The Legend of Zelda: Ocarina of Time 3D

Jeg har længe overvejet hvordan jeg skulle indlede denne anmeldelse. Min umiddelbare løsning var at dele et af mine mest mindeværdige øjeblikke i selskab med Link, men mulighederne er uendelige. Mine tanker kan næsten ikke rumme alle de fantastiske øjeblikke Zelda, og hendes evne til altid at komme i knibe, har givet mig.

Skal det være Tower of Gods i Wind Waker, Flute Boy i A Link to the Past, den utilgivende sælger, der dømmer tyve til døden i Link's Awakening eller måske en hær af dræbende Cuccos?

Et mere jordnært øjeblik skal findes i Kokiri Village, hvor det sagnomspundne Kokirifolk lever i bedste velgående under velsignelse af det store Dekutræ og deres helt egen personlige fe. Link som eneste dreng i landsbyen har måtte indfinde sig uden en fe, indtil han en dag bliver vækket af féen Navi, der fortæller at det store Deku træ har hidkaldt ham. Træet er blevet pålagt en forbandelse af den onde Ganondorf og med sine døende ord beder det Link om at drage ud på eventyr og standse Ganondorf.

Sådan lød startskuddet på et på mange punkter helt majestætiske eventyr, og sådan lyder det igen, nu hvor Ocarina of Time indbyder til nostalgi, lækre finpudsninger af både grafik, styringsmønster og tilføjelsen af en dyb og charmerende 3D-funktion.

Alt vidner om, at Nintendo har udvist den største respekt for spillernes nostalgiske følelser omkring spillet, således at du på ingen punkter skal være bange for at få minderne spolerede.

Hyrule har undergået en forvandling, og det mærkes allerede lige udenfor Links hoveddør, hvor et oplyst og helt igennem sprudlende Kokiri Forest møder synet. Teksturerne er skarpe, men formår på samme tid at virke bløde og imødekommende, og det kan fra første sekund mærkes, at der er lagt meget arbejde i at få alt til at fremstå mere levende, ved blandt andet at tilføje effekter, som små partikler i luften fra Navi og resten af feerne, og hvis det ikke kan gøre én blød om knæene, så kan de underskønne vandeffekter. Vandtemplet kan ikke komme tidligt nok, så meget tør jeg godt sige.

Eventyret bliver for alvor magisk gennem den første tur i Lost Woods, hvor de elskværdige toner suser gennem højtalerne. Lydsporet har været gennem den helt store miksemølle og lyder nu langt mere sprødt og fortryllende. De indbyggede 3DS-højtalere kan, ikke overraskende, på ingen måde fyldestgøre det fabelagtige lydspor, og det kan stærkt anbefales at smække et par høretelefoner i fra start.

Link selv og resten af beboerne i Hyrule har også fået sig en makeover, og det er ikke blot i udseende. Links flydende animationer vil hurtigt imponere, og det samme gælder Hyrulianernes nu langt mere menneskelige ansigtstræk. Ganondorfs ansigt går fra at være én stor næseformet trekant til pludselig at se lumsk og ondskabsfuldt ud, mens Goronracen nu ser endnu mere nuttet ud. Der kræses om hver mindste detalje.

Den bevægelsesfølsomme skærm bruges som statusskærm, og viser både liv og rupees, men også et lille kort over verden. Hvad der dog er mest spændende er, at man via den nederste skærm har fuld adgang til at skifte udstyr og ting ved hjælp af meget få knapsekvenser. De forskellige redskaber kan bindes til Y- og X-knapperne, men udover det er der også gjort plads til to ekstra knapper, der til hver en tid kan aktiveres med et enkelt tryk på skærmen. Det fungerer mildest talt helt forrygende, og det gør det legende let at bruge de mange redskaber.

En anden ny vigtig funktion gemmer sig inde i Nintendo 3DS i form af gyroskopet, der bruges lige så snart der skal sigtes med buen, boomerangen og andre projektilvåben, men også for at styre kameraet ved at kigge rundt med 3DS. Det fungerer helt glimrende og giver en følelse af realisme og præcision. Der ligger dog et stort problem i at bruge gyroskopet mens der spilles i 3D. Det bliver meget hurtigt rodet, for det kræver enten en meget koordineret spiller eller en uhørt mængde koncentration. Glem alt om at kombinere de to funktioner, for det går simpelthen ikke sammen, og det må siges at være en skam, når det er hovedpunkterne i en 3DS.

Links rejse er gådefuld og ofte alt andet end lige til at finde ud af. Det er en kvalitet, der savnes i senere eventyr i serien, for det er så befriende at skulle bruge de små grå. Det giver en følelse af rent faktisk at være på eventyr, frem for at få det hele serveret.

Tvivl var ikke en mangelvare hos mig gennem mit eventyr, for der skal tit tænkes udenfor rammerne for at krydse en forhindring eller at nå den heart container, der står fastspændt på en platform og driller en. Går man dog helt i stå, så er der blevet placeret Sheikah sten i de forskellige startområder, hvor man til hver en tid kan bede om hjælp og få fremvist en lille guidevideo. Løsningen er aldrig direkte præsenteret i videoen, men det giver i hvert fald en god idé om hvor man bør tage hen, eller hvordan man løser en bestemt gåde.

Der er så meget at sige om Ocarina of Time, og der er endnu mere at sige om denne fantastiske genfortælling på 3DS. Der gemmer sig et væld af nye muligheder og ekstra tilføjelser til spillet, der på alle måder danner rammen om et fuldendt og helt igennem fantastisk spil. Forbedringerne er alle vegne, og har du allerede stiftet bekendtskab med denne perle, er her nok guf til at retfærdiggøre et gensyn. Er du helt ny, så har du en hel verden af oplevelser i vente. Har du savnet en grund til at købe en Nintendo 3DS, så finder du den lige her. Det bliver simpelthen ikke bedre.