagerende narrativ og havde i højere grad til formål at udsætte spilleren for flippet gameplay, der ikke fås andre steder, samt overdrevet hyperseksuelt indhold.

Chefen Johnny Gat, Pierce, Shaundi og resten af banden iførte sig nye personaer og imager, efter rulleteksterne til Saints Row 2 var over, da de forlod Stilwater til fordel for det meget højere, lysere og skørere Steelport. The Ronin, Broderskabet og Sønnerne af Samedi var alle elimineret, og Ultor var på ulovlig vis blevet overtaget - det hele stod klar til The Third Street Saints.

Saints Row: The Third, som ramte butikshylderne for første gang i 2011 på PC, PlayStation 3 og Xbox 360, fulgte The Saints i deres nye uniformer med deres medieimperie, som pumpede Saints-mærkede energidrik, tøj og tilbehør ud til masserne, og paraderede rundt som om de ejede stedet, hvilket de teknisk set også kommer til i sidste ende. Men alt har sin ende, eller nærmere bestemt, al succes er bestemt til at blive mødt af brutal modstand.

Hovedpersonen, i hvert fald i begyndelsen, er lederen af Syndikatet, Philippe Loren. Loren er en smart, charmerende og exceptionelt ond mand, som tydeligvis er skabt til at ligne og opføre sig som en Bond-skurk med de feminine robot-bodyguards Viola og Kiki DeWynter på hver arm. Loren har også formået at rekruttere tre bander, The Morningstar, The Deckers og The Luchadores, og i kraft af konkurrencen mellem de to imperier, er The Saints endnu en gang jagtet af en hel by, der har åbenlyse problemer med bandevold. Spillet trækker spilleren igennem nogle komiske, upassende og overdrevne missioner i løbet af Saints Row: The Third - Remastered, og actionsekvenserne skydes allerede i gang i introduktionsmissionen og stopper aldrig igen.

The Third er et underholdende spil for dem, der ikke forventer en dyb historie, men bare vil have det sjovt i en verden, hvor alt er muligt. Du kan være hvem som helst, du kan køre hvert et køretøj (vores favoritkøretøj var et flyvende kosteskaft, der lod vores sexede nonne suse gennem skyerne som en stripperheks, inden vi slap kosten i luften for at skyde tilfældige intetanende fodgængere med tankekontrollerende blæksprutteprojektiler), og du kan hoppe lige ind i de mange sideaktiviteter mellem missionerne (forsikringssvindel er stadig den bedste ting i Saints Row). Det er sjovt, det er aparte - men forbedrer remaster-versionen dette på nogen måde?

Svaret er: "Ja, selvfølgelig gør det det". Vi vil dog mene, at remaster-udgaven er mere egnet til dem, der endnu ikke har spillet originalen. Det er ikke en nedgradering med hensyn til indhold, og de skøre DLC-pakker er inkluderet, men det er heller ikke ligefrem en enorm opgradering. Vi vil sige, at det moderniserede lys gør en kæmpe forskel, og sommetider ser omgivelserne nær perfekte ud. Vi fandt for eksempel os selv vadende gennem vandpytter på en regnvejrsnat for virkelig at glo på neonrefleksionerne i vandet, der tildækkede bygaderne. Lyset ser fantastisk ud, både i dagslys og i nattens mørke.

Resten af de visuelle opskaleringer indeholder dog nogle problemer. Vi oplevede våbenmodeller, der fusionerede sammen og blev i hænderne på vores karakter, da vi placerede dem i hylsteret. Nogle frisurer lignede legobrikker klasket på et skaldet hoved (så mange, at vi faktisk kun brugte en eller to frisurer), og tonsvis af teksturer glitchede fuldkommen ud, hvor mange af dem kom fra udseendet på karaktermodellerne med undtagelse af de primære NPC's, som ses i mellemsekvenser. Det medførte, at nogle mellemsekvenser så helt forfærdelige ud, eftersom vores karakter lignede ét stort rod med skæve teksturer og andre elementer, der glitchede ud. Dog lignede alle NPC's (som til gengæld alle havde modtaget ansigtsløftninger) nogle, der var taget fra et helt andet spil. Underligt nok kom vi frem til, at de nye modeller ikke nødvendigvis ser bedre ud, bare anderledes. Et andet problem vi stødte på med teksturerne, var blodet - ååh, blodet. Det er lysende rødt - radioaktivt lyst -, og det er åbenlyst, at der på samme måde lurer et teksturproblem her.

Vi kan ikke lade være med at tænke, at denne remaster kunne være en mulighed for folkene i spidsen for at bringe Saints Row-fanbasen tilbage samt hive en ny potentiel fanbase ind uden at skabe et helt nyt spil, og det her er uden tvivl en skam. Saints Row: The Third - Remastered føles som et remaster, ingen rigtig havde spurgt efter, og det formår aldrig helt at imponere. Folk har ventet på en ny installation i serien i årevis, men i stedet får de hele tiden de samme to spil moderniseret og genudgivet om og om igen (vi anmeldte også Saints Row: The Third sidste år, og tidligere i år genanmeldte vi Saints Row 4 for fjerde gang). Omgivelserne ser ganske vist bedre ud end nogensinde, men der er så mange skærende problemer forbundet med remaster-udgaven. Saints Row: The Third er stadig et sjovt spil, ligesom det var, da det udkom i 2011, og ligesom det også var det alle de andre gange, det blev udgivet. Det er stadig sjovt, men behøvede vi det overhovedet?